Miles Davis 100 år

Et opløftende moment under Corona nedlukningen ankom maj 2020 i form af en cd boks med en snes overvejende suveræne Miles Davis titler, der rummer noget af det mest grænsesøgende, grænseoverskridende, sublime, elektriske, innovative, intense, overrumplende og skønhedsåbenbarende musik produceret i det 20. århundrede og spillet af en lang række af jazzens største instrumentalister og solister.

Miles Dewey Davis III blev født den 26. maj 1926 i Alton, Illinois og kunne have fejret sin 100 årsdag, men døde den 28. september 1991 i Santa Monica, Californien i en alder af 65. At yde hans samlede aktiviteter og kolossale betydning fuld retfærdighed er en ret umulig opgave, så dette portræt i anledningen af den runde dag nøjes med enkelte nedslag i stoffet med særlig fokus på den berømte gruppe omkring Davis i midten af 60’erne op til den endelige fuldbyrdelse af det elektriske sporskifte.

For Miles Davis har nemlig sjældent kigget sig tilbage over skuldrene og befundet sig i nærmest konstant og evig udvikling, siden karrieren i eget navn begyndte at tage form i starten af 50’erne. Med trommeslageren Jimmy Cobbs død 91 år i 2020 blev et stort Davis kapitel afsluttet i levende form. Cobb vil til stadighed være kendt for at have
medvirket på det storsælgende og kunstnerisk manifeste Kind of Blue album i 1959 samt andre
udgivelser af tilsvarende kaliber, der bar Davis signatur i denne frodige periode.

Blandt dem bør især Porgy and Bess (1958), Sketches of Spain (1960) og Someday My Prince Will Come’ (1961) nævnes, hvor Cobbs
musikalsk lydhøre og smagfulde swing kom til sin ret. Af samtlige musikere og solister, der bidrog til Kind of Blue, var Cobb således den, der overlevede længst. En anden og mindst lige så central spiller i de år var arrangøren og komponisten Gil Evans samt saxofon giganterne Julian ‘Cannonball’ Adderley og John Coltrane, der dukkede op på Miles Ahead (1957), Relaxin' (1958) og Milestones (1958).

Miles Davis banebrydende kvintet fra midten af 60’erne bestod ud over Davis af Wayne Shorter (tenor- og sopransaxofon), Herbie Hancock (piano og keyboards) samt rytmegruppen Tony Williams (trommer) og bassisten Ron Carter. Det forrige århundredes musik i almindelighed var ikke længere den samme, da de fem koryfæer rystede og revolutionerede jazzen i sin grundvold ved at eksperimentere og opløse hidtidige konventioner for at samle stumperne på ny.

Seks plader nåede kvintetten at udsende fra august 1965 til februar 1969. En eksplosion af koncentreret kreativitet hvorefter Miles måtte videre med delvist nye folk for at udforske uopdyrket land. Jazzens forenede superkræfter dyrkede live og i studiet det, der måske bedst kan beskrives som kontrolleret kaos og virtuos vildskab baseret på intuitivt gehør for egen og andres rolle, når der blev skiftet tempo, taktart, intensitet og dynamik som et knips med fingrene.

Især under koncerterne gik den hæsblæsende jagt ofte i et morderisk tempo uden at virke unødigt forceret. Alle bidrog improvisatorisk og leverede nyt materiale til pladerne. Genremæssigt bevægede de sig hovedsageligt inden for hard bop, post bop og modal jazz med små afstikkere til avantgarde- og freejazz uden helt at smide alle tøjrene.

E.S.P, Miles Smiles, Sorcerer, Nefertiti, Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro er albums, der bør stå i enhver moderne jazzkollektion sammen med bokssættet The Complete Live At The Plugged Nickel 1965. Nefertiti blev Davis sidste rene akustiske lp. Dernæst fulgte Miles In The Sky og Filles de Kilimanjaro begge fra 1968. Miles Davis fortsatte ufortrødent i det højere decibeltal med In A Silent Way (1969) og Bitches Brew (1970).

Det strømførende udtryk fik yderligere næring med live- og studiealbums som Jack Johnson (1971), Live-Evil (1971), On the Corner (1972), In Concert (1973), Big Fun (1974), Get Up with It (1974) og Agharta (1975), før en længer pause satte ind, men Miles Davis vendte stærkt og revitaliseret tilbage med The Man with the Horn i 1981, hvor den mere funky fusionsjazz indtog den musikalske førertrøje.

Davis holdt gryden og sin støt voksende mytologiske status i kog med We Want Miles (1982), Star People (1983), Decoy (1984), You're Under Arrest (1985), Tutu (1986), Amandla (1989) og Palle Mikkelborgs Soning pris hyldestprojekt Aura (1989), der endte som det sidste studiealbum udgivet i Davis egen levetid til trods for, det allerede blev indspillet fire år forinden i København.

Æret være Miles Davis minde, manden med hornet satte sig dybe musikalske spor tilsat sine meningers mod opvokset i et land, der aldrig har været kendt for at behandle dets sorte borgere særlig pænt, tværtimod, hvilket han gjorde oprør imod og enkelte gange mærkede følgerne af på egen krop. Med Mikkelborgs førnævnte Aura materiale og Marilyn Mazurs turnerende år verden rundt hos Davis nåede den danske jazzscene ligeledes at udgøre en væsentlig del af den samlede fortælling.