Genrer
Michael Jackson: Bad
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 202
I 1983 udgav Michael Jackson Thriller, der hurtigt endte som det bedst sælgende album i musikhistorien. Efter sådan en præstation er det svært at overgå sig selv. Jeg siger dog gerne det kontroversielle i mine anmeldelser, og jeg holder fast i at Jackson lavede en endnu bedre plade med Bad i 1987. Med klassiske singler som "Bad", "Man in the mirror", "Smooth criminal", "Dirty Diana" og stort set også resten af pladen, er kvalitetsniveauet på de individuelle numre virkelig højt, men albummet fungerer også godt i sin helhed. Meget af albummet har det hårdere, mere rockede image, han tidligere havde flirtet med på numre som "Beat it". Bare se titlen på pladen, den hedder Bad fordi Michael pludselig er en slem fyr. Det gælder ikke alle sange, men numre som "Speed demon", "Dirty Diana" og selvfølgelig især titelnummeret lyder så cool, at det ikke er til at stå for. Selv den langsomme "Liberian girl" har mere sensualitet end man tidligere var vant til fra popkongen.
Han er dog samtidig menneskelig, og det fremviser han smukt på den følsomme "Man in the mirror" og den vrede "Leave me alone". Der er nogen bag facaden, og det viser han med nogle smukke sange, der med stærke, simple tekster er lette at relatere til, og melodierne er også bare gribende. Han bliver også lidt følsom på "I just can’t stop lovin’ you", der efter min mening er den mindst interessante sang på Bad, men den markerer da et latterlig højt bundniveau. Det er en duet med Sideah Garrett, lidt tidstypisk Whitney Houston-agtig, men den har nok charme, store følelser og en stærk nok melodi til, at klichéerne kan mere end bare undskyldes. Noget af det, der gør Bad til sådan en god plade er, at ingen sang gentager særlig mange idéer fra tidligere på albummet, men samtidig formår de at arbejde sammen om at give et billede af Michael Jackson som person og som kunstner i denne periode. Han er en plaget sjæl, men han er også samtidig en slem fyr, og de to ting ender med at hænge så naturligt sammen, at man får opfattelsen af, at han påtager sig en facade for at skjule sit følsomme indre. Det er i mine øjne en styrke, ikke en svaghed.
Der er to sange, der føjer flere facetter til Jacksons personlighed på Bad, dog denne gang i en lidt gladere retning. Her tænker jeg på "The way you make me feel" og Stevie Wonder-duetten "Just good friends". Her er instrumentationen mere lystig, og sangene viser os en side af Jackson – eller måske rettere en side af livet – der er enormt vigtig for opfattelsen af pladen. Man kan selvfølgelig fortolke musik præcis som man vil, men jeg føler, at i en pop-situation, hvor vi ikke kan gå over i det helt ekstreme, er det vigtigt at se begge ender af et følelsesspektrum. Derfor gør den glade "The way you make me feel" at numre som "Dirty Diana" og "Man in the mirror" lyder større og vigtigere. Desuden er "The way you make me feel" bare en fantastisk, glad, vildt sjov popsang, som også på egne ben holder enormt godt. Kort sagt, så er alle sange på Bad bundsolide, mange er blandt 80’ernes allerbedste popsange, og sangene arbejder virkelig godt sammen om at skabe en fantastisk plade.