Genrer
Moby Grape: Moby Grape
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 121
Det er lang tid siden, jeg har anmeldt en plade, jeg vidste stort set intet om. Men sådan en plade er Moby Grapes eponyme debutplade fra 1967 altså. Jeg ved i det hele taget meget lidt om gruppen ud over, at deres ene rytmeguitarist, Skip Spence, var trommeslager på Jefferson Airplanes første plade. Med denne ene oplysning samt dateringen til 1967, ville det være et kvalificeret gæt, at de spillede psykedelisk rock, og det er da også rigtigt. Men pladen er en blanding af al mulig tidstypisk 60’er-lyd. Der er også elementer af folk, country, blues, pop og garagerock inde over, men det føles ikke særlig rodet. De minder om Grateful Dead anno start-70’erne eller The Byrds, men Moby Grape er væsentligt mere beskidte i deres lyd. Kompositorisk kan man dog stadig se en del ligheder, og de mange vokalharmonier bidrager absolut hertil. Noget andet der adskiller Moby Grape fra tidens scene er, hvor korte deres sange er. Over halvdelen af pladens sange er under 2½ minut, og det gør at albummet konstant giver dig noget nyt.
Sangene har nogle vældig flotte motiver, og man forstår de unikke idéer, der ligger til grund for dem. Til gengæld er hver eneste sang også ret simpel i sin sammensætning – ikke, at der ikke er teknisk dygtighed, men rettere, at stort set hver sang bygger på én specifik idé. Alt, der bygges ovenpå er lavet for at støtte denne idé. Disse idéer kan f.eks. være call-response-sekvenserne på "Omaha", variationen mellem det søvnige hook og den sjælfulde vokal på "Lazy me" eller vendingen “Come what may” på "Come in the morning". Selv om sangene er korte, bliver disse motiver gentaget så ofte, at de er svære at få ud af hovedet. Moby Grape mestrer virkelig kunsten i at gøre deres sange fængende, for de kan bruge så lidt som 1 minut på at udføre sangen, og alligevel er den lige til at nynne med på. Deres tekster er også ganske finurlige. Jeg kan godt lide personificeringen af sorg på "Mr. Blues", og "Fall on you" er meget interessant på grund af andenpersons-vinklen. Der er også individuelle linjer, der stikker flot ud, hvor min personlige favorit er “I’ll just lay here and decay here” fra "Lazy day".
Selvom der er mange originale øjeblikke i løbet af albummet, er der også mange tidspunkter, hvor det føles lige lovlig tidstypisk. Attituden lugter lidt af pussenusset uskyldighed til tider, og der er ikke skyggen af ironi eller sarkasme på noget nummer. Pladen overrasker dig ofte, men den udfordrer dig kun ganske sjældent. Disse overraskelser kan endda godt begynde at klinge en kende hult, hvis man hører den for mange gange. Noget mere følelsesmæssig kompleksitet ville hjælpe på holdbarheden. De fleste numre er glade uden at være euforiske, de få vrede numre føles oftest blot frustrerede, og når en sang er trist, er den mest af alt kun lettere sentimental. Et stærkt følelsesudtryk er selvfølgelig ikke altid vigtigt, men med så simple konstruktioner, som de her sange har, ville det være rart. Jeg kan dog ikke komme uden om, at der ikke rigtig er noget svagt nummer på hele pladen. Dine første par gennemlytninger vil også med garanti være begivenhedsrige og underholdende, det er der ingen tvivl om. Der er nogle problemer, men de er ikke så fremtrædende, og selvom pladen på visse punkter er meget tidstypisk, er den på andre punkter et virkelig friskt take på tidens musik.