dummy

Manden der ryger sin egen cigar

21-11-2020
Thomas Vilhelm

En stædig, vedholdende karakter på den danske musikscene med sine meningers mod og hang til iværksætteri kan i dag fejre halvrund fødselsdag. Der er tale om Claus Clement Pedersen (født den 21. november 1945 i Aarhus) bedre kendt som Tømrerclaus, der siden 1970 har arbejdet som musiker, komponist, studierejer, multiinstrumentalist, producer, lydtekniker og selvstændig erhvervsdrivende med firmaet Karma Music, landets pt længstlevende selvstændige pladeselskab, der ydermere handler med musik på cd og vinyl plus diverse andre ting ab lager.

Tømrerclaus er kendt fra navne som Skousen & Ingemann, Dream City, Savage Rose, Lone Kellermann, Monrad & Rislund, Dan Turéll, Flower Pot Party Band, Martin Hall, Peter Øvig Knudsen og Peter Bastian. Han er oprindelig uddannet tømrer og brugte sit fag under opførelsen af Thylejren nær Frøstrup i 1970 også kaldet 'Det Ny Samfund. Tømrerclaus er stadig aktiv som solist, men i ny og næ ligeledes i duo- og bandkonstellationer. Han er far til en voksen søn og datter af tidligere ægteskab og forhold. Gift med Marianne Sonntag og bosiddende i Herlev, hvorfra Karma Music drives.

Fødselaren har en imponerende karriere bag sig på den danske rock- og kulturscene, der strækker sig over godt 50 år. Han blev en vital del af 70'ernes hippiebevægelse med kollektiver, røgelse og tjald samt musikken som centrale omdrejningspunkter. Multiinstrumentalisten Tømrerclaus behersker blandt andet guitar, bas, cello og klarinet plus keyboards oveni.

Tidligt i 2015 tog jeg kontakt til Tømrerclaus, og en række længere interviewseancer endte som selvbiografien ‘Prisen for at ryge cigar - Tømrerclaus’ historie fortalt til Thomas Vilhelm’, der udkom oktober samme år på forlaget DreamLitt, hvor jeg var ansat som partner og fagbogsredaktør.

Det blev til en fortælling om opvækst, mødet med Skousen & Ingemann, Christiania, Dan Turéll og punkmiljøet. Det hele krydres med hovedpersonens syn på hippietiden, rockscenen, DR og årtiers kulturpolitik præget af indspisthed og manglende evne til forandring. Disse emner driver ham stadig temperamentsfuldt til tasterne.

Efter udgivelsen af biografien gik Claus og jeg i gang med at spille sammen både som duo og i bandsammenhænge. 2016 endte som et travlt år med udgivelsen og fundingen af 2LP’en ‘Jaguar’, der modtog rosende ord fra enkelte anmeldere og en del lyttere.

I slutningen af 2017 gik Tømrerclaus i gang med endnu et crowdfundet pladeprojekt, hvor han indspillede de fleste af instrumenterne selv i sit studie i Herlev. Jeg blev inviteret til at lægge trommer plus en smule percussion på med clicktrack og diverse programmerede loops i hørertelefonerne. Moderne metoder til sange om fortid, nutid, drømme og bristede illusioner.

En af dem, ‘Sommeren 1970’, handler om skæbner og tildragelser i Thylejren for fem årtier siden. Teksten er en af hans bedste i episk fortællerstil med stærke visuelle billeder. ‘Sommeren 1970’ endte på side tre af ‘Det lange farvel til 1970’ (2019). I ly af Covid-19 krisen udgav Tømrerclaus juni 2020 cd’en ‘Slow’ med instrumentale fortolkninger af andres sange primært fra 50’erne og 60’erne. I skrivende stund barsles der vist med et nyt album oveni. Fordi man fylder 75, er der jo ingen grund til ‘at drive den af’, synes devisen at være.

Stort tillykke på dagen skal herfra lyde til Tømreren med tak for vores såvel professionelle som personlige venskab, der siden 2015 har resulteret i en god stak jobs, en bog, to dobbelte vinyl udgivelser, en cd single, flere musikvideoer og utallige hyggelige stunder i øvekælderen og ved køkkenbordet i Herlev. Tømrerclaus har på flere planer så at sige røget sin egen cigar og betalt dens pris ved at holde fast i sit eget kunstneriske særpræg.

Tømrerclaus - 75 års fødselsdag den 21. november 2020