Lucinda Williams 70 år

Torsdag den 26. januar i år er det 70 år siden, sangeren og guitaristen Lucinda Williams blev født i staten Louisiana i USA. I forbindelse med faderens arbejde som litteraturprofessor flyttede Williams en del rundt i sin barndom, indtil faderen slog sig ned i Arkansas, hvor datteren også startede på universitetet i Fayetteville. Det blev imidlertid i Houston og Austin i Texas, at Lucinda Williams startede med at spille musik midt i 1970´erne; men da hun indspillede sin første, folk-orienterede plade, var det i Jackson Mississippi i 1979.

Den følgende plade, ”Happy woman blues” (1980), blev indspillet i Houston, og i modsætning til debutpladen indeholdt den nye LP udelukkende selvkomponerede numre. Lucinda Williams´ egentlige gennembrud kom med den Los Angeles-indspillede ”Lucinda Williams” (1988). I 1998 fulgte sangerindens femte udgivelse, ”Car wheels on a gravel road”, indspillet i Nashville, og efter denne plade var Lucinda Williams et topnavn på den amerikanske countryrock/americana-scene, på linje med navne som Emmylou Harris og Steve Earle.

Efterhånden som Lucinda Williams blev mere og mere populær hos såvel kritikere som publikum, opnåede hun flere Grammy-nomineringer inden for forskellige genrer og kategorier, indtil videre 17 i alt, og hun har også vundet en Grammy i 3 af kategorierne. Samtidig har hun været indstillet til en række priser af Americana Music Association og har vundet 2 af dem. Lucinda Williams er en både højt respekteret og meget vellidt musiker i USA, hvor hun har samarbejdet med en lang række musikere med gæsteoptrædender på deres udgivelser. Både Don Henley, Boz Scaggs, Steve Earle, Willie Nelson, Elvis Costello, Ray Davies (!) osv. osv. har nydt godt af Williams´ meget karakteristiske stemmepragt i forbindelse med diverse indspilninger, og Williams´ navn i sammenhæng med en pladeudgivelse fungerer altid som en anbefaling af udgivelsen.

En sanger, to stemmer
Mit eget bekendtskab med Lucinda Williams startede med albummet ”Car wheels on a gravel road”, som jeg fik anbefalet fra flere sider som et mesterværk inden for countryrock/americana-musikken. Med skam at melde var jeg ikke umiddelbart begejstret for, hvad jeg hørte. Jeg syntes, at der manglede bredde og variation i sangene ligesom jeg havde svært ved at forlige mig med Lucinda Williams´ stemme, som i mine ører lød både sløret (eller måske snarere ”slurred”) og uartikuleret, nærmest som om sangerinden var fuld og havde problemer med udtalen. Eller måske som om hun bevidst sjuskede med artikulationen for at give den et mere autentisk sydstatspræg – hvad ved jeg? I hvert fald gjorde pladen ikke det store indtryk på mig; og da jeg senere gav Williams en chance til og lagde ører til hendes ”World without tears” fra 2003 og ”West” fra 2007, var resultatet nogenlunde det samme. Lucinda Williams var bare ikke lige min kop te, bl.a. fordi hun efter min mening ikke gjorde sig nok umage med sin store sangstemme.

På et tidspunkt skete der imidlertid det, at jeg kom til at høre Lucinda Williams´ eponymt betitlede plade fra 1988 – og pludselig var jeg en stor fan af sangerinden. Hold da op nogle gode sange med uomtvistelige hit-kvaliteter – og sikken en præcis fremførelse af ordene i sangene: skarpt, koncist og uden den mindste slaphed i artikulationen – tværtimod. Det var længe siden, jeg havde hørt noget så fængende og så iørefaldende, og albummet blev straks en favorit på cd-afspilleren. Det er det stadigvæk; jeg hører gerne og ofte ”Lucinda Williams”, som jeg opfatter som et rent mesterværk – ikke bare i sangerindens katalog, men i det hele taget.

Da jeg havde erfaret, at Williams og jeg sagtens kunne mødes på fælles grund, begyndte jeg at høre hendes plader lidt mere systematisk, og det tog mig ikke lang tid at finde ud af, at pladerne til og med ”Sweet old world” fra 1992, altså sangerindens fire første plader, præsenterede Williams´ stemme fra dens bedste, mest klare og artikulerede side, mens ”Car wheels on a gravel road” og pladerne derefter var indsunget med den sjuskede, fuldemandsagtige artikulation af ordene. En af sangerindens seneste udgivelser, ”Good souls, better angels” (2020), er desværre ingen undtagelse i den forbindelse: Lucinda Williams snøvler sig stadig igennem teksterne på en række drævende, tømmermandsprægede sange, som ikke siger mig ret meget.

