Maximilian Hecker: Rose

Old Blue Eyes er jo gået i sig selv med det blå, den personlige croon bag klaveret er stille og roligt af den formodede arvtager udvandet til kedelig metervarebigband qua Harry Connick, Jr. - og så hedder første nummer på Maximilian Heckers mesterværk, her forsøgsvis skrevet op til yderst kraftig anbefaling, ellers "Kate Moss". Vi får en mørkt snigende, trippende, en knap nok fingeraftrykssættende klavermol perfekt støttet op mod Sinatras himmelkor af svagt antaste(n)de strygere. Hen over det hele svæver snart Heckers høje og klare falset. Resultatet er måske kun i periferien, i intuitionen, "croon" (som vel egentlig bedst beskrives som "orkestreret pop-jazz"), men i centrum er det i hvert fald alarmerende romantisk, og romantik? I populærmusikken? Og så fra Tyskland? Ja, skam! Halvvejs inde eksploderer temaet så et par toner op og ligner nu et soundtrack, en kendingsmelodi fra en kriminalserie: "Seven days and not one glance from her/ Seven days are a thousand years/ Seven days and not one word from her/ This is more than I could stand / Don't call back / Don't call back, she said / Girl, I love you", hedder det sig i hele teksten.   Og, ja: tekstsiden er overvejende for hele værket ret så poesibogsagtig, så den side glemmer vi gerne - og hurtigt, men musikken! Finten med at skyde sangen helt op i udsigten fra øverste køjeseng gentages igen på skæring 2, "I am falling now" -  der dog alligevel er en charmerende variation, der er arrangeret helt igennem originalt omkring et akustisk-guitar-virkende (!) trommespil. Stort partiturblik og brede armbevægelser helt ud i taktstokken, også endelig sluttende med en elegant klaverudgang til udsigt på kåde og grønne forårsenge. Smukt, smukt og atter smukt.   "My story" er så en solidt sammentømret lille ballade på den allerede skitserede rundpind, og samtidig pladens så absolut førstefødte nyklassiker - og med slet skjult tekst løfter han så her selv arven: "He was a boy with pale blue eyes / Who came someday to realize/ It's almost heaven, it's almost heaven ... He was aboy with pale blue eyes / Who came some day to realize / My dream is over, my dream is over". Og hvem sagde så ellers "My way"?!   Anden nyklassiker følger umiddelbart efter i form af den uimodståeligt halsende synth-pop'er "Daylight"; ja, 50% af undertegnedes afspilninger starter faktisk herfra - med et skud energi som ellers kun Soft Cell i storform har haft så højt trumfet op i ærmet. Her er det så endelig mærkbart hvorfor Hecker udkommer med sit udtryk på det overvejende electronica-orienterede tyske selskab Kitty-Yo, og her anes ligeledes fingeraftryk fra medproducer Gareth Jones, der i en anden tid, men en tid som nu via Hecker står lysende klar i erindring, producerede 80'er new romantics- og synth pop-ikoner som f.eks. Depeche Mode og Erasure - og siden blev mentor for næste naturlige generation i bl.a. Moby og Goldfrapp. Dagen er ny, og skam kun som forskalning bag et så massivt lysende talent som Heckers er solen gammel. Såmænd!   Og så følger den gådefulde "My love for you is insane"; et drum'n'bass-nummer pakket ind i et originalt arrangeret sangforedrag tyvstjålet fra - Enrique Iglesias! Pladens tredje, og sidste, nyklassiker i centrum i en samlet buket i øvrigt helt og aldeles uden andet end smukke, friske og stærke indtryk.   "Powderblue" er således spundet til pastiche over den sære tyske specialitet med punkballader, hvor der pumpes en stor, forunderlig og unikt roterende energi over i noget så afdæmpet som, ja, ballader - der så vel at mærke på "den anden side" alligevel let genkendes som sådanne. Her kommer Die Toten Hosen og, især, de mægtige ballader fra Die Ärzte ("Mach die Augen zu", f.eks.) op i mere end behagelig erindring, og tusinde tak til Hecker for at bringe det ellers rimeligt gamle udtryk helt frem i så frisk og aktuel en stil, at jeg faktisk måtte knage og vride de grå for at få sat en nogenlunde sammenlignelig form om udtrykket. Og så, ad den her skarpe og dog sarte, introvert oplyste sti - i glimt nok afbrudt af nærmest feedback/noise-agtige, og dog alligevel velanbragte,(sample?)kaskader over mol-klaveret på pladens næstsidste, "My friends" - fortsætter lytteren nu ud til pladens ende med det symfonisk tænkte titelnummer,"Rose". Et brag af en ballade, om man så må sige.   Overblikket er nu hjemme og Heckers projekt er klart: den tyske romantiks Liebestod (tænk her bare på Goethes grandiose mesterværk "Den unge Werthers lidelser" (1774) - og at mester Hecker pr. 2003 er sølle 23 somre/vintre gammel/ung) i transcendens ud af kødets (læs: sangens) melankoli over i den evige romantiske enhed hvor natur ("kærlighed") og kultur ("forlovelse" og "ægteskab") flyder sammen til den kun i himmelen mulige fuldbyrdelse og destination på de evige sjæls- og åndskunster. En klar pointe der så rammende er blevet manifesteret af det tyske tv-program Onyx: "Hecker er en kunstner hvis egentlige plan det er at skrive sangen der klinger ud med at rive sin lytter med sig i døden - ikke ved selvmord, men simpelthen fordi sangen er så overvældende, så overvældene smuk at man på jorden overhovedet ikke kan rumme den." Citat slut, mission accomplished? Lyt selv!   PS: Lidt orienterende hjælp kunne her være naturligt givet til dem der kan li' Martin Halls, Craig Armstrongs og, især, Barbara Morgensterns arbejder, og kan man det er der nu slet ingen tvivl: Hecker tager omkring dét bord med fuldt hus stikket hjem! De her sange, hvor geniet i øvrigt selv står for den hele instrument- og maskinpark, er nemlig nok tragedie, men det er en såre grundfast tragedie; her kan stort bygges, herfra kan den svære (tabte) kærlighed (gen)erobres, fortificeres og aldrig mere erindres som andet end den kælder, hvor savnet nu kun er ekkoets udklingende resonansrum. Mod den her plade er nemlig intet forsvar muligt, herfra vil ingen lytter slippe ud uden i det mindste at føle sig prøvet og vejet på sjæl og sind. Alt i alt har vi nu mødt - og overlevet?! - et skarpt profileret og originalt auteret mesterværk. Intet mindre.   Besøg Maximilians hjemmeside   Oprindelig bragt på Musikbibliotek.dk i oktober 2003