dummy

Lille Johnny fylder 50

1-12-2020
Steffen Kronborg

I december 1970 indledtes et helt nyt kapitel i den dansksprogede rockmusiks historie, da medlemmer af kunstnerkollektivet Røde Mor på forlaget Demos udsendte en EP med 4 nyskrevne sange af Troels Trier – samt en fællessangsudgave af ”Internationale”. Hvis sidstnævnte sang ikke skulle være en tilstrækkelig tydelig ledetråd til udgivelsens indhold, burde forlagsangivelsen fortælle alt om EP´ens ideologiske ståsted. Forlaget Demos blev oprettet i 1969 på initiativ fra De Danske Vietnamkomiteer, og et af forlagets primære formål var at fremme socialistisk kunst og kultur. Det var en ramme, der passede perfekt til Røde Mors ambitioner om at skabe en ”politisk, proletarisk kunst”, som det hed i kollektivets Manifest fra 1974. Og eftersom Røde Mor ønskede at opstille et alternativ til den borgerlige kunst og kultur på alle fronter, måtte kollektivet naturligvis også inddrage musikken i kampen. Det skete med udgivelsen af ”Johnny gennem ild og vand” i 1970.

Indtil 1970 havde den samfundskritiske dansksprogede rockmusik været udøvet af repræsentanter for et generationsopgør eller for et individuelt opgør med de herskende tilstande i samfundet; men Røde Mors nye sange flyttede fokus fra den individuelle modstand mod magtstrukturerne til en opfordring til kollektiv kamp mod den skæve fordeling af goderne i samfundet. Eller med kunstnerkollektivets egne ord: ”Den politisk, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. (-) Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen” (fra ovennævnte Manifest). Store ord i det lille Danmark, javist; men som indholdet på EP´en ”Johnny gennem ild og vand” demonstrerede, var ordene ikke uden jordforbindelse til den konkrete praksis. Troels Triers og de andre Røde Mor-medlemmers musik havde stor gennemslagskraft i samtiden og blev hurtigt en faktor, man måtte regne med inden for den dansksprogede rockmusik.

At medlemmerne i Røde Mor var udmærket klar over betydningen af slagkraftige kampsange med mere eller mindre bombastiske paroler, var inkluderingen af ”Internationale” på debut-EP´en et klart signal om. Men det var slet ikke denne form for programmusik, Troels Trier og Røde Mor ønskede at betjene sig af i deres kamp for en socialistisk kunst og kultur, som Triers 4 sange til ”Johnny gennem ild og vand” med al ønskelig tydelighed viste. De 4 sange er ganske vist særdeles eksplicitte i deres kritik af USA´s krig i Vietnam og i deres hyldest til revolutionens idoler: Che Guevara, Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Men Troels Triers kunstneriske formsprog i forbindelse med sangene befandt sig næsten så langt fra de klassiske parolesange, som tænkes kan, og det var ikke mindst på grund af deres uventede og originale formsprog, at sangene fik så stor gennemslagskraft i samtiden. Rockpublikummet havde aldrig hørt noget lignende (bortset fra, at Triers hæse stemme havde visse lighedspunkter med Poul Dissings tilsvarende raspende stemme), og Arbejdersangbogens kernemålgruppe var heller ikke forberedt på stilen i Røde Mors nye sange.

En ny udtryksform
Troels Triers sange til ”Johnny gennem ild og vand” var udfærdiget i et stærkt ekspressivt sprog med brug af en række suggestive billeder, som man ikke tidligere havde mødt i arbejderklassens kampsange, der snarere betjente sig af klare og entydige formuleringer. Men de klassiske kampsanges sprog var slet ikke Troels Triers ærinde. Når Røde Mor talte om kunst, der ”beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling” samt ”indtager et – i marxistisk forstand – proletarisk standpunkt” betød det ikke, at kollektivets medlemmer af den grund havde tænkt sig at se stort på æstetikken eller udtryksfuldheden i deres værker – tværtimod. Troels Triers sange rummer både poesi, fyndighed, originalitet og nuancer – samt ikke mindst humor, som er en vigtig ingrediens, hvis man for alvor vil have fat i et stort publikum. (I sandhedens interesse var humoren dog en faktor, der i december 1970 måtte vente endnu en postgang, idet sangene på debut-EP´en i altovervejende grad benyttede sig af en svulstig patos som digterisk virkemiddel).

Ud over at bringe det erklæret socialistiske standpunkt ind i den dansksprogede rockmusik er Røde Mors og Troels Triers vigtigste bidrag til rockmusikken nok at gøre det legalt at benytte sig af et højtravende og patetisk, men samtidig engageret og nervefyldt formsprog, som går direkte i lytteren uden filtre. Debut-EP´ens sange præsenterede uden blusel formuleringer som ”Che flyver højt ved Rio Grande/ flodens dybe vand er rødt som blod” og ”Vi eksporterer flæsk til svin/ det fede svin på Vietnams nakke står” – overspændt og bastant måske, men samtidig utroligt slagkraftigt og følelsesmæssigt involverende, fint hjulpet på vej af Triers iørefaldende og næsten indsmigrende melodier, som man skulle være gjort af sten for ikke at nynne med på. I 1970 var udtrykket helt nyt og tog en stor del af rockpublikummet med storm – omtrent som Hoola Bandoola Bands musik nogenlunde samtidig gjorde det i Sverige. Røde Mor og Hoola Bandoola Band formåede begge at løse den vanskelige opgave det er at tale til to vidt forskellige grupper af lyttere på én og samme gang (i Sverige hed gruppernes musiksmag pop og progg), og deres løsning af opgaven var så dygtigt udført, at man sagtens kan høre deres plader i dag med stor fornøjelse – hvis man eller kan finde frem til dem.

Røde Mors ”Johnny gennem ild og vand blev en stor salgssucces i samtiden til trods for, at pladen kun blev solgt fra Forlagets Bogcafé i København samt ved koncerter og politiske arrangementer. Pladen er i dag svær at opdrive antikvarisk, selv om den i sin tid blev solgt i omkring 80.000 eksemplarer. Heldigvis er sangene på EP´en senere udsendt på opsamlingsudgivelser med Røde Mor, så det skulle ikke være uoverkommeligt at komme til at stifte bekendtskab med dem i dag. Og det er umagen værd: ud over at være et vigtigt historisk vidnesbyrd om starten på den politiske rockmusik i Danmark, er sangene på ”Johnny gennem ild og vand” stadig levende her 50 år efter tilblivelsen (som i parentes bemærket kun varede en enkelt nat – altså indspilningen af sangene).

Tillykke med den runde fødselsdag til Troels Trier og holdet bag den skelsættende Røde Mor-EP. Læs mere om pladen og om Røde Mor på hjemmesiden roedemor.dk