Mahlers ufuldendte

Mahlers 10. symfoni er et stort og visionært værk. Det er musik, hvor man ledes ind i en ny verden. Er det livet efter døden? Det er der mange, der mener, for den 10. symfoni blev Mahlers sidste værk. Han skrev symfonien efter at have fået at vide, at han havde en uhelbredelig hjertefejl. Og han døde, før symfonien var helt færdig.

Derfor er den 10. symfoni også i anden forstand gådefuld. Da Mahler døde, havde han kun nedskrevet 1. sats komplet. Manuskriptet indeholdt yderligere fire satser, som i forskellig grad var ufærdige.

Der er gjort mange forsøg på at fuldende symfonien, og i dag kan man støde på symfonien i flere udgaver. Den mest udbredte er lavet af englænderen Deryck Cooke i 1960'erne.

Nogle dirigenter foretrækker dog at nøjes med den 1. sats, hvor stort set alle noder med garanti er af Mahler. Fordi den sats er så intens og lidenskabelig (og så lang!) kan den faktisk godt opføres alene.

Musik farvet af døden

Døden farver stort set al Mahlers musik, selv den musik han skrev da han var ung og grænseløst energisk. I sine sidste år blev døden en helt konkret del af Mahlers liv. Lægerne kunne fortælle ham, at hans hjerte var for svagt til at give ham noget langt liv.

Fornemmelsen af nederlag og afslutning blev kraftigt forstærket, da Mahler blev chikaneret væk fra sin post som chefdirigent for Wiener Operaen, og da han opdagede, at hans unge hustru Alma var ham utro.

Mahler var da på toppen af sin succcesfulde karriere og havde fået stormende anerkendelse for sin gigantiske 8. symfoni. Forude ventede nu ikke bare store private udfordringer, men også en Symfoni nr. 9, som den overtroiske Mahler tillagde stor symbolik. Han mente, at tallet 9 var et skæbnetal for en komponist - både Beethoven, Schubert og Bruckner døde efter at have skrevet ni symfonier.

I stedet skrev Mahler en sangsymfoni, som han kaldte ”Das Lied von der Erde”. Derefter gik han med fortrøstning i gang med sin 9. symfoni, som han godt vidste i realiteten var nr. 10. "Nu er faren drevet over," sagde han, og turde igen se fremtiden i øjnene. Han sagde ja til posten som chefdirigent for New York Filharmonikerne, og han tilgav sin elskede Alma utroskaben.

Måske handler den 10. symfoni ikke om døden, men om nyt liv?

Men Mahlers liv var ved at ebbe ud. Da han døde i maj 1911 var den 9. symfoni ikke blevet opført og den 10. symfoni endnu ikke skrevet færdig.

Musik som overgår døden

Alle Mahlers symfonier er gevaldigt store, og det gælder også nr. 10. Dens fem satser varer tilsammen ca. 80 minutter.

Symfonien har en symmetrisk form. De to ydersatser er langsomme og meget lange. 2. og 4. sats er begge to hurtige, og Mahler kalder dem ligefrem Scherzo 1 og 2.

I midten står en ganske kort sats med titlen Purgatorio – ”Skærsilden”!

Førstesatsen er noget af det mest søgende og ekspansive musik, Mahler skrev. Her skuer han ud i en fremtid, hvor velkendte normer ikke gælder. Musikalsk betyder det, at han går til grænsen af hvad dur og mol kan bære. Alene satsens begyndelse – en enstemmig melodi i bratscherne – virker fritsvævende og helt uden kabler til jorden. Atonalitet, dvs. musik uden faste tonearter, er lige om hjørnet.

Mahler var ikke alene med de tanker. I Wien arbejdede især komponisten Arnold Schönberg med samme erkendelser. Schönberg fik skabt en hel skole for atonal musik på grundlag af sin tolvtoneteknik. Mahlers eksperimenter topper i den 10. Symfoni med en voldsom klimaksakkord mod slutningen af satsen, hvor hele ni toner ud af de tolv mulige spilles samtidig.

Den 2. sats er den første af symfoniens to scherzi, dvs. ”muntre satser”, og som efterfølger til den svimlende førstesats er den overraskende bekymringsløs. Kombinationen af gøgl og folkedanserytmer er dog koblet sammen med ret heftige rytmer. Taktarterne skifter uregelmæssigt på en måde, der er absolut moderne for sin tid. Også på det punkt anede Mahler fremtidsmusikken: Få år efter hans død ville komponister som Stravinskij og Bartok slippe alle rytmerne løs i den klassiske musik.

3. sats står i centrum i symfoniens symmetri. Det er den, Mahler kalder ”Skærsilden”. Skærsilden er det sted, der siges at befinde sig mellem døden og Paradis. I skærsilden udspiller sig ikke en sortering, men en renselse af de døde. Det er en proces, der er nødvendig for fuldt ud at kunne indtræde i Himmelen. Men dog ikke et sted, der lyder som behageligt at opholde sig…

Det er nærliggende at forbinde ”Skærsild”-satsen med Mahlers ægteskabelige krise. I sommeren 1910 opdagede han, at hans smukke Alma bedrog ham med arkitekten Walter Gropius (som senere skulle blive hendes anden mand).

