Lisa Gerrard mellem sorg, længsel, forløsning og transcendens

Kan Lisa Gerrard overhovedet lave dårlig musik? Jeg er endnu ikke nået igennem hendes enorme bagkatalog af filmmusik og samarbejder med andre kunstnere, så jeg kan ikke give et endegyldigt svar, men kan blot konstatere at det generelle niveau er så højt at man kan fristes til at hæfte "g"-klicheen på hende. Der er virkelig tale om en kunstner der har defineret sit helt eget univers og udtryk, og hendes fingeraftryk er konsistent, uanset om det drejer sig om musik til tvivlsomme gyserfilm (Salem's lot, Insight, Priest), naturdokumentarer (The trail of Genghis Khan, Samsara, Ashes and snow, A thousand roads), store Hollywoodproduktioner (Black Hawk down, Gladiator, The insider, Ali, Burning man, Man on fire, Kingdom of heaven), albums i Dead Can Dance-sammenhæng, eller egentlige soloalbums udgivet i eget navn eller i samarbejde med andre.

Musikalsk crossover som virkemiddel

Genrerne goth og world music bruges gerne i forbindelse med Dead Can Dance og Lisa Gerrard. Goth er vistnok noget de aldrig selv har identificeret sig med, men det må siges at være ubestrideligt at de historisk var en del af dette miljø. Se f. eks. denne øvevideo med et meget tidligt Dead Can Dance i 1984. Goth - eller new wave med afsæt i Joy Division og New Order - der er ikke meget eksotisk i betydningen etnisk over dem på dette tidspunkt. I dag er det formentlig oftest world music der bruges til at kategorisere DCD.

Udtrykket world music er egentlig grundlæggende nedladende, i sin implicitte præmis om at der eksisterer to kategorier, nemlig vores eget lille katalog af velkendt popmusik, og så alt det andet, som er hele verden. Skal man placere Gerrards soloværker i en genrebås er det denne der oftest benyttes, og det passer jo også langt hen ad vejen i og med at hun vitterligt trækker på musikere og instrumenter fra fjerne kulturer, i tilgift til mere hjemlig europæisk kirkemusik, renæssancemusik, irsk folkemusik, græsk rembetiko m.m. Uden at have indgående kendskab til de enkelte etniske stilarter vil jeg dog påstå, at det specifikke præg fra de enkelte kulturer ikke er autentisk, men snarere er virkemidler som Gerrard bruger som det passer hende. Det fremragende soundtrack-album The trail of Genghis Khan har en umiskendelig centralasiatisk atmosfære over sig, men man kan sagtens høre det i forlængelse af albums påvirket af indianeres musik (A thousand roads) eller polynesisk sang (Whale rider). Gerrards fingeraftryk er fællesnævneren.

I grænselandet mellem pop og lydeksperimenter

Jeg mangler faglige forudsætninger for at forstå og analysere det musiktekniske særpræg der går igennem alt hun laver, men jeg kan pege på nogle subjektive indtryk som dog nok kun vil give mening hvis man selv allerede er tunet ind på hendes lydunivers. Gerrard bevæger sig ubesværet mellem værker der vil afføde spontan afvisning hos mainstreampublikummet ("underlig musik") og hitlistepop, i sidstnævnte tilfælde først og fremmest hittet "Now we are free" fra soundtracket til Gladiator. Uden at trække analogien for langt kan man sammenligne hende med Pink Floyd, der også har bevæget sig fra "underlig" musik for et indforstået miljø, til popmusik for masserne. På samme måde som "Another brick in the wall part 2" eller "Comfortably numb" uddestillerede elementer fra avantgardebaggrunden i letforståelig iklædning, er "Now we are free" et helt genuint Gerrard-nummer i og med at det bæres af hendes velkendte ordløse scat-sang, og tydeligvis formidler en almentforståelig optimisme. Dét der gør nummeret til pop er det relative fravær af følelsesmæssig kompleksitet, og en noget neddæmpet brug af det klagende udtryk. Titlen på nummeret refererer umiddelbart til Gladiator, men kan uden videre oversættes til noget almenmenneskeligt, og musikken "fortæller" dette i umisforståelige, men ordløse termer. Eller tag sangen "Rakim", hvor Brendan Perrys tekst, der tilsyneladende omhandler en post-kristen syndsfrihed hvor håbet skal findes i denne verden ("Favored son/Turn in the garden/Shades of one/Sins forgotten/Favored signs to find hope/In the rounds of life ..."), får et ordløst "svar" af Lisa Gerrard. Scat-sangen er vemodig, men langt fra ulykkelig. Den er nærmest transcendent, og bringer lytteren derhen hvor Perry længes - eller hvor lytteren måtte længes efter at nå.

