Genrer


The Moody Blues
Nr. 9 i vores serie med markante britiske albumdebuter fra 1965
The Moody Blues fik ét stort singlehit i gruppens levetid som R&B-gruppe, nemlig nummeret ”Go now!”, som blev nr. 1 på de engelske hitlister, og som også var med på gruppens første LP: The magnificent Moodies fra juli 1965. Hitnummeret var hentet i USA, hvor Bessie Banks havde haft et mindre hit med sangen; men med The Moody Blues' version kom nummeret til at indgå i 1960'ernes britiske invasion, og det har siden vist sig at være sædeles langtidsholdbart. Denny Laine fra det oprindelige Moody Blues spiller stadig sangen ved sine koncerter.
Single-nummeret ”Go now!” var med til at sikre albumudgivelsen fra juli 1965 en femteplads på hitlisterne i august. The magnificent Moodies indeholdt ud over ”Go now!” et par traditionelle R&B-sange (af bl.a. James Brown) samt et antal numre skrevet af Denny Laine og Mike Pinder fra gruppen, og disse numre pegede fremad mod en ny og særdeles succesrig fremtid for The Moody Blues.
I 1967 reorganiserede de medlemmer, som ikke havde forladt gruppen på grund af manglende succes, The Moody Blues i retning af et mere symfonisk lydbillede, og det blev starten på en ny æra for gruppen. Albummet Days of future passed fra november 1967 var et af de tidligste koncept-albums, og albummet blev en pæn succes i England, bl.a. i kraft af nummeret ”Nights in white satin”. Derefter gik det kun fremad, og de følgende albums med The Moody Blues blev store salgssucceser.