Genrer
Lucinda Williams: Car wheels on a gravel road
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 304
Lucinda Williams udgav sin debutplade, Ramblin’, tilbage i 1979, men generelt opfattes hendes store mesterværk som værende det, hun udgav næsten 20 år efter, Car wheels on a gravel road fra 1998. Det var hendes femte plade, og med sine 52 minutter var det hendes hidtil længste. Jeg har aldrig hørt andet af hende end denne plade, men den har sørme imponeret mig gevaldigt. Musikken er en blanding af country, folk og 70’er-rock. Især minder rocken mig om Tom Petty and the Heartbreakers, og det er jo en formidabel gruppe. Jeg kan dog bedre lide Car wheels on a gravel road end nogen Tom Petty-plade, jeg har hørt. Det skyldes nok især Williams’ varierede sangskrivning og gode albumstruktur, der sørger for at hvert eneste af de 13 sange er mindeværdig og let at synge med på. De er også spillet på så forskellige måder, og de er virkelig dynamisk opbygget, så selvom man hurtigt lærer dem alle at kende, mister de ikke deres charme.
Lucinda Williams er en charmerende sangerinde. Hun er teknisk set langt fra verdens dygtigste, men hun har stadig rigtig god kontrol over sin stemme. På "Lake Charles" synger hun f.eks. så falsk, at det let kan sammenlignes med Bob Dylan, ikke kun fordi det er falsk, men også fordi det giver sangen enormt mange følelser og ærlighed. Det gør hun på det meste af pladen, men i forskellig grad, og enkelte steder viser hun, at hun faktisk godt kan ramme tonerne – på omkvædet til "2 kool 2 be 4-gotten" synger hun nogle få toner, der er virkelig smukke, hver gang, hun siger “Hey hey”. Og heldigvis er hendes stemme meget kraftig. På "Can’t let go"og "Joy" synger hun virkelig højlydt, og som lytter føler jeg mig godt og grundigt angrebet under disse numre, der er nogle af de mest rockede på hele albummet. Williams’ stemme og hendes guitar er uden tvivl i fokus på alle numrene, så selv de hårde numre føles meget personlige. Hun har også selv skrevet alt på hele pladen, og det føles som om, hun har baseret mange af teksterne på virkelige hændelser.
Vældet af følelser på Car wheels on a gravel road er helt enormt. Der er vrede på "Joy", der er kærlighed på "2 kool 2 be 4-gotten", der er sorg på "Drunken angel", og det er kun mine meget karikerede opmalinger af, hvordan numrene er. Det gennemgående emne er dog nostalgi. Hun synger meget om minder fra sin ungdom, og der er et unikt perspektiv, da hun jo var midt i 40’erne under indspilningen, så hun kunne se tilbage med ret modne øjne. Albummet virker forfærdeligt godt gennemtænkt. Steve Earle, der spiller med, har udtalt, at det aldrig har været mindre sjovt at optage en plade end denne, og det kunne godt hænge sammen med, at Williams er en enorm perfektionist. Hun har sørget for at hver eneste sang hang sammen som den skulle, og albummet skulle være så helstøbt som muligt. Car wheels on a gravel road udkom da også seks år efter hendes foregående album, men det var ventetiden værd. En bedre country-plade er svær at finde.