Mit USA

Jeg har aldrig været i USA, og jeg kommer der heller aldrig. Alligevel har jeg haft et forhold til landet næsten hele livet, og det har jeg haft i kraft af alle de amerikanske romaner, jeg har læst, alle de amerikanske film, jeg har set, samt ikke mindst al den amerikanske musik, jeg har lyttet til, siden jeg var teenager. Det er naturligvis ikke det samme at læse om noget og at opleve det selv; men der er jo utallige forhold og omstændigheder, som man ikke har oplevet på sin egen krop, men som man alligevel har en mening om, og som man måske oven i købet synes, at man kender godt.

Som barn er det sikkert især fra westernfilmens verden, man får sin viden om USA, og den viden skal jo tages med et stort gran salt. Men senere kan det f.eks. være John Steinbecks romaner, der er med til at skabe ens USA-billede, og lidt senere er det måske fra Jack Kerouac, man har sit indtryk af det store land. Det er i hvert fald tilfældet for mig, som i de sene teenage-år fortabte mig i Kerouacs ”On the road” på en måde, som jeg aldrig er kommet mig over, og jeg er sikker på, at en del andre har det ligesom mig. Jack Kerouacs USA er naturligvis kun en enkelt version af landet, og endda en ret speciel version; men jeg tror, at hvis man først én gang har fulgt Sal Paradise og Dean Moriarty på deres endeløse rejser frem og tilbage over det amerikanske kontinent, er det svært at komme tilbage. Så har man Kerouacs USA i blodet, også selv om man aldrig selv har blaffet på de amerikanske landeveje.

”On the road” er lige så meget en følelse som en konkret beskrivelse af geografiske lokaliteter, og det er en følelse, som i meget kort form kan genfindes i Merle Haggards sang ”White line fever” (1969): ”I´ve been from coast to coast/ a hundred times or more/ I ain´t found one single place/ where I ain´t been before”. Men sangens verden rummer også eksempler på mere håndgribelige gengivelser af USA's geografi. 

En af de mest lokalitetsfokuserede sange om USA er samtidig en af de allerførste rocksange, jeg i sin tid blev den lykkelige ejer af: Bobby Troups ”Route 66”, som var med på The Rolling Stones´ første LP fra 1964. Her er der amerikanske bynavne for alle pengene: ”You´ll see Amarillo and Gallup, New Mexico/ Flagstaff, Arizona, don´t forget Winona/ Kingman, Barstow, San Bernardino”. En perlerække af eksotiske navne, som nok kunne nære en ung, letpåvirkelig lytters fantasi dengang i 1960´erne. Men sangen er langt fra den eneste rocksang, som ved at fremhæve en eller flere specifikke lokaliteter i USA medvirker til at vække lytterens interesse efter at vide mere om stedet og dermed kommer til at fungere som en slags appetitvækker på et land, der i forvejen står i et mytisk skær for mange af os.

Punktnedslag på USA
Antallet af sange, der handler om eller nævner specifikke amerikanske byer er uendelig stort, og ikke overraskende vil byen New York altid stå øverst på listen over de mest omtalte byer. Det er dog ikke de mange sange om New York, der har bidraget til min følelse af at have et nært forhold til USA. Det er heller ikke sangene om nogle af de andre amerikanske storbyer som f.eks. Chicago, Los Angeles, Detroit og Houston, selv om disse byer optræder i en lang række rocksange, og det er ikke engang byer som San Francisco, Memphis eller Nashville, der ellers alle spiller en vigtig rolle i musikhistorien.

Når jeg tænker på bestemte byer i USA, der via deres optræden i sangtekster har fungeret som nysgerrighedsvækkende introduktioner til det store land for mig, er det snarere nogle mindre byer, som man måse ikke hører så meget om til daglig, men som med deres eksotiske navne vækker lytterens interesse og bidrager til hans/hendes indre billede af USA. (I parentes bemærket kan disse ”mindre byer” godt have indbyggertal på omkring den halve million; men byerne er i hvert fald mindre end de egentlige metropoler).

En sang, der har været med til at forme mit eget – sandsynligvis helt fortegnede – billede af USA, er Jackson Brownes ”Take it easy”, som The Eagles fik et giganthit med i 1972. Når jeg hører linjerne ”Well, I´m standing on a corner/ in Winslow, Arizona/ such a fine sight to see/ it´s a girl, my Lord/ in a flatbed Ford/ slowing down to take a look at me”, danner der sig nogle meget atmosfærefyldte billeder af en lille solsvedet by i mit hoved – og de billeder er blevet en integreret del af mit billede af USA.

Bob Dylans sang ”Stuck inside of Mobile with the Memphis blues again” (1966) har derimod aldrig afsat nogle USA-billeder i min bevidsthed, dels fordi der gik en del år, inden jeg overhovedet forstod, at Mobile er en by i Alabama, og dels fordi denne Dylan-tekst (ligesom så mange andre) er helt abstrakt og primært skal forstås symbolsk. Derimod behøver Neil Young kun at nævne navnet Albuquerque i sangen af samme navn, før lytteren – jeg – tydeligt oplever fornemmelsen af at befinde sig på landevejen mellem Albuquerque i New Mexico og hovedstaden i samme stat, Santa Fe. Medvirkende til den vellykkede fremmaning af lokalatmosfæren i sangen er uden tvivl Youngs blik for detaljen i sine beskrivelser: ”I´ll stop when I can/ find some fried eggs and country ham”. Dejligt konkret sangskrivning.

Jimmy Webb er ekspert i tårepersende sange om ulykkelig kærlighed, formidlet via en bestemt lokalitet i USA. ”Galveston”, ”Wichita lineman” og ”McArthur Park” er bare 3 af disse konkret lokaliserede Webb-sange; men hans kendteste sang om kuldsejlet kærlighed i Amerika er nok ”By the time I get to Phoenix” fra 1965. I denne sang følger man jeg-personens flugt fra den elskede over Phoenix, Arizona, og Albuquerque (der var den igen) til Oklahoma: ”And she´ll cry just to think I´d really leave her/ though time and time I´ve tried to tell her so/ She just didn´t know/ I would really go”.

Meget sørgeligt, men alligevel ikke så rørstrømsk melodramatisk som Burt Bacharacs og Hal Davids ”24 hours from Tulsa”, som Gene Pitney fik et stort hit med i 1964. I denne sang er jeg-personen på vej hjem til den elskede efter at have været væk et stykke tid. Og så blot 24 timer fra hjemmet i Tulsa, Oklahoma, sker det forfærdelige: jeg-personen gør holdt ved et motel for at få noget at spise – og pludselig er han vildt forelsket i servitricen på motellet og ønsker ikke mere at tage tilbage til Tulsa! En psykolog ville nok sige, at jeg-personen åbenbart er mentalt klar til en ny forelskelse, for ellers skulle der vel mere til end et tilfældigt møde på et motel for at få ham til at opgive sin tidligere tilværelse. At påberåbe sig skæbnen eller tilfældet er vist ikke andet end en dårlig undskyldning.

De sidstnævnte sange nævner ganske vist særdeles konkrete USA-lokaliteter; men sangteksternes indhold er ikke helt suggestive nok til at kunne bidrage til lytterens indre billede af USA. Lad mig i stedet slutte dette lille causeri af med en sangtekst, som trods ganske få stedsangivelser alligevel formår at befordre nogle ganske atmosfærefyldte USA-billeder. Paul Simons ”America” (1968) indeholder bl.a. linjerne: ”Michigan seems like a dream to me now/ it took me four days to hitchhike from Saginaw/ I´ve come to look for America”. Sådan et par linjer giver i hvert fald undertegnede lyst til at vide mere om, hvor Saginaw befinder sig, og hvordan man kommer derfra til Pittsburgh, som er jeg-personens seneste opholdssted (i parentes bemærket ligger Saginaw i staten Michigan). En herligt stemningsfuld sang.