Genrer
The Meters: Look-ka py py
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 218
Da jeg for efterhånden lang tid siden lærte The Meters at kende, var det gennem pladen Look-ka py py. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg havde sat på, men på coveret ser jeg fire pæne unge, sorte mænd, og mine fordomme siger mig, at de alle måtte være sangere, og at dette ville være noget i stil med The Temptations. Navnlig det mere funky og psykedeliske, de lavede. Det eneste, jeg fik ret i, var at det var funk. Kun første nummer, "Look-ka py py", har vokal på, og det er bare vrøvleord. Ellers er det rent instrumental funk. På de fleste numre er hovedpersonen orgelet, der bliver spillet af Art Neville, der også normalt regnes for gruppens frontfigur. Selvfølgelig er der dog soloer fra de andre instrumenter, og de er alle virkelig imponerende. Bandet er teknisk helt formidable.
Gruppen kan på mange punkter sammenlignes med James Browns band i 70’erne, der skabte meget af deres magi udelukkende gennem improvisation. Jeg kan mærke lidt mere komposition i The Meters. Sange som f.eks. "Pungee" minder mig lidt om Ornette Coleman-pladen The shape of jazz to come, hvor hvert nummer starter med noget komponeret og melodisk, hvorefter en improviseret solo begynder, og så kommer introen igen. På "Pungee" sker det samme, udover at soloen er meget kortere, og intro såvel som outro er længere. Det der virkelig adskiller Look-ka py py fra en samtidig James Brown-plade er udover fraværet af vokal den mere løse attitude i instrumentationen. I et Brown-nummer er gudfaderen selv typisk den eneste, der går fuldstændig amok. Hans band er cool og stramme, selv under soloer. Det er mest sådan noget, funk er blevet til sidenhen, så stadig i dag føles The Meters unikke og friske, mens James Brown faktisk ikke altid holder nær så godt, hvis du spørger mig, i hvert fald ikke på albums eller på lange numre. The Meters er mere løse og svævende, og de ville nok være lettere at sælge nu til dags.
The Meters rammer et af de mest poppede punkter på Look-ka py py med deres cover af musical-nummeret "Oh, Calcutta!" fra stykket af samme navn. Det er et teatralsk nummer, og man kan mærke, at der normalt ville have været vokal på, men man savner den alligevel ikke. Dette kan også percussion-delen takkes meget for. Den gør nummeret virkelig levende trods den manglende forsanger. Det er dog kun ca. halvdelen af numrene, jeg sådan kan hive ud og pege på. Der er ingen dårlige numre, men der er bare mange, der gør ting, man allerede har hørt tidligere på pladen. "The mob" er f.eks. ikke så imponerende igen, da mange af dens elementer minder om tidligere sange som "Pungee" og "Little old money maker". Men det er en svær kunst at lave varieret musik i en genre, der nærmest er kendetegnet ved at køre i lang tid uden at ændre sig, især når man ikke har en forsanger med. Og set med de øjne, så er Look-ka py py en imponerende plade, og selv i dag holder den at lytte til.