Marilyn Monroe 100 år

Den 1. juni i år er det 100 år siden, et af det 20. århundredes største ikoner kom til verden. Oprindelig hed Marilyn Monroe Norma Jeane Mortenson (senere Baker), inden hun i 1946 tog kunstnernavnet Marilyn Monroe – efternavnet valgt efter hendes mors pigenavn. Her knap 65 år efter hendes død i 1962 er Marilyn Monroes navn stadig umiddelbart genkendeligt for de fleste mennesker i den vestlige verden – omtrent som Elvis Presleys navn. Trods sin alt for tidlige død, der fortsat er omgærdet af en del mystik, lever Marilyn Monroe i dag i bedste velgående i folks bevidsthed, dels i kraft af de film, hun nåede at få indspillet, og dels i kraft af et usædvanligt liv med indslag af berømtheder langt ud over det normale.

Monroe er primært kendt fra det hvide lærred, men hun har også en relativt stor sangkarriere bag sig, ikke mindst i form af sangindslagene i hendes store film: ”Diamonds are a girl´s best friend”, ”I wanna be loved by you”, ”My heart belongs to daddy”, ”I´m through with love”, osv. Mange af Marilyn Monroes filmsange er i dag allemandseje og er en medvirkende faktor til hendes status som langtidsholdbart stil-ikon. Monroe havde ikke nogen stor stemme; men til gengæld var stemmen ualmindeligt sødmefyldt og passede dermed perfekt til hendes mange filmroller som (mere eller mindre) uskyldig sexkilling.

Der eksisterer et pænt antal antologier med udvalg af Marilyn Monroes sange, så der er rige muligheder for at stifte bekendtskab med hendes iørefaldende og ind imellem også ganske vittige repertoire. Men antallet af Monroes egne sange er for ingenting at regne i forhold til antallet af sange om den berømte skuespillerinde – og det er både sange fra de unge generationer af musikere og sange fra de ældre musikudøvere. Det er et lille udvalg af disse, jeg i det følgende vil sætte fokus på som et beskedent bidrag til fejringerne i anledning af den runde fødselsdag.

Marilyn som person
Den mest kendte sang om Marilyn Monroe er uden tvivl Elton Johns ”Candle in the wind” (1973), som John senere genbrugte med en omskrevet tekst i forbindelse mede prinsesse Dianas død. Men i 1973 var sangen en klagesang til ære for den alt for tidligt afdøde filmskuespillerinde, som Elton John aldrig selv lærte at kende, fordi han kun var en stor dreng, da Monroes film fejrede deres største triumfer. Men han kendte udmærket historien om hende og hendes triste skæbne, og det er den, sangen handler om. 

Som megen anden god digtning rummer Elton Johns sang ud over portrættet af den sårbare og skrøbelige skuespillerinde også et selvportræt, hvor sangskriveren spejler sig selv og sin egen situation i billedet af den ensomme stjerne, der levede sit liv som en flamme i vinden: ”Your candle burned out long before/ your legend ever did”. En fin sang med et fint formuleret budskab.

   En anden kendt rocksang, hvori Marilyn Monroe har en vigtig rolle, er Ray Davies´ ”Celluloid heroes” (1972), som tager udgangspunkt i det berømte fortov på Hollywood Boulevard, hvor alle de store filmstjerner har fået hver sin fortovsflise. Ved siden af navne som Bette Davis, Rudolph Valentino og Mickey Rooney inkluderer Ray Davies også Marilyn Monroe i sin lyngennemgang af en række filmhelte, ”celluloid heroes”, som har sat deres aftryk på filmverdenen. Ligesom Elton John fokuserer også Ray Davies på Monroes sårbarhed i sit miniportræt af hende: ”But please, don´t tread on dearest Marilyn/ ´cause she´s not very tough/ she should have been made of iron or steel/ but she was only made of flesh and blood”. En smuk hyldest til ikonet, fint indpakket i en af Davies´ mange blide og følelsesladede melodier.

Også Bryan Ferry har ønsket at give sit bidrag til rækken af hyldester til Marilyn Monroe, og det har han gjort med sangen ”Goddess of love” (2002), som tydeligt nok er inspireret af og handler om Monroe, men som til gengæld savner et udsagn om sit emne. Henvisningerne til diamantøreringene, det blonde hår og Hollywood Boulevard – for slet ikke at navne sangtitlens kærlighedsgudinde – placerer sangen som et led i rækken af musikalske hyldester til Marilyn Monroe; men hvad er det, sangteksten vil fortælle om skuespillerinden? Eller om sangskriveren selv, for den sags skyld? Det er hverken Bryan Ferry eller lytteren vist helt klar over.