Men så er det jo godt, at jeg har pladerne fra før 1998. Blot kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad der er sket med Williams´ stemme – eller måske snarere med hendes artikulation – mellem 1992 og 1998. Seks år er jo en relativt lang periode mellem pladeudgivelser, og Lucinda Williams kan sagtens have været ude for noget, som har givet hende problemer med at bruge stemmebåndene optimalt; men jeg er ikke stødt på noget, der i givet fald ville kunne forklare forandringen i sangerindens brug af sin stemme. Ligesom jeg ikke er stødt på nogen omtaler eller anmeldelser, der overhovedet har kommenteret det (efter min mening) dramatiske skift i udtryk mellem 1992 og 1998. Ingen har tilsyneladende undret sig over den i mine ører markante stemmeændring; så måske er det bare mig, der hører syner?

Mesterværket ”Lucinda Williams”
Selv om jeg altså ikke bryder mig specielt meget om Lucina Williams´ senere produktion, er jeg som nævnt meget begejstret for pladeudspillet fra 1988. Albummet blev i 2014 genudsendt med en bonus-cd, indeholdende en række live-optagelser fra en koncert i Holland i 1989. Selv om det er udmærket at høre de fine sange fra 1988 i live-versioner, kan man dog ikke sige, at bonus-cd´en tilfører den oprindelige udgivelse noget væsentligt. Det er og bliver de 12 sange på ”Lucinda Williams”, som giver cd´en dens nyklassikerstatus, og som da også har betydet, at albummet indtager en plads som nr. 426 på tidsskriftet Rolling Stone´s liste over alle tiders 500 bedste plader (hvor ”Car wheels on a gravel road” i parentes bemærket scorer langt bedre).

Der er meget godt at sige om pladen fra 1988. Bl.a. er det værd at fremhæve temposkiftene mellem de enkelte numre samt den fine variation mellem rock, blues, folk og countryrock på udgivelsen. Da Lucinda Williams i sin tid skulle finde et selskab, der ville udgive pladen, fik hun den besked fra branchefolkene i Nashville, at numrene var for rockede til at være country, og i Los Angeles lød meldingen, at sangene var for country-agtige til at være rock-sange. De to vurderinger fortæller nok meget præcist, hvor Williams´ musik befinder sig; et sted mellem rock og country, og vel at mærke indeholdende det bedste fra begge kategorier. Derfor er der også mange, som lidt uforpligtende kalder Lucinda Williams´ musik for ”roots” eller ”americana” – for grænserne for disse genrebetegnelser er helt flydende og udefinerbare.

Stort set alle sangene på ”Lucinda Williams” handler om relationer og om kærlighed, lykkelig eller ulykkelig, og flere af sangteksterne bygger ifølge kommentarerne i det medfølgende teksthæfte på Williams´ egne oplevelser. Det er da også helt oplagt en af grundene til, at sangene virker så troværdige og ærlige, som de gør. Ikke mindst de sørgelige sange om ulykkelig kærlighed passer formidabelt godt til Williams´ melankolske stemmeføring, og flere af sangteksterne er næsten ubærlige at lægge ører til på grund af deres iboende vemod; men samtidig er sangene i kraft af musikken både særdeles smukke og mindeværdige. Alligevel er det to sange om glad og lykkelig kærlighed, der med deres gåpåmod og råstyrke står tilbage som to af udgivelsens absolutte højdepunkter: ”I just wanted to see you so bad”, der indleder pladen, og ”Passionate kisses”. Her er tale om sange fra allerøverste hylde, og de to numre har da også indbragt Lucinda Williams masser af roser i tidens løb, ligesom de er blevet indspillet af flere af hendes kolleger – dog uden at disse indspilninger har kunnet måle sig med originalversionerne. De to sange alene burde være nok til at sikre Williams en fremtrædende plads i rockmusikkens Hall of Fame.

Et stort tillykke med de 70 år skal lyde fra denne lytter.

Foto: Dina Regine
CC BY-SA 2.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0&gt;, via Wikimedia Commons