Louis Armstrong - Mr. Jazz, 2. del

Igennem et halvt århundrede var Armstrong, mere end nogen anden enkeltperson, manden, der gjorde jazzen globalt kendt, accepteret og elsket.

Efter et længere Europabesøg, hvor han tilbragte en stor del af tiden i Paris, vendte Armstrong i starten af 1935 tilbage til USA. Her indgik han en aftale med Joe Glaser om, at denne skulle være hans manager. Glaser havde bestyret en af de natklubber i tyvernes Chicago, hvor Armstrong havde spillet, og han var desuden tidligere medarbejder hos Al Capone og havde flere domme bag sig for bl.a. solide overtrædelser af spirituslovgivningen. Altså en handlekraftig mand, som da også styrede dét, vi efterhånden kunne kalde "forretningen Armstrong" overordentlig håndfast og effektivt. Armstrongs barndomsven, trommeslageren Zutty Singleton, havde givet ham rådet "Find dig en hvid mand og bliv hans nigger", ud fra den holdning, at hvis en sort (populær) entertainer havde en hvid mand til at "beskytte" (eller skal vi sige "styre") sig, var det nok begrænset, hvor store problemer, han kunne komme ud i.

Siden 1929 havde rammen om Armstrong næsten uden undtagelse været et stort orkester, og sådan forblev det indtil 1947, da han igen vendte tilbage til den konventionelle New Orleans-besætning. I de mellemliggende år lagde han vel ikke egentlige alen til sin kunstneriske eller instrumentale vækst, selvom adskillige af hans indspilninger var af høj kvalitet, men udviklede sig snarere hen mod entertainer-rollen, hvor orkestret (i mange år ledet af Luis Russell) blot var mere eller mindre bagtæppe for hans sang og himmelstormende virtuose trompetspil i et nu mere populært anlagt repertoire. Det lader sig dog ikke skjule, at det akkompagnerende orkester, især når vi kommer op i starten af 1940'erne, kunne virke noget sekunda-agtigt. Som tenorsaxofonisten Dexter Gordon, der spillede hos Armstrong i 1944, sagde det: "Of course, Pops was wonderful, but everything else was ... blah." Og i takt med swingmusikkens generelle afmatning igennem krigsårene, kunstnerisk såvel som kommercielt, (også fordi det store antal indkaldelser selvfølgelig også ramte musikerne og dermed skabte en del gennemtræk i orkesterbesætningerne) faldt også "dagsprisen" på Armstrong.

I starten af 40'erne udviklede jazzen sig, lidt forenklet sagt, i to retninger, fremad og bagud. Dels arbejdede en del af den unge (primært sorte) generation, primært i New York, med dét, der få år senere skulle blive kendt som bebop, mens andre, bl.a. i stigende frustration over swingmusikkens kommercialisering, rettede blikket bagud mod jazzens rødder. Hér fandt de en række af jazzens førstegenerationsmusikere, i og omkring New Orleans, af hvilke mange havde været ude af fokus (eller for den sags skyld helt borte fra aktiv musiceren), men som var blevet genfundet og hurtigt også tiljublet som udtryk for den "ægte" og "oprindelige" jazz.

Både blandt musikere og koncertarrangører var der dem, der kunne huske, at Armstrong jo oprindelig havde været én af New Orleans-musikkens fornemste udøvere, og kornettisten Bobby Hackett og promotoren Ernie Anderson påtog sig at "frikøbe" Armstrong uden det store orkester for et par aftener, hvor de så selv sammensatte den akkompagnerende gruppe. Så det er næppe for meget at sige, at 25 år efter at hans karriere med hans indtræden i King Oliver's Creole Jazz Band havde fået sit første store skub, kom hans anden karriere i gang. Og det blev til næsten et kvart århundrede, hvor Armstrong med stigende kommerciel succes stod i spidsen for sine All Stars, turnerende verden rundt med et aktivitetsniveau, der ofte lå på 300 dage om året, og hvor tre dage i samme by regnedes for afslapning. Det var dog kun de tidligste år, at sekstetten med rimelighed kunnne betegnes "All Stars": medlemmer som basunisten Jack Teagarden, pianisten Earl Hines, trommeslageren Sidney Catlett og (lidt senere) klarinettisten Edmond Hall kunne absolut siges at være Armstrong værdige samarbejdspartnere, senere mangeårige medspillere som basunisten Trummy Young og pianisten Billy Kyle vel også, men i det store og hele var gruppens sidste halve snes år præget af stærkt rutineprægede gennemspilninger af et temmelig fastlåst repertoire, omend den mageløse publikumskontakt kunne få mange ting til at ligne veloplagthed. Og man kan vanskeligt undre sig over, at det gik sådan, al den stund turnéaktiviteten i perioder var nærmest umenneskelig. En enkelt historie kan belyse det: på den lange vinterturné i 1955 var flyet fra Rom til Barcelona forsinket, så samme aftens koncert måtte aflyses. Natten blev tilbragt i lufthavnen og næste dag (julaftensdag) kom man så afsted, kun for at opdage, at den spanske koncertarrangør havde placeret en erstatningskoncert så tidsmæssigt stramt, at musikerne måtte tage direkte fra lufthavnen til koncertsalen og at der altså ikke skulle spilles to, men tre koncerter samme aften. Intet under, når man hører om dette, at gruppen betragtede det ugelange ophold i København i starten af 1959 som noget, der lignede ferie, selv med to koncerter hver aften, bortset fra søndagens tre.

