Lykken er …

I den gamle danske sang fra 1880´erne, ”Lykken er ikke gods eller guld”, får man allerede i titlen at vide, hvad lykken ikke er: gods eller guld, altså materielle goder. Senere i Charles Gandrups sang får man et par bud på, hvad lykken så kan være (ærlighed, nøjsomhed, gudstro, mv.); men når det kan være svært at tage disse bud helt alvorligt, er det, fordi de bærer lidt for tydeligt præg af at være skrevet ind i en kontekst, hvor forfatteren ønsker at argumentere for, at fordelingen af samfundets rigdomme er en forudbestemt, gudgiven størrelse, som man ikke skal prøve at ændre på. Derfor er det heller ikke så underligt, at den gamle socialist Troels Trier i en ny sang har haft lyst til at føje en kort kommentar til udsagnet i den gamle sangtekst: ”Lykken er ikke gods eller guld/ men den ligner”.

Men hvis lykken hverken er materiel velstand eller nøjsomhed, hvad er den så?
Nogle nyere sange giver et par bud på, hvad der karakteriserer lykken, selv om de ikke rummer noget svar på, hvordan man finder frem til den. I sangen ”Hvorfor er lykken så lunefuld”, som Karen Jønsson gjorde til et stort hit i 1937, får man at vide, at lykken er lunefuld, og at man ikke skal tage den for givet: ”Hvorfor er lykken så lunefuld/ og hvorfor er glæden så kort?/ Ak, ofte er livet så meningsløst hårdt/ Hvorfor dog stole på kærlighed/ og hvorfor dog smile derved?/ For smilet bli´r tårer, før solen går ned”. Og i Kim Larsens ”Papirklip” fra 1983 erfarer man, at lykken er kort: ”Livet er langt/ livet er kort/ salig er den, der tør give det bort”. Kort og lunefuld – det lyder ikke særligt opmuntrende; men mon ikke man kan komme forståelsen af lykken lidt nærmere ved at kigge på nogle flere sangtekster om sagen?

Kærlighedslykke
Af Karen Jønssons sangtekst forstår man, at lykken nok kan have et eller andet med kærlighed at gøre, og den udlægning er der mange andre sangskrivere, der er enige i. I Keith Richards´ og Mick Jaggers ”Happy” (1972) hedder det kort og kontant, at jeg-personen har brug for sin kæreste for at blive lykkelig: ”I need a love to keep me happy/ baby, baby, keep me happy”. Ikke så meget pjat der, og det samme gælder for Bruce Springsteens jeg-person i sangen ”Happy” (1998): ”I´m happy with you in my arms/ I´m happy with you in my heart/ happy when I taste your kiss/ I´m happy in love like this”. Og sådan kunne man blive ved i meget lang tid med at citere nye og gamle sangtekster, der alle siger det samme: lykken er en tilstand, der er nært forbundet med gengældt kærlighed.

Fra arkivet kunne man i den forbindelse f.eks. pege på The Beatles´ uskyldige erklæring fra 1964, ”I´m happy just to dance wirh you”, eller på The Turtles´ store 1967-hit ”Happy together” med linjer som: ”The only one for me is you, and you for me/ so happy together”. Og kærlighedslykken er naturligvis ikke kun forbeholdt de engelsksprogede lande. I Sverige har Ulf Lundell flere gange sunget om lykken i kærligheden, bl.a. i ”Lycklig man” (2000), hvor det hedder: ”Jag är en lycklig man, när jag är med dig”, og nogenlunde tilsvarende i ”Lycklig, lycklig” (1982), som dog ”kun” handler om en mand, der så frygteligt gerne vil have den udkårne til at gøre ham lykkelig: ”Du får vad du vill, så det räcker till/ precis vad du vill, bara du gör mig/ lycklig, lycklig”. Situationen med manden, der vil have, at kvinden gør ham lykkelig, minder om situationen i Kim Larsens og Mats Ronanders dobbeltsprogede ”Gör mig lycklig nu” (1992), hvor jeg-personen også vældigt gerne vil have den elskede til at gøre ham lykkelig (uanset om hun er oprigtig eller ej): ”Säj du är min, att du är till för mig/ om det så är lögn, sanning eller ej/ gör mig lycklig nu”.

