dummy

Medina: Jalousi

10-02-2014
Daniella Kjær

Medina er ude med en ny dansk single efter cirka halvandet års pause fra danske nyudgivelser. Hun er desværre ikke i topform.

Som sædvanligt er Medina prisværdigt ærlig og direkte i sine tekster, og netop på dansk får hun udtrykt sig bedst. Med sætninger som: "Jeg føler, hun er mere spændende end mig", får vi et indblik i, hvad der foregår inde i den ellers så sky kunstner, og man kan da heller ikke undgå at tænke på, om jalousi har haft noget at gøre med hendes nylige brud med sangeren Christopher.

Regulært popnummer uden kant

'Jalousi' er et regulært popnummer med en klassisk opbygning og med et lige så klassisk tema, der skaber stærke paralleller til Rasmus Seebachs også ret simple popstil. Efter flere gennemlytninger bliver 'Jalousi' dog lidt for regulært og ordinært, og går hen og bliver en smule kedeligt. Selvom det er et udmærket easy listening nummer er der langt til hendes massive hit som "Kun for mig", hvor lyden var markant, skarp og distingveret.

Men uanset hvor almindeligt et popnummer 'Jalousi' end måtte være, så er Medina stadig som Danmarks pop-dronning nummer ét, en del af en meget velsmurt maskine med dygtige folk bag, og blandt andet derfor er nummeret da også strøget direkte ind på hitlisterne landet over på trods af dets lidt for ordinære lyd og indhold. .