Men det sjove var jo også, at den musik, som Louis Armstrong and his All Stars leverede, ikke havde voldsomt meget med New Orleans-jazz at gøre. Bevares, oftest fik man ved koncerterne et par eksempler på "One of the good old good ones, from my hometown, New Orleans, Louisiana", men repertoiret var jo også i høj grad diverse mere populære stykker, swingnumre eller orkestrets seneste hit: "Blueberry Hill". "Mack the Knife" og "Hello, Dolly" måtte holde for oftere end melodiernes selvstændige kvalitet vel egentlig berettigede til. Og alligevel viser det sig ved nærlytning af næsten samtidige koncertoptagelser, at der er ganske mange nuanceforskelle i trompetspillet, i hvert fald rigeligt til at det vil være helt urimeligt at påstå, at Armstrong bare gentog sig selv.

Udover de opslidende turneer indspillede Armstrong en stor mængde plader, dels selvfølgelig med den faste gruppe, men også som solist i et mere pop-præget repertoire især i 50'erne for selskaberne Decca og Verve, sange, som for manges vedkommende idag kun er udholdelige, fordi det er Armstrong, der tager dem under kærlig behandling. Han blev brugt i en lang række film - og det er ikke tilfældigt, at jeg ikke skriver "spillede med i", for oftest var han ren garniture: nogle få linjers dialog og et par numre med The All Stars, evt. med et lokalt hot shot, sådan som det f.ex. var tilfældet i København i 1959, da han medvirkede i Kærlighedens melodi med Nina og Frederik. Men selv i film, hvor hans medvirken er begrænset til måske ti minutter ialt, stjæler han rask væk billedet, se bare High society, hvor jo desuden Bing Crosby og Grace Kelly glimrer.

I mange år havde Armstrong en passion ved siden af musikken, hvor hans credo ellers var "Nothing's gonna come between me and my horn". Han var en flittig og meget original skribent, som på turneerne altid medbragte sin lille Smith Corona rejseskrivemaskine. Og i sin garderobe eller på hotelværelserne sad han så og skrev, breve til venner og fans, mere erindringsprægede stykker, indlæg til tidsskrifter, alt holdt i en personlig, talesprogspræget stil med hans helt egen sprogtone af "jive talk". Nok var hans formelle skoleuddannelse begrænset, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ikke kunne udtrykke sig med både vid, skarphed, humor og eftertanke.

Da hans indspilning af "Hello, Dolly" i 1963 fortrængte The Beatles fra førstepladsen på de amerikanske hitlister, var det 47 år siden, han havde sit første hit. Og da han i 1967 indspillede "What a wonderful world" var han forlængst blevet et ikon i amerikansk populærkultur. Som sangeren Tony Bennett udtrykte det: "Et land skal måles på, hvad det bidrager med. Amerika bidrog med Louis Armstrong."

Armstrong døde den 6. juli 1971 efter længere tids svagelighed. Han havde da været professionelt aktiv i næsten 55 år. Omkring hans 100-årsdag i 2001 væltede cd-udgivelserne frem. Et par helt uundværlige håndfulde (mange andre er bare uundværlige) i hans næsten uoverskueligt store produktion kunne være:

The complete Hot Five and Hot Seven recordings (Columbia, box med 4 cd'er og bog)

The ultimate collection (Verve, box med 3 cd'er der omfatter perioden 1924-68)

Louis Armstrong plays W.C.Handy (Columbia, 1954)

Satch plays Fats (Columbia,1955)

Ella and Louis (Verve, box med 3 cd'er, 1956-57)

Satchmo - A musical autobiography (Verve, box med 3 cd'er, 1956-57)

Louis Armstrong & Duke Ellington -The great summit (Roulette, 1961)

Disney songs the Satchmo way (Buena Vista, ca. 1968) - en vidunderlig kuriositet

- og hvis der skal læses:

Max Jones & John Chilton: Louis (London, 1971)

Gary Giddins: Satchmo (New York, 1992)

Louis Armstrong in his own words Ed. by Thomas Brothers (New York, 1999)