dummy

Min skyline - Niels Skousen på landevejen 2002-19

22-03-2019
Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek - Aarhus

Espen Strunk - forfatteren og musikskribenten - er på  banen igen med en ny bog. Denne gang om musikeren og skuespilleren Niels Skousen. Den Skousen, som har været med i den såkaldte menneskealder, og som i år har rundet de 75 år. 

"Det er en oplagt anledning, kan man sige. Men bogens indhold er ikke som sådan bundet op på fødselsdagen", siger Strunk indledningsvis. Bogen som sådan fokuserer nemlig i høj grad på Skousens værk som musiker de seneste ca. 17 år. Årene efter hans come-back som musiker med albummet "Dobbeltsyn" i 2002.  Et album Strunk kalder mesterligt, og der er bestemt noget om snakken. I hvert fald satte det Skousen på den musikalske dagsorden i Danmark igen, og her har han været lige siden.

Selve bogen "Min Skyline. Niels Skousen på landevejen 2002-19" er bygget op omkring en række af Strunks tidligere anmeldelser, suppleret med nye interviews og samtaler med Skousen selv og nogle af folkene omkring ham - f.eks. hans gamle makker Peter Ingemann og den senere producer Nicolaj Nørlund.

Det er samme skabelon som Strunk anvendte i bogen om Nick Cave, og det fungerer. Man kommer rundt om musikken, processen, overvejelserne bag og en række andre elementer, der ikke nødvendigvis fremgår direkte af albummet, koncerten eller anmeldelsen alene.  Vi hører f.eks. om overvejelserne omkring studieband og liveband - skal det nødvendigvis være de samme personer? Vil det give noget at spille med yngre musikere? Et interessant kig "bag kuliserne" så at sige, der er med til at perspektivere musikkens tilblivelse. Og det er sikkert overvejelser, der kan genkendes hos mange musikere.

Flere steder i bogen er der gengivet tekster, så man ved selvsyn kan dykke ned i dem. Der refereres naturligt nok til den albums der er kommet siden 2002, og bagest i bogen findes et ganske interessant afsnit - en kommenteret diskografi. Også det er med til at give  en interessant indgang til musikken.

Niels Skousen startede sin karriere i 1970'erne og udsendte sammen med Peter Ingemann det legendariske album "Herfra hvor vi står". Han var en del af den poltiske musikscene op gennem 1970'erne. Er Skousen og hans musik relevant i dag? "Jeg mener bestemt, at Skousens sangskrivning har nogle kvaliteter, som gør den vedkommende også for et yngre publikum", mener Strunk. Andre kunstnere trækker på nostalgien, måske endda fordums storhed men ifølge Strunk har Skousen også et budskab idag. En iagttager der gør sig tanker om sammenhængen.

"Der laves simpelthen ikke sangskrivere af den kaliber længere" siger Strunk et sted i bogen. Så kan det ikke siges tyderligere, at Skousen er i den helt dyre ende af skalaen rent kunstnerisk, sprogligt og poetisk. Med bogen vil Strunk formidle netop den side af Skousen. Til både dem der kender Skousens musik gennem mange år men også nye lyttere. Skousens tekster udmærker sig ved at"insistere på at forblive i øjenhøjde med deres samtid", som Strunk formulerer det.

Med "Min skyline ... " bliver læseren præsenteret for en interessant indgang til en af vor tids store musikere. Ikke af den pompøse, spektakulære en af slagsen, men den musiker, der med sit "dobbeltsyn", indsigt og udsyn nu gennem flere årtier har formået at sætte ord på samtiden. I bogens forord skriver Strunk "Det er ikke en sammenhængende beretning, men en række snapshots af en sensitiv sanger/sangskriver på slap line... en troubadour på slap line". Det rammer ganske godt. Det er interessant, indsigtsfuldt og bestemt vedkommende, hvis man som læser har bare  den mindste interesse i dansk musik  og musikere med noget på hjerte. Det er da muligt, at der ikke længere laves sangskrivere af Skousens kaliber. Alligevel tør Strunk godt pege på navne som Peter H. Olesen og Peter Sommer som - uden at være årsunger - yngre arvtagere af den musikalske tradition. Men mon ikke Niels Skousen stadig har noget på hjerte selv...

Lån "Min Skyline. Niels Skousen på landevejen 2002-19" på biblioteket.

 

 

 

 

Forfatter: Espen Strunk (f. 1980) er journalist og forfatter. Cand.mag. i litteraturhistorie og siden 2007 tilknyttet
musikmagasinet GAFFA)

Titel: Min Skyline. Niels Skousen på landevejen 2002-19.

Fotos: Morten Rygaard & Gorm Valentin

Forlag: byens  (2019)

ISBN: 978-87-93758-29-2