Mahler opsøgte Sigmund Freud og havde nogle samtaler om sit neurotiske liv, som nok ville have været interessante at overvære. Det lykkedes ham i hvert fald at komme hel ud af krisen. Mahler blev parat til at forlade den verden, han kendte, og i stedet stole på mulighederne ved en ukendt fremtid.

Den få minutter lange Skærsild-sats fungerer som et oplæg til næste Scherzo. Endnu er den belastede stemning ikke forbi. "Djævelen danser med mig," skrev Mahler som randbemærkning i partituret.

Satsen slutter med slagtøjslyde og til allersidst et dumpt slag på stortrommen. Det er endnu et dødssymbol, som stammer fra en oplevelse Mahler havde i New York, hvor han fra sit hotelvindue så et begravelsesoptog for en brandmand, der havde mistet livet under en redningsaktion. Ud for Mahlers hotel stoppede følget, og en person trådte frem og holdt en hyldesterklæring, hvorefter trommeslageren slog et enkelt, dødt slag på sin stortromme. Ifølge Alma betragtede Mahler begivenheden med tårerne løbende ned af sine kinder.

Finalen, der er lige så lang som 1. sats, udvikler sig fra det dybe mørke til en erklæring af kærlighedens styrke. Den er bygget over en lang fløjtesolo og materiale fra de mest desperate steder i symfonien. Afslutningen lyder som en svulmende kærlighedserklæring, og Mahler skrev ligefrem Almas navn over satsens sidste frase. En afklaret gestus af tilgivelse og hengivenhed, som i styrke overgår dødens kræfter.

En genopstanden symfoni

Alma Mahler havde som ung selv haft ambitioner om at blive komponist, men Mahler havde betinget sig, at hun måtte droppe det, hvis de skulle giftes. Der var kun plads til én komponist i ægteskabet.

Nu befandt hun sig efter Mahlers død alene tilbage med hans sidste partitur. Han havde bedt hende om at gøre med det, hvad hun fandt bedst. Alma holdt det for sig selv i 12 år.

En bekendt overbeviste hende om, at symfonien ikke manglede meget, før den kunne spilles. Alma lod den unge komponist Ernst Krenek undersøge, hvad der kunne gøres, og sammen med bla. Schönberg-eleven Alban Berg fik han i 1924 opført 1. og 3. sats. Samtidig blev det meste af manuskriptet udgivet i faksimile, og det satte en bølge i gang. Flere færdiggørelser blev gjort de følgende årtier, men af disse tidlige forsøg har kun udgaven af amerikaneren Clinton A. Carpenter fået opførelser i vor tid.

Først efter et halvt århundrede kom det afgørende bud. Englænderen Deryck Cooke blev i 1959 overbevist om, at han uden at intervenere hørbart kunne skabe en komplet symfoni ud af manuskriptet. Det demonstrerede han med en opførelse i engelsk radio, dirigeret af komponisten Bertold Goldschmidt. Denne historiske begivenhed er for kort tid siden blevet udgivet på cd.

Alma Mahler var nu omkring de 80 år og levede i USA. Hun afviste først Cookes arbejde, men da hun fik optagelsen at høre tilskyndede hun ham direkte til at arbejde videre og gav ham adgang til flere ukendte skitser fra Mahlers hånd. I 1964 blev Deryck Cookes version uropført ved Promenadekoncerterne i Royal Albert Hall. Nogle få måneder senere døde Alma.

Deryck Cooke kaldte helt bevist sin færdiggørelse for ”en opførelsesversion”. Han ville ikke tildele sig rollen som medkomponist, men så sig som en fagmand, der gjorde en opførelse af Mahlers manuskript mulig.

Hans arbejde bestod først og fremmest i at orkestrere, dvs. tilføje flere instrumenter. Nogle steder havde Mahler angivet, hvilke instrumenter, der skulle spille, men ikke HVAD de skulle spille. Andre gange havde Cooke kun kladder og sin egen stilfornemmelse at læne sig op af.

Mange steder i manuskriptet til den 10. symfoni er musikken yderst sparsom og minder ikke meget om Mahlers ofte velproppede musik. Flere steder er kun noteret en enkelt tone, spillet af et enkelt instrument. Var Mahler ved at udvikle en ”tyndere” skrivestil? Eller havde han planlagt at fylde lige så meget på, som han plejede?

For Deryck Cooke var det afgørende, at der slet ingen huller var i musikken. Det var altså ikke nødvendigt at tilkomponere nye takter. Symfonien var fra Mahlers hånd fuldkommen færdigstruktureret, men hvor komplekst Mahler selv ville have fuldendt værket, er der ingen der kan vide.

Lån symfonien fra dit nærmeste bibliotek

Først bragt på Bibzoom 21.8. 2012