dummy

Modern Jazz Days

11-05-2012
Jens Laigaard

Om en lille måneds tid løber en ny festival af stabelen på Søndre Havn i Køge. Navnet er Modern Jazz Days. 40 bands og solister vil i dagene 8.-10. juni bombardere publikum med koncerter, jamsessions, workshops og masterclasses. Der er fire scener, fuld forplejning mod passende betaling og campingplads lige om hjørnet. Og det gennemgående tema er crossover-jazz.

"Vi er en festival, som sigter mod et ungt eller i hvert fald nyt jazz-publikum. Vi mener, at de øvrige festivaler har efterladt et hul til os, som vi nu fylder op med crossover-jazz af høj kvalitet. Programmet er skabt til at tilgodese et bredt publikum, og det matcher perfekt vores mål: At introducere jazz-genren til flest muligt nye lyttere," siger festivalleder Jakob Baggesen.

Crossover-jazz er en mere populær afart af fusions-jazzen. Den handler simpelt sagt om at blande genrer som electronica, hiphop, funk, soul og pop med jazz – men også om at sammensætte bands i nye og spændende konstellationer.

"Genren kan være den øjenåbner, der bliver begyndelsen på en livslang passion for jazz. Vi mener, at jazzen fortjener øget udbredelse, fordi den så godt som altid byder på godt håndværk og et tårnhøjt musikalsk informationsniveau. Den rammer dig steder, du aldrig er blevet ramt før," forklarer Jakob Baggesen.

Noget for alle

På Modern Jazz Days 2012 kan man bl.a. høre Claus Hempler, Bentzon Brotherhood, Benni Chawes, Thorbjørn Risager Duo og Alex Riel. Endnu et hovednavn er Kira Skov (billedet). Efter mange års dedikeret rock-virke har hun på det seneste "crosset over" med sine Billie Holiday-fortolkninger. Hun glæder sig til at kapre nye kunder til jazzen:

"Det er dejligt, hvis jeg kan være med til at introducere et yngre publikum til genren. En af mange grunde til, at jeg kastede mig over Billie Holidays sange, var at jeg gerne ville vise folk, at jazzen byder på en enestående sangskat," fortæller Kira Skov, som medbringer et stjernespækket hold af musikere til koncerten.

Sangerinden selv har lyttet til jazz siden teenage-årene. Særligt Miles Davis og Billie Holiday:

"For mig har rocken aldrig udelukket jazz – og omvendt. I Billie Holidays tilfælde er sangene spækket med gode melodier, som skaber en bred appel – og som gør materialet tidløst. Det er noget, som folk, der ellers aldrig lytter til jazz, fint kan forstå," lover hun.

Netop derfor var Kira Skov nærmest selvskrevet til Modern Jazz Days 2012. En festival, der efter planen skal blive en tilbagevendende begivenhed i Køges nye bydel, Søndre Havn.

Læs mere om Modern Jazz Days