Grundtone af sorg

Man kan opdele menneskeheden i to grupper: De der gerne vil have deres musik kompleks og udfordrende, og de der kun ønsker et behageligt baggrundstapet. Det der for mig at se går igen hos Lisa Gerrard er en grundtone af umiddelbar sorg, udtrykt ved hendes stemme, som i samspillet med musikken forløses - "der er lys for enden af tunnellen". Er man utålmodig og ønsker man blot et behageligt lydtapet i baggrunden, kommer man ikke længere end til ubehaget ved den "underlige" og "klagende" sang, og går glip af forløsningen.  Jeg lytter ikke til Lisa Gerrard for at blive ked af det, eller for at få bekræftet at alting er jammer og sorg. Hvordan hun end gør det er hendes musik utroligt livsbekræftende. Dead Can Dance og Lisa Gerrards "taler" til mig, en oplevelse jeg også kender fra irsk og bretonsk folkemusik, eller jødisk klezmer.

Dér hvor jeg vil hen er at DCD/Gerrard forstår at "sige" noget om helt elementære menneskelige erfaringer - eller rettere, at få en til at sige det selv - og det vel at mærke oftest uden ord. Når man er bekendt med virkemidlerne i deres univers "oversætter" man spontant de sungne ikke-ord og akkompagnementet til noget mellemmenneskeligt man kender fra sig selv. Meget bogstaveligt, faktisk, som en dialog mellem personer. På live-dvd'en Towards the within taler Gerrard i et interview om at blive befriet fra "the prison of language", og det er netop denne frisættelse der sætter lytterens egne erfaringer i centrum som den matrix musikken skal tolkes ud fra.

Hermed ikke sagt at deres musik ikke har egne referencer. Dead Can Dance og Lisa Gerrard kredser om en længsel efter en oprindelig lykketilstand som de mener er blevet undertrykt af kristendommen og civilisationen. Førhen var mennesket spontant og skyldfrit, i pagt med naturen, men vi bærer på længslen efter og mindet om det der (angiveligt) var - heraf comeback-albummet Anastasis' coverbillede af visne solsikker der vender sig efter solen. Der er masser af hedenskab og okkultisme i deres univers, hvilket også afspejles på de utallige hjemmesider der beskæftiger sig med dem. Det hedder sig at navnet Dead Can Dance refererer til den kreative proces hvor livsløst materiale - musikinstrumenter - frembringer noget levende, musikken. At ordet "død" ikke er tilfældigt i sammenhængen er dog indlysende (såvel som associationen til "decadence"), så meget desto mere som at Gerrard og Brendan Perry også kredser om det morbide, bl. a. i traditionelle sange som "I am stretched on your grave" og "The wind that shakes the barley". Alt dette kan man - og det gør jeg - springe op og falde ned på, og i stedet se optagetheden af død og okkultisme som udslag af den for kunstnere obligatoriske naivitet - den sværmeriskhed som åbenbart er en forudsætning for kreativiteten. I sidste ende handler det ikke om engle og dæmoner, men om soundtracket til vores egne liv, og det er her nøglen til forståelsen og værdsættelsen af Lisa Gerrards musik skal findes.

 

Imponerende udgivelseskatalog

Bibzoom giver adgang til et ganske repræsentativt udpluk af Lisa Gerrards soloproduktion: The mirror pool, The black opal, Whale rider, Gladiator - music from the motion picture, The best of Lisa Gerrard samt Immortal memory (i samarbejde med Patrick Cassidy). Hvor soundtracket til Gladiator er en noget fragmentarisk oplevelse p.g.a. sammenstillingen af forskellige kunstnere, er Whale rider et godt eksempel på at mange af hendes øvrige filmsoundtracks sagtens kan stå alene som helstøbte albums uden at kendskab til filmen er nødvendigt for oplevelsen. Jeg nævnte indledningsvis at Gerrards særkende går igen i alt hun laver. Gyseren Insight stiller selvsagt andre krav til lydsporet end Oranges & sunshine, en film om en virkelig skandale vedrørende vanskelige børn fra England der blev sendt til Australien, så vægtningen af elementer er meget forskellig i de to værker. Jeg har især en svaghed for sidstnævnte, der præges af meget iørefaldende, melankolske stykker for klaver og cello, og i noget mindre grad af Gerrards egen stemme. Disse to albums er kun tilgængelige som downloads, hvilket fornylig også er kommet til at inkludere de ukomprimerede formater FLAC og Apple lossless.

En stor del af Dead Can Dances albums er tilgængelige på Bibzoom: Dead Can Dance, The serpent's egg, Aion, Anastasis, live-albummet Toward the within, samt opsamlingsalbummene A passage in time og Wake.