En måske lidt uventet ode til det amerikanske ikon kommer fra franske Jane Birkin, som i sangen ”Norma Jean Baker” (1983) kort beretter om skuespillerkollegaens alt for korte liv og – især – om hendes mystiske død. Sangteksten er på fransk, og Jane Birkins stemme er så spag, at det kan være svært at høre, hvad hun synger. Men mon ikke de fleste lyttere alligevel forstår, at Birkin (og tekstforfatteren Serge Gainsbourg) med sangen har ønsket at stille op i rækken af beundrere af den amerikanske skuespillerinde: ”Norma Jean Baker/ plus belle que la Divine/ Norma Jean Baker/ Monroe Marilyn/ Norma Jean Baker/ qui sait maintenant ou elle est/ peut-être plus à L.A.”.

Marilyn som reference
Der er mange sange, hvori Marilyn Monroe spiller hovedrollen, og der er masser af sange, hvori hun kun optræder som en genkendelig og let forståelig reference. Det gælder f.eks. Neil Youngs ”From Hank to Hendrix” (1992), hvor et par af linjerne lyder: ”From Marilyn to Madonna/ I always loved your smile”. Ligesom det er tilfældet med formuleringen i sangtitlen, ”From Hank to Hendrix”, bruger Neil Young her Marilyn Monroes navn som en alment forståelig tidsangivelse, fordi alle jo ved, hvornår Monroe havde sin storhedstid (det samme gælder naturligvis for Madonna). Det er en ganske subtil måde at fortælle, hvordan indholdet i sangen skal dateres: det her foregik i tiden mellem Marilyn og Madonna.

 A propos referencen til Hank Williams i ovennævnte sang kan det være passende her at nævne, at countrysangerens søn, Hank Williams Jr., i sin egen sangskrivning har benyttet sig af en letforståelig reference til Marilyn Monroe, nemlig i sangen ”Born to boogie” (1987), der bl.a. indeholder linjerne: ””When I was 18, I went to Hollywood/ I met Elvis and Marilyn and Johnny B. Goode/ got my guitar painted and some California sun/ a red Cadillac, having too much fun”.

Det bør dog nok tilføjes, at selv om sangen tilsyneladende har stærke selvbiografiske træk, kan det ikke være sangskriveren selv, den handler om; for da Hank Williams Jr. var 18 år og angiveligt skulle have mødt Marilyn Monroe i Hollywood, havde skuespillerinden allerede været død i 5 år. Men sangtekster er jo som bekendt fiktion og skal ikke læses som faglitteratur.

I sangen ”Could I have your autograph?” (1987) bruger Dolly Parton Marilyn Monroes navn til at illustrere begreber som uopnåelig skønhed og idolstatus, når hun (eller rettere: jeg-personen i sangen) sammenligner sig selv og kæresten med Monroe og Elvis Presley – selv om de begge falder noget igennem ved sammenligningen! Også Amy McDonald tyer til ikonernes verden, når hun skal beskrive nogle knap så udødelige og i hvert fald ret fejlbehæftede personer i sin egen omgangskreds. Det sker i sangen ”Footballer´s wife” (2007), hvori bl.a. James Dean og Marilyn Monroe optræder som modbilleder til de betydeligt mere prosaiske skikkelser i hendes egen fodboldverden: ”Oh, Marilyn Monroe, where did you go?/ I didn´t hear all your stories/ I didn´t see all your glory”.

Den gamle rockabilly-sanger Gene Vincent bruger Marilyn Monroe i sin “I got you baby” (1958), når han vil fortælle, hvor dejlig hans kæreste er: ”She got a walk like a-Marilyn Monroe”, og Bob Dylan får også lige nævnt skuespillerinden i sin 17 minutter lange corona-sang ”Murder most foul” (2020): ”Play it for me and for Marilyn Monroe”.

Og så er der Joan Baez, som i et indslag på sin plade ”Carry it on” (1971) anvender Monroes person til at forklare forskellen mellem idoler og helte. Det er Baez´ daværende mand, David Harris, der står for udredningen, som i form af en recitation forklarer forskellen mellem et idol som Marilyn Monroe og en (hverdags)helt, der med sit eksempel viser folk, hvad de selv kan gøre – i stedet for blot at se op til andre. ”Idols and heroes” er ikke en sang; men indslaget på pladen fra 1971 hører alligevel hjemme i denne ultrakorte oversigt over nogle af Marilyn Monroes optrædender i musikkens verden, fordi den involverer Joan Baez´ ikoniske navn.

En egentlig hyldest er der ikke tale om hos Baez – men dem er der også rigeligt af andre steder i rocklyrikken. Herfra skal der blot afslutningsvis lyde et stort tillykke til 100 års fødselaren, som aldrig vil blive ældre end 36 år, og som derfor for altid vil være dømt til at være et uopnåeligt ideal for alle os almindelige dødelige mennesker. Men netop derfor er der al mulig grund til at glæde sig over hendes ubetalelige Sugar Kane Kowalczyk i ”Some like it hot” – eller over en af hendes talrige andre glansroller.