Genrer


Malinesisk dansedixie
Bassekou Kouyate & Ngoni Ba, Pavilion 03.07 5/6*
Sidste år var det Amadou & Miriam fra Mali, som henrykkede publikum med deres afro-beat på Roskilde Festivalen – i år var turen kommet til Bassekou Kouyate’s kreative familieband lørdag aften på Pavilion. Her gav gruppen publikum et forrygende eksempel på, hvorfor Mali er musikalsk magi i disse år, alt imens masserne samledes til Muse på Orange.Bassekou Kouyate & Ngoni Ba var en gruppe storsmilende og engagerede musikere anført af Bassekou Kouyate på ngoni - det afrikanske svar på lut eller banjo. Alle musikerne spillede på traditionelle afrikanske instrumenter - primært diverse former for slagtøj og gruppens speciale, at forstærke det traditionelle musikalske udtryk bl.a. vha. effekt- og wahpedaler, resulterede i en imponerende tour de force med skiftevis heftige ngoni-soloer, sprudlende dixie og mere insisterende og fabulerende numre.
Det var dog Bassekou’s meget velsyngende hustru Amy Sacko på vokal, der var koncertens helt store stjerne med både intens melodisk sang og flotte eksplosive fraseringer. Bassekou Kouyate forsøgte på charmerende vis at introducere flere sangene på en kombination af næsten uhjælpsomt engelsk og fransk dog uden held! Vous êtes magnifique forstod de fleste dog og teltet eksploderede nærmest i malinesisk dansedixie ved koncertens afslutning.
Og apropos sprog, så er ”I Speak Fula” titlen på Bassekou Koyate & Ngoni Ba’s seneste album, hvilket de færreste blandt publikum på Pavilion næppe gjorde. Gruppens musikalske sprog var derimod på alle måder til at forstå og koncerten med Bassekou Koyate & Ngoni Ba var årets verdensmusikalske oplevelse på Roskilde Festivalen.