Genrer
Lovsang til det livgivende vand
I 1968 udsendte Van Morrison lp'en Astral weeks, som blev rost til skyerne af kritikerne, men kun blev en begrænset kommerciel succes. I 1970 fulgte Morrison imidlertid Astral weeks op med det, der i dag står som hans måske fineste udgivelse nogensinde: lp'en Moondance. Også denne plade blev rost af kritikerne, men til forskel fra det foregående udspil blev den nye udgivelse desuden en pæn kommerciel succes. Siden udsendelsen den 27. januar 1970 har Moondance hen ad vejen opnået klassikerstatus, og indgår nu som nr. 65 på tidsskriftet Rolling Stone Magazine's liste over alle tiders 500 bedste plader (læs herom i Kjartan F. Stolbergs omtale på Bibzoom).
I 2013 blev pladen udsendt i flere forskellige udvidede versioner med en lang række outtakes og alternative versioner af sangene, og disse tilføjelser til Morrison-kataloget er bestemt værd at stifte bekendtskab med for sangerens mange fans. Men det er bemærkelsesværdigt, at selv om man via de mange bonusnumre kan høre, hvordan Moondance også kunne have lydt, er der ingen tvivl om, at de 10 versioner, der i første omgang kom med på pladen, er udvalgt med usvigelig sikkerhed blandt en stribe næsten lige så gode versioner. Men også kun næsten.
And it stoned me
Moondance kan høres med fornøjelse når som helst og hvor som helst, men specielt om foråret trænger musikkens friskhed og glæde over livet ind under huden på lytteren, som efter en lang vinter har brug for netop den form for musikalsk saltvandsindsprøjtning. Og det gælder ikke mindst pladens formidable indledningsnummer, ”And it stoned me”. I tre vers og med to forskellige omkvæd synger Morrison sin glæde over tilværelsen ud i form af en lovprisning af det livgivende vand, og det gør han så dynamisk og sensuelt, at lytteren ikke kan undgå at blive revet med, at blive forført.
Sangens historie starter med to drenge, som står i den silende regn på vej ud for at fiske. ”Hope it don't rain all day,” synger Morrison – for straks efter at fortsætte med det gennemgående omkvæd: ”And it stoned me to my soul / stoned me just like Jelly Roll.” Hvad er nu det for noget? Hvorfor er sangens jeg pludselig helt tilfreds med situationen, efter at han lige har ønsket, at det bare ville holde op med at regne?
”Then the rain let up and the sun came up / and we were getting dry,” lyder det i næste vers, hvor de to drenge bliver samlet op af en forbipasserende bil. Længere fremme bliver de sat af i nærheden af floden – og så springer de minsandten i vandet og tager sig en svømmetur! ”Oh, the water / Oh, the water / Oh, the water / let it run all over me.” Måske er vand alligevel ikke så dårligt! Lytteren kan næsten mærke det dejligt kølige vand på kroppen.
I tredje vers møder de to drenge så på hjemturen en mand med en dunk med noget at drikke. Og det er ikke spiritus, han har i dunken, men derimod: ”Oh, the water / Oh, the water / Oh, the water / get it myself from the mountain stream.” Igen kan lytteren helt tydeligt smage det friske, klare vand fra kilden – mmmm, det er dejligt, dejligt som sex, dejligt som at komme hjem.
Vand er traditionelt et symbol på livet, det frugtbare og livgivende, og regnvandet er både befrugtende, livgivende og rensende. I dybdepsykologien er vandet et grundsymbol på de ubevidste energier, og vandet er samtidig et billede på de dybere lag i personligheden. Alle de forskellige tolkninger af vandets betydning kan læses ind i Van Morrisons enkle sang om vand på flere forskellige måder – som regnvand, som flodvand, som drikkevand – men uanset hvordan man vælger at læse/høre sangens tekst, er der ingen tvivl om, at vandet her er en positiv kraft, en livgiver.
