Let at være lykkelig?

 Bob Linds musikkarriere falder i to klart adskilte dele. Den første del, der strækker sig fra 1966 til 1971, resulterede i 4 albumudgivelser, og den anden del, som ikke er slut endnu, startede i 2012 og har indtil videre også affødt 4 albums. Det er ikke nogen omfattende produktion, Bob Lind kan se tilbage på; men i de 41 år mellem de to dele af den musikalske karriere har Bob Lind trods alt ikke ligget på den lade side, men har skrevet romaner og dramatik og har desuden arbejdet med journalistik.

Det skrevne ord har altid haft en fremtrædende rolle i Linds univers, og hans høje kvalitetskrav i forhold til sine sangtekster har måske været en medvirkende årsag til det eksklusive omfang af pladeproduktionen. En anden og mere jordnær årsag er det ry, Bob Lind i den første del af musikkarrieren fik for at være ”vanskelig at arbejde sammen med”, ikke mindst på grund af hans alkohol- og narkotikaproblemer.

I februar 2026 er der imidlertid al mulig grund til at sætte fokus på Bob Lind igen, dels fordi det nu er præcis 60 år siden, en af Linds første kompositioner, ”Elusive butterfly”, fejrede store triumfer på hitlister verden over, og dels fordi Lind netop har udsendt sit 8. studiealbum, nr. 4 i anden del af musikkarrieren: ”It oughta be easy”. Selv om der altså er 60 år mellem de to musikalske indsatser, er der mere, der binder dem sammen, end der adskiller dem – først og fremmest Bob Linds karismatiske sange og hans lige så karismatiske baryton, som tilfører det tidlige verdenshit og sangerens helt nye udspil den samme besnærende fascinationskraft.

Elusive butterfly
Den, der har hørt Bob Linds ”Elusive butterfly”, vil nok især huske sangen for dens stærkt uhåndgribelige og særdeles luftige billedsprog (samt naturligvis for dens letløbende og indsmigrende melodi). Ifølge Lind selv er sangen inspireret af et digt af W.B. Yeats, som handler om, at jagten på noget ofte er vigtigere end opnåelsen af det eftertragtede. Det er, når vi stræber efter eller er på jagt efter noget, at vi føler os mest levende og kan glæde os mest over tilværelsen, har Lind videre udtalt, og det er den situation, han har forsøgt at sætte ord og musik til i ”Elusive butterfly”.

Det er da også svært at pege på en sang, som rummer flere sproglige forbehold og flere hypotetiske mulighedsudsagn end Linds hitsang fra 1966. I hver sætning møder lytteren ord som ”if”, ”fleeting”, ”fading”, ”floating”, distant” osv. – for slet ikke at nævne det usikkerhedsladede ord ”might” (eller ”may”): ”You might wake up some morning”, eller: ”you may see the floating motion of a distant pair of wings”. Der er simpelt hen ingen håndgribelige udsagn eller sikre sansninger i Linds tekst, som tværtimod hele tiden fremhæver det flygtige og usikre i jeg-personens omverden.

Det betyder, at sangteksten fremstår som én lang opremsning af stemninger og fornemmelser, som fremhæves og understreges af Linds stemmeglidende sangforedrag, der aldrig giver lytteren fast grund under fødderne. Det er ikke en sangtekst, der er egnet til at skabe sikkerhed og genkendelighed i lytterens bevidsthed, men måske nok en tekst, der egner sig til at gengive det uforudsigelige og ekspanderende verdensbillede, som tegnede sig for ungdommen i 1966; et billede af muligheder og potentialer snarere end et billede af en fast udstukket fremtid.

Selv om teksten til ”Elusive butterfly” altså kan siges at passe godt ind i samtidens verdensbillede, var det tæt på, at sangen slet ikke fik den formidable udbredelse i 1966 og derefter, som tilfældet var. Da Lind i 1965 mødte op hos pladeselskabet World Pacific med en håndfuld sange, var det ikke ”Elusive butterfly”, men derimod den mere traditionelle sang om ulykkelig kærlighed, ”Cheryl´s going home”, der blev valgt som A-side på en single, hvor det senere verdenshit blev henvist til B-siden.

Singlen blev et meget moderat radiohit i samtiden, indtil nogle radioværter begyndte at spille B-siden i deres programmer og dermed på sigt sikrede Bob Lind en plads i musikhistorien. Lytterne kunne lide, hvad de hørte, og ”Elusive butterfly” gik sin sejrsgang over hele verden – endda i to versioner, eftersom Val Doonican udsendte en coverversion af sangen kort efter Bob Linds egen version. I dag er det dog Bob Linds ”Elusive butterfly”, der huskes, og sangen optræder på forskellige lister over alle tiders bedste sange. Det anslås, at over 200 sangere har indspillet deres version af nummeret: Cher, Petula Clark, Arteha Franklin, Dolly Parton, Glen Campbell, osv. osv. 

 Det er og bliver bare en god sang.

It oughta be easy
Siden Bob Lind i 2012 kom i forbindelse med pladeselskabet Ace, har han trofast holdt fast ved dette selskab, ligesom han har arbejdet sammen med produceren og arrangøren Jamie Hoover om alle sine 4 albums for Ace. De to personligheder står åbenbart godt til hinanden, som Linds splinternye udgivelse ”It oughta be easy” da også demonstrerer med al ønskelig tydelighed. Hoover har i et interview fortalt om sin rolle i forbindelse med indspilningen af sangene: ”Alt er bygget op omkring teksterne. Det handler primært om at kunne høre dem. Bobs tekster er fantastiske” (uden at det i parentes bemærket betyder, at der af den grund er sjusket med arrangementerne af sangene).

Selv siger Bob Lind om det nye album, at det har to hovedtemaer: det ene tema er lyst – til livet, til det andet køn, mv. – og det opfatter han som et sundhedstegn, et tegn på, at helbredet er i orden. Dette tema kommer tydeligst til udtryk i sangen ”When love is new”, der handler om at ”gøre det” overalt og hele tiden – men sangteksten er skrevet i datid af den 84-årige Lind. Der er trods alt forskel på, hvad den unge og den gamle mand formår i den retning.

I en anden sang på albummet handler det også om begær – men desværre begær efter en anden end den, man er gift med. Sangens jeg-person er godt klar over, at det han er i gang med er forkert, og han vil da også helst holde sig på måtten; men så træder reptil-hjernen i funktion (deraf sangens titel: ”The reptile”), og forstanden forsvinder i takt med, at elskerinden tager ham på låret, så han – igen – falder for fristelsen: ”You´ll feel as strong and as cool as a Maserati/ and as dirty as the wheel well underneath”. 

”Jeg kan modstå alt undtagen fristelser”, sagde Oscar Wilde, og det samme fortæller Bob Linds sang. Derfor er det også meget passende, at en anden af sangene på albummet, ”Nature´s sweetest lie”, indeholder den grumme pointe,at selv om vi i starten lover hinanden at holde sammen i al evighed, kan det godt være, at det kommer til at gå anderledes: ”This fire will never die/ that´s nature´s sweetest lie”.

Det andet overordnede tema på ”It oughta be easy” knytter sig til det første: længslen efter lykke. Som Lind synger på nummeret ”Easy to be happy”, burde det være utroligt let at føle sig lykkelig, ikke mindst når man har alt det, der gør livet værd at leve: et godt job, en kærlig hustru og et lækkert hjem. Men hvorfor er der så den der næsten uhørlige skrabende lyd på yderdøren og den der fjerne hvisken, som bryder idyllen? Måske der alligevel burde være noget mere end det, man har fået tildelt? Eller skal man bare stikke piben ind og stille sig tilfreds med sin Foreman grill og sin plasmaskærm? Det skulle ellers være så enkelt at føle sig lykkelig; men kunne det måske trods alt være anderledes? Svære spørgsmål af den slags, al god kunst bygger på.

Midt i al usikkerheden og alle fristelserne prøver Bob Lind (og hans jeg-personer) dog at overbevise sig selv om, at alt er godt. Det sker bl.a. i albummets to sidste sange, hvor teksterne hylder tosomhedens lyksaligheder. I sangen ”Scrapbook” ser jeg-personen en scrapbog over sit liv i den elskedes øjne, og han forsøger endda at overbevise sig selv om, at han stadig har det bedste til gode: ”Let us dream from these pictures of the past/ that the best is still ahead”.

I den afsluttende sang ”Happy (mantra)” får lovprisningen af lykken i samlivet med den elskede endnu en tand opad, når jeg-personen erklærer: ”I´m gonna be happy/ it´s on my list of things to do/ I´ll dig a mine deep in some rainbow/ and bring up joy for you and me”. Dette mantra gentages gennem hele sangen, og jeg-personen udtaler da også selv, at han kommer nærmere til lykken for hver dag, der går: ”In fact, I may already be here”. 

Jamen, ved han da ikke selv, om han er lykkelig? Og hvis jeg-personen virkelig er så tæt på lykken, hvorfor er det så nødvendigt for ham hele tiden at understrege, at han skam er lykkelig: ”Happy, happy, happy, happy”. I mine ører lyder det mere som en besværgelse end som en konstatering. Det er måske slet ikke så let at være/blive lykkelig, som Bob Lind ellers gerne vil give det udseende af i afslutningssangen; men så må han jo bare skrive nogle flere sange om den indviklede opgave, det er at være menneske. Jeg skal i hvert fald nok lytte med.

Læs også artiklen: ”Den fortabte søn vender tilbage”.