Delvis lykke
Sidstnævnte sang antyder, at kærlighedslykken måske ikke altid er helt så ukompliceret, som man får indtryk af i de mange sange om lykkelige forelskelser. For hvad nu, hvis den elskede bare lader, som om hun kan lide dig? Eller hvad, hvis den ene af parterne i et forhold ikke er lige så forelsket som den anden part? Er der så tale om virkelig lykke? TV2´s sang ”Nærmest lykkelig” fra 1988 fortæller (ligesom andre af sangene på albummet af samme navn) om en jeg-person, der tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved sit forhold, og som kommer frem til, at forholdet er godt nok det meste af tiden, og at det er godt nok: ”Hvad nu, hvis jeg ikke ved præcis hvad jeg gør/ hvad nu, hvis du si´r det er helt i orden/ er vi så ikke nærmest lykkelige, vi to?”

Tilstanden ”nærmest lykkelig” kan formentlig fungere udmærket som livsform i den moderne verden, hvor de store følelser kun findes på film, og hvor ingen kan forvente at være totalt lykkelig hele tiden. Men kan man i længden leve med kun at være ”nærmest lykkelig”? Steve Forbert har beskrevet situationen i sangen ”Baby, I know” (2012), hvor hans jeg-fortæller har som ambition at bringe sit kærlighedsforhold tilbage på fuld kraft; for som det er nu, fungerer det ikke optimalt. Hør blot: ”Baby, I know, you´re only ninety percent happy with me/ I can get back to a hundred, girl/ I can again, you´ll see”. For 90%-forholdet er jo ikke holdbart, fordi det bare ender i undskyldninger og misforståelser, og det kan ingen af parterne være tjent med: ”How many times can a person say ”sorry”/ for doing the same damn thing/ is a person just faking, says ”point well taken”/ but don´t really see what you mean, no”. Det forhold er vist lidt for ulige til at vare ved.

Lykkelige øjeblikke
Det er nok hverken en tilfredsstillende løsning at slå sig til tåls med at være “nærmest lykkelig” eller at acceptere, at den udkårne kun er 90% lykkelig med én. Men hvad så? Den fuldendte kærlighedslykke er der naturligvis ikke noget galt med – bortset lige fra, at den som i Karen Jønssons sangtekst risikerer at forsvinde en dag. Måske løsningen ligger et helt andet sted, nemlig der, hvor man ikke længere betragter lykken som en permanent tilstand, men som en nådegave, man kan være heldig at opleve i begrænsede doser og i begrænsede tidsrum.
Det er f.eks. tilfældet i Benny Andersens ”Svantes lykkelige dag” (1973), hvor alene titlen antyder, at lykken ikke er der hele tiden. Men denne specielle dag har lykken altså besluttet sig for at forsøde Svantes tilværelse, og så gælder det om at gribe den og nyde den: ”Sang under brusebad/ hun må vist være glad/ Himlen er temmelig blå/ det kan jeg godt forstå/ Lykken er ikke det værste, man har/ og om lidt er kaffen klar”. Et fint lille punktnedslag på, hvordan lykken pludselig kan vise sig i hverdagen i form af kvindelig nærhed og nylavet kaffe.

Benny Andersens sang fortæller, at man i stedet for at ville være ”lykkelig” hele tiden måske gør klogt i at anskue lykken som en flygtig størrelse, som man kan være heldig at opleve – men som også kan forsvinde igen lige så hurtigt, som den kom. Det kan måske lyde unødvendigt defensivt og forbeholdent at se sådan på livet og lykken; men det kan jo på den anden side være, at tankegangen er fornuftig. Det er i hvert fald noget lignende, gruppen Eldkvarn har givet udtryk for i sangen ”Vid världens ände” (1994), som er en storladen, nærmest apokalyptisk sang om kampen for kærligheden i den moderne verden, og som bl.a. indeholder linjerne: ”Det finns ingen lycka, bara lyckliga stunder”. (Det er vel i virkeligheden også den erkendelse, der kommer til udtryk i Larsens og Ronanders sangtekst).

Personligt synes jeg, at det er en usædvanligt præcis og rammende karakteristik af begrebet ”lykke”, og udsagnet betyder jo ikke, at man af den grund skal lade være med at stræbe efter at finde lykken – tværtimod. Udsagnet betyder blot, at hvis man skulle være så heldig at møde lykken, gælder det om at nyde den, så længe den er der. Og selvfølgelig skal man fortsat bestræbe sig på at opnå al den lykke, man kan, for andet ville være tåbeligt.

Som det hedder i det gamle kampråb fra 1960´erne: ”Vær realistisk – kræv det uopnåelige”. Det kunne også gælde for jagten på lykken; men med Eldkvarns formulering i baghovedet er man trods alt ikke helt uforberedt på, hvordan det kan gå, når man satser på at blive lykkelig.