Og musikken bekræfter tekstens udsagn. Der er simpelt hen tale om en perfekt indpakning af ordene om vandet, der omslutter kroppen helt tæt eller bringer ny energi til de tørre halse. En blanding af soul, gospel og rhythm and blues formidlet via Morrisons hæst sensuelle stemme og et par smukt dæmpede saxofoner samt en dygtig backinggruppe – det er en cocktail, som danner en ualmindeligt flot optakt til et album, der i øvrigt rummer nogle af Morrisons fineste sange.
De øvrige sange
Umiddelbart efter ”And it stoned me” følger lp'ens titelmelodi – en usædvanligt charmerende kærlighedssang og en opfordring til den elskede om at bevilge ham endnu en måneskinsdans. Og når Van Morrison danser i måneskin, handler det om mere end bare at holde i hænder: ”I wanna make love to you tonight / I can't wait til the morning has come.” Hvilken kvinde kan mon nægte ham det efter at have lyttet til den uimodståeligt medrivende melodi til sangen?
”Crazy love” og ”Caravan” bygger videre på den afslappede og lystfyldte atmosfære, som de to indledningssange har skabt, og sangene leder op til et af Morrisons allermest centrale numre: ”Into the mystic”. Hele lp'en er gennemsyret af sangenes spirituelle søgen efter at indkredse og beskrive de grundlæggende eksistentielle værdier i tilværelsen: kærlighed, fællesskab, naturen, osv. Men ingen steder kommer Morrisons poetiske nerve i denne sammenhæng tydeligere frem end i sangen ”Into the mystic”, som netop er, hvad titlen antyder: en rejse ind i mystikken, en transcendens af det jordiske til fordel for nogle ikke-håndgribelige værdier.
”Into the mystic” rummer nogle af Morrisons fineste billeder og metaforer i det samlede sangkatalog, og den majestætiske melodi med et smukt strygerakkompagnement præsenterer teksten på en måde, så lytteren umuligt kan forblive upåvirket af sangens indtrængende kærlighedsbudskab. Når man hertil lægger et intenst sangforedrag, som man ikke finder smukkere andre steder i Morrisons produktion, har man alle ingredienserne til en klassisk rocksang. ”Into the mystic” anses af mange for at være Morrisons bedste sang nogensinde.
Resten af sangene på Moondance må nødvendigvis føles som lidt af et antiklimaks i forhold til den formidable ”Into the mystic” – men det betyder ikke, at sangene af den grund er dårlige, bestemt ikke! ”Brand new day” er en flot og stort anlagt gospel-agtig sang om at starte på ny, om at få lov til et nyt forsøg i livet. Der er en næsten religiøs stemning over nummeret – men det er en meget verdslig religiøsitet, som snarere bunder i glæden over tilværelsen end en metafysisk glæde over noget ikke-jordisk.
Og à propos glæde: Morrison afslutter lp'en med det jublende glade nummer ”Glad tidings”, som rummer en opfordring til at gå ud og møde livet og til at gøre mod andre, som du vil, at de skal gøre mod dig. Så skal det nok blive godt alt sammen: ”And the princess will wake up from her slumber.” Morrison udtrykker sig i denne som i flere af de øvrige sange på lp'en i luftige billeder og symboler, men der er ingen tvivl om det grundlæggende livsbekræftende udgangspunkt: ”We'll send you glad tidings from New York” – og melodien understøtter glæden via en blæsersektion, som får budskabet til at eksplodere i en overvældende lykkerus. Den her sang giver lyst til at høre lp'en (eller cd'en) igen – og igen!
Og når man så sætter pladen på igen, omsluttes man endnu en gang af Morrisons sensuelle stemme, som synger: ”Oh, the water / Oh, the water / Oh, the water / let it run all over me.” Sådan lyder en mand, der er forelsket, en mand som er vild med vandet, med kærligheden, med livet selv. Og den glæde trænger direkte igennem til lytteren, som vil have meget svært ved at bevare pessimismen efter at have lagt øre til ”And it stoned me” og resten af sangene.