The Magnificent Moodies

Ind imellem kan man få den tanke, at i 1960´ernes England kunne to unge mænd ikke møde hinanden, uden at fundamentet samtidig var skabt til en ny musikgruppe – og også ofte til et nyt sangskriverpar. Så stor var kreativiteten i musikverdenen i disse år, og så meget betød det for de unge mennesker at skrive deres egen musik. To af de mest prominente eksempler på sådanne sangskriverpar er Lennon & McCartney og Jagger & Richards; men der er mange andre fremtrædende britiske sangskriverpar fra 60´erne: Keith Reed & Gary Brooker, Peter Asher & Gordon Waller, Elton John & Bernie Taupin, Allan Clarke & Graham Nash, osv. Og så må man naturligvis ikke glemme parret Denny Laine & Mike Pinder, som startede gruppen The Moody Blues i Birmingham i 1964.

Sammen med 3 andre lokale musikere fandt de to sammen i et musikalsk partnerskab, som kun holdt i et års tid i denne konstellation, men som til gengæld nåede at afføde et glimrende album med hovedvægt på rhythm-and-blues- og soul-numre, samt en singleplade, der blev et giganthit i England og andre steder i verden: ”Go now!”. 

Sangen er stadig et af gruppens bedste og mest kendte numre, selv om The Moody Blues i årene efter debut-LP´en ændrede sin musikalske stil i retning af en mere symfonisk rock og også fik succes med det. Faktisk er gruppens første albumudspil helt atypisk i forhold til den musikstil, The Moody Blues senere blev kendt for – hvilket naturligvis ikke gør debutudspillet hverken dårligere eller mindre interessant.

Efter et par singleplader i 1964 og starten af 1965 var The Moody Blues klar til at udsende gruppens første LP, ”The Magnificent Moodies”, som var på gaden d. 23. juli. Pladen indeholdt gruppens store hit fra november 1964 og bestod ellers af nyskrevne sange samt diverse r´n´b-numre fra USA. LP´en blev en pæn succes i England – formentlig godt hjulpet på vej af singlehittet – og fik fine anmeldelser med på vejen af kritikerne. 

Trods succesen forlod bassisten Clint Warwick gruppen kort efter udgivelsen af debutalbummet, fordi han ikke brød sig om turnélivet, og snart efter sagde også Denny Laine farvel til The Moody Blues (for senere at blive en del af Paul McCartneys Wings). De tilbageværende medlemmer af gruppen fandt et par erstatninger for de udtrådte medlemmer og lagde som nævnt gruppens lydbillede helt om – men det er en anden historie.

Go now!
Sangen ”Go now” (uden udråbstegn) er skrevet af amerikanske Larry Banks og Milton Bennett og først indspillet af Banks´ tidligere kone, Bessie Banks på en singleplade fra januar 1964. Sangen blev et mindre hit på Billboards r´n´b-hitliste, og enhver, som stiftede bekendtskab med indspilningen kunne høre, at der her var tale om et usædvanligt nummer med nogle originale tonegange og uventede temposkift. 

En af dem, der hørte sangen tidligt, var Denny Laine, som straks kunne høre, at det lige var et nummer for The Moody Blues, hvorfor han insisterede på, at gruppen skulle indspille sangen. Som sagt så gjort, og det varede da heller ikke længe, inden ”Go now!” i januar 1965 nåede førstepladsen på den engelske single-hitliste. Også i Irland, Canada og Holland strøg pladen til tops på hitlisterne, og selv i USA fik man hen ad vejen ørerne op for indspilningens kvaliteter.

Det er ikke på grund af sangteksten, Larry Banks´ sang har opnået klassikerstatus. Sangteksten fortæller en trist historie om en forelsket mand, der godt er klar over, at hans elskede snart vil forlade ham, men som ikke kan holde afskeden ud og derfor tvinger sig selv til at bede hende om at gå hurtigt: ”Since you´ve got to go/ oh, you´d better go now/ Go now, go now/ before you see me cry”. Det er meget sørgeligt, men ikke anderledes end situationen i hundredvis af andre sange om ulykkelig kærlighed.

Det er ikke teksten, der gør ”Go now” til noget særligt - og dog. En af de afgørende linjer i sammenhængen: ”We´ve already said – goodbye” er placeret, så den fremhæves og understreges af det musikalske akkompagnement og får langt større gennemslagskraft end sangtekstens øvrige linjer. Desuden betyder de mange gentagelser af titlens ”Go now”, at ordene får et stærkt skær af desperation, som man ikke møder så ofte i rocksammenhæng.

Denny Laines indfølte sang og hans ekspressive stemme medvirker til helhedsindtrykket af en afskedssang, der ikke har mange sidestykker inden for rockmusikken, og Mike Pinders prægnante klaverspil tilføjer sangen en udtryksfuldhed, der ikke findes i Bessie Banks´ originale version, og som i høj grad har medvirket til Moody Blues-versionens sejrsmarch. Et eminent nummer, som slet ikke har brug for det udråbstegn efter titlen, som gruppen føjede til den oprindelige sangtitel.

De øvrige sange
Uvist af hvilken grund indledte The Moody Blues debutpladen med albummets vel nok dårligste nummer: en ligegyldig og i mine ører uinspireret version af James Browns ”I´ll go crazy”. Den sang kunne undertegnede godt have undværet – men man kan jo altid springe numre over. Derefter bliver det lidt bedre med standard-r´n´b-nummeret ”Something you got” (der er jo grundlæggende tale om en r´n´b-udgivelse); men man skal frem til pladens 3. nummer, før musikken for alvor begynder at slå gnister. Sang nr. 3 er den ovenfor omtalte ”Go now!”, og efter den er der ikke længere nogen grund til at springe numre over på ”The Magnificent Moodies”.

Resten af pladen byder på en fin og varieret blanding af r´n´b-numre, soulsange og Merseybeat-numre, med et udtryk, der giver mindelser om to af The Moody Blues´ samtidige kolleger og konkurrenter: Spencer Davis Group og Manfred Mann. Fortolkningen af James Brown-sangen ”I don´t mind” ligger meget tæt på den version, man senere på året fik at høre på The Who´s debutplade, og albummet slutter med en r´n´b-klassiker: ”Bye, bye, bird”. En udgave af Gershwins ”It ain´t necessarily so” er der også blevet plads til, og nok så interessant: 4 fine nyskrevne sange af parret Laine & Pinder, som smukt demonstrerer artikelindledningens pointe om, at der kun skal et møde mellem to unge mennesker til, før der er opstået et nyt sangskriverpar.

Alle de oprindelige 5 medlemmer af The Moody Blues er i dag døde, men gruppens musik lever fortsat i bedste velgående og kan stadig høres med fornøjelse. Hvis man har mulighed for det, kan det anbefales at høre albummet i den udvidede udgave, som blev udsendt i 2006, og som ud over pladens 12 numre indeholder yderligere 14 sange fra gruppens første år.

De 14 bonusnumre præsenterer bl.a. sangene fra gruppens singleplader året før og efter debut-LP´en. Her møder man f.eks. den herlige Laine-Pinder-komposition ”Boulevard de la Madeleine” med ægte pariserstemning og indlagt harmonika. Sangen blev kun et mindre singlehit i sin tid; men den illustrer glimrende spændvidden og udtryksfuldheden i gruppens musikalske udtryk i dens oprindelige 1960´er-udforming.

Tillykke med 60 års jubilæet til ”The Magnificent Moodies”.