En kort introduktion til The Smiths og Morrissey med en vurdering af deres udgivelser
80'erne? Ja, hvad skal vi med dem i dag - for siger puddelhundehår, hyttesko og en dansehit-formular sat på simple synth-toner os overhovedet noget mere? Er den tid for os nu overhovedet andet og mere end effekter på loppemarkeder og kitsch? Hvad angår musikken er det i den forbindelse yderst tankevækkende, så ofte det netop er din
Greatest hits of the 80's der bliver sat på til fester, men det viser jo netop at man skal have noget under vesten for at komme i øjenhøjde med den tids musik?
Men der er jo altid bud efter lyd til fester, så utallige er de grupper der fra dengang er blevet gendannet igen i dag - for de fleste vender de tilbage som en godt betalt og komplet pinlig parodi (ingen nævnt, ingen glemt!), men andre har faktisk fået sig en troværdig og opdateret
revival - Kylie Minogue f.eks. Og så er der andre der hele tiden har været der, i det små og uden de store armbevægelser i frustration over at tiden er en anden, de er bare til, fordi deres kunstneriske udtryk simpelthen er
ægte. Af (de få) eksempler er The Cure, Pet Shop Boys og en Hr. Steven Patrick Morrissey fra kulbyen Manchester, England.
The Smiths
I midt 80'erne fandt Morrissey sammen med den gudsbenådede guitarist Johnny Marr, og de dannede med bassisten Andy Rourke og trommeslageren Mike Joyce (tilsammen er de to sidste iøvrigt mere end ofte blevet kaldt for den bedste rytmesektion nogen sinde inden for rocken - man har lyst til give dem ret) kollektiv omkring bandet The Smiths, et projekt der til al evighed har forandret opfattelsen af intelligent pop. En undersøgelse i NME satte deres indflydelse- og inspirationsgrad højere end The Beatles!
Sammen stod Morrissey og Marr nemlig for et bagkatalog af frygtindgydende gode sange med altid fremragende melodier fra Marrs side og påsat højst pirrende ordmønstre i et sært ironisk, sarkastisk, poetisk og aristokratisk engelsk - alt sammen inspireret af Oscar Wilde og som hos ham oftest omhandlende sortsind (som sagt er Manchester en kulmineby!) hos den af kærlighed kæntrede eller om den envejsforlskedes kluntede lige-ved-og-næsten oplevelser, men også med skarpe politiske udfald mod f.eks. det engelske borgerskab og, især, det engelske kongehus samt ikke mindst en stærk, ja nærmest fundamentalistisk, holdning til det at være vegetar. De lange titler alene er legendariske for deres store vid og dybe bid og her skal der da kun lige nævnes et pareksempler: "Heaven knows I'm miserable now", "Some girls are bigger than others", "Barbarism begins at home", "Shoplifters of the world unite" og "Stop me if you think you've heard this one before"!
Fem albums blev det til, hvoraf
The queen is dead (86) går som det generelt accepterede hovedværk, og med svanesangen
Strangeways, here we come (87) som tronarving til titlen hos de fleste dedikerede fans, som f.eks. undertegnede.
Vi ved det ikke, men bruddet i The Smiths har sikkert været bittert (bruddet var i hvert fald bittert for os fans), for titlen til Morrisseys debut var
Viva hate. Morrissey har siden lavet knap et dusin albums hvortil kommer diverse opsamlinger. Hans teknik er at samarbejde med skiftende musikere, der sender ham demoer som han så vælger fra og sætter tekster på. Sparringspartnerne bliver skiftet ud og sat ind, så de altid danser helt og aldeles efter mandens pibe. Den enevældige selektion sikrer naturligvis ikke noget frodigt forum for den mere kritisk funderede musik, så derfor går formen, ikke overraskende, fra det overvejende ordinære med plader som
Kill uncle (91) og
Southpaw grammar (95) og ind imellem kommer så det absolutte mesterværk i solo-regi i form af
Vauxhall and I (94), der er en sand tour de force i sjælden inspiration og stortekstlig overskud. De musikalske udtryk er dog samlet udvidet betragteligt siden The Smiths-tiden med den rene, og i øvrigt fremragende, rockabilly-plade
Your arsenal (92), og med
Soutpaw grammar fik vi en næsten ren rockplade. Fordi han så åbenlyst dikterer alle, også sine pladeselskaber, stod han efter 97's hæderlige
Maladjusted kontrakt med et modigt pladeselskab.
Men det var en fyldt Store Vega så pivende ligeglad med, da der var koncert med manden den 23. oktober 2002.
Koncerten
Vi startede med den klassiske entre fra Smiths-tiden hvor Morrissey straks bliver overdænget med blomster fra de første rækker, primært nelliker. De næste knap halvanden time blev vi så gudsbenådet med en yderst velvalgt sætliste af bagkataloget, af enkelte Smiths-numre og af overraskende mange nye numre, som angivelig bare lige manglede en underskrevet kontrakt for at ende som andet end spor på de utallige bootlegs fra hans koncerter.
Morrisseys tilgang til numrene var overraskende aggressiv og afslørede en ægte drift efter at komme ud med et budskab, med at synge sangene hjem. Entreen foregik da også til en særegen gang, der angivelig skal ligne en pastiche på en af mandens andre helte i form af den unge døde James Dean, men nu mest minder om Elefantmandens i David Lynchs udgave, hvor fødderne skraber efter sig, og hvor armene holdes krumme ind til brystet! Og alligevel bliver han så regnet effektivt til med blomster! For foruden faktisk at være meget forfængelig har Morrissey alligevel aldrig været bleg for at vise at han, bag forgudningen fra de dedikerede fans, faktisk også er et ganske almindeligt menneske, der midt i 80'ernes nærmest sygelige imagepleje kunne forarge ved at bruge briller eller plaster ved promo-sessions. Det er denne lige blanding af sikker tiltro til eget værd og en let ironisk distance til det hele der, mener jeg, gjorde at publikum denne aften ikke bare var gamle fans alene, men derimod også et stort og sundt kontingent af nye fans der på den ene side er så uendelig trætte af maskinproducerede "stjerner", men alligevel er åbne for idoldyrkelse af et så beundringsværdigt menneske som f.eks. Morrissey. Og sandt at sige er Morrissey da også den eneste kunstner jeg nogensinde selv har dyrket som var jeg en uhæmmet lille teenager - og jeg er sgu stolt af det! Og det var publikum tydeligvis også.
Fans'ne
Og Morrissey har så sandelig et massivt kultfølge, hvoraf nogle er så dedikerede som handlede det om livet selv: Efter fjerde nummer, "Hairdresser on fire", skyggede Morrissey med hånden og ledte tydeligvis efter en eller anden på forreste række, og hurtigt fik vi et lille og beskedent udbrud ved navnet "Julia". Et optrin som der næppe var mange der lagde mærke til. Og i sidste vers af "Late night, Maudlin Street" rakte han så hånden ud til en pige allerforrest og ændrede slutteksten fra den originale "Oh truly I do love you" til "and Julia I do love you"! Julia Riley er en legendarisk fan, der i samme stil som Grateful Deads såkaldte "deadheads" simpelthen rejser verden rundt til samtlige Morrisseys koncerter! Desværre fik jeg ikke set hende ordentligt ud, men fascinerende er det i hvert fald at Morrissey i den grad bekymrer sig om et enkelt menneske i flokken. Og det er jo præcis det en perfekt koncert gør ved dig - den rammer dig indvendigt som var hver strofe sunget til dig, og kun dig.
Og Morrisseys kommunikation med publikum er da også et underholdende kapitel for sig, f.eks. kan han finde på takke for begejstrede klapsalver med et højt og affekteret "Thank YOU - for Elvis!" eller et "Thank you everybody - except YOU at the back!" Han kan også være lynende selvironisk med det overstadige kor af kernefans og deres uendeligt repetitive "Morrissey! Morrissey!" ved med et strengt rævesmil at svare "I
know my name!" eller "You don't know who I am ? I could be The Sugarbabes - I
am a sugarbabe!" Han kan også henvende sig direkte til en tilfældig forrest og sige "I've been waiting for you to call me - where've you been?" Hvis en fan skriger et enkelt skingert "Morrissey!" kan han svare med overbærende "No happiness?"
Derfor elsker vi ham og derfor er en koncert med Morrissey altid uforudsigelig, speciel.
Musikken
Jeg havde kun oplevet Morrissey en enkelt gang før, koncerten i Den Grå Hal oktober 1999, og dengang var han helt og aldeles fokuseret på at kommunikere til publikum, ikke kun imellem numrene men også i sin sang og i sit show, og det var nok en bedre ide end at bruge så meget krudt på en aggressiv kropsholdning, der i '02 desværre gjorde at man havde indtryk af to tydelige niveauer og segmenter blandt publikum: Fansene og dem der kun var kommet for at se giraffen. I Den Grå Hal smeltede begge grupper sammen i festen, det gjorde de desværre ikke helt denne gang.
(Næsten) alle sang med på The Smiths numrene, især det fantastiske ekstranummer "There is a light that never goes out", og de fleste sang med på de store hits i solo-regi, især "Everyday is like Sunday" og "Suedehead". Så jo: Der er så sandelig
noget vi stadig kan bruge fra 80'erne!
Kort karakteristik af alle de ordinære The Smiths og Morrissey plader - inklusive de vigtigste opsamlinger
The Smiths: The Smiths (84)
Det er svært at overvurdere denne plade - måske især dens enorme betydning. Allerede åbninglinjerne på det første nummer, "Reel around the fountain", afslører os at vi med Morrisseys skriveri har med noget helt specielt - både som skribent og som menneske, som skæbne - at gøre: "
It's time the tale were told / of how you took a child / and made him old". Afslutningsnummeret "Suffer little children" handler i øvrigt om de brutale såkaldte "moors-killings" fra hånden af seriemorderne Ian Brady og Myra Hindley på børn begravet i moserne omkring Manchester
("Oh, Manchester - so much to answer for"). Morrissey og The Smiths blev skarpt kritiseret for at drive profit på skæbner, men Morrissey fik dog lejlighed til at forklare sig til et af ofrenes, Leslie Ann-Downey, mor og blev venner med hende. Siden lærte han dog at stile sit spiddende skyts lidt mere indirekte.
The Smiths: Meat is Murder (85)
Den svære anden plade som måske som helhed er en oplevelse, men det er desværre ret umuligt at tale om nogen deciderede enkeltklassikere eller numre der på anden vis skiller sig ud. Måske lige med undtagelse af titelnummeret som Morrissey stadig spiller som gjaldt det hele verden for ham. Hvad det da også gør eftersom han er fundamentalistisk vegetar (bl.a. nævnte han til koncerten in Store Vega at han så mange med pels i København, og fortsatte med en uhyggelig katteaccent: "Fuuurs! Fuuurs! Fuuurs! Eeeevil! Eeeevil! Eeeevil!") - byd nu endelig ikke den mand hjem på flæskesteg med brune kartofler og rødkål!
The Smiths: The Queen is Dead (86)
En så propfyldt samling af hits at man skulle tro det var en
greatest - det er det ikke! Her er den mest følsomme ballade i bagkataloget, den uendeligt smukke "I know it's over" ("
if you're so terribly good looking / then why do you sleep alone tonight?") over veritable pop-standarder som"Bigmouth strikes again", "The boy with the thorn in his side" og det klassiske
soundtrack for en romantisk
liebestod i form af "There is a light that never goes out" ("
and if a double-decker bus / crashes into us / to die by your side / such a heavenly way to die").
The Smiths: The World won't Listen (86)
Som hos de gode gamle tresserbands var The Smiths i studiet hver gang de havde et nummer eller to klar, og derfor kom der et hav af singler ud mellem hver ordinær plade. Dem finder man f.eks. en del