dummy

Mix to verdener

21-03-2011
Jesper Nielsen

Camille Jones’ aktuelle singlehit 'The Streets' er blevet mixet med Poul Ruders' 'Concerto in Pieces' - til stor begejstring for Ruders.

Camille Jones hitter lige nu med singlen 'The Streets' fra det netop udsendte album 'Did I Say I Love You', men faktisk har 'The Streets' en tvilling med klassiske aner, som lige nu kan høres på Mixtoverdener.dk.

Under indspilningen af det nye album sagde Camille Jones nemlig ja til at være med i projektet Mixtoverdener. Opgaven lød på at lave et remix af en sats fra Poul Ruders' 'Concerto in Pieces', der faktisk selv er én lang omarbejdelse af et Henry Purcell-tema skrevet af Ruders til det traditionsrige Last Night of the Proms tilbage i 1995 – 300-året for Purcells død.

Camille Jones og producer Per Ebdrup valgte at tage udgangspunkt i den allerede indspillede 'The Streets' og lave et komplet mashup med Ruders komposition. En klassisk tvilling til radiohittet 'The Streets'. Da Poul Ruders hørte det endelige resultat var hans reaktion:

”Det er fantastisk som de udvalgte lunser fra både Camilles og min musik smelter sammen til noget helt, helt nyt - og anderledes. Selve moderstykket, 'Concerto in Pieces', taber jo ikke i egenværdi- og det samme gælder jo også ”The Streets”. Jeg er helt vild med resultatet.

Ruders ser projektet som en god måde at nedbryde de traditionelle fordomme, der eksisterer mellem klassisk og rytmisk musik:

”De to musikformer opstilles altid som var de hinandens fjender. Men det eneste, der tæller for mig er, at musikken, hvad enten den er fuldt nedskrevet i partitur eller improviseret, er skabt med glød, kærlighed og oprigtighed.”

Den klassiske tvilling kan høres eksklusivt på Mixtoverdener.dk i marts, hvor alle med den mindste interesse for musik også har mulighed for at ommøblere 'The Streets' til helt nye fortolkninger. Det sker på sidens online mixer, hvor der ligger både vokal, bas, trommer og flere andre spor klar.

Det hele sker på Mixtoverdener.dk, hvor projektets tidligere møder mellem navne som Fallulah, Carpark North og Oh Land og Rued Langgard, Vagn Holmboe og Pelle Gudmundsen-Holmgreen også kan hentes kvit og frit.

Besøg www.mixtoverdener.dk

Stream Camille Jones' 'The Streets' på Bibzoom

Stream Poul Ruders' 'Concerto in Pieces' på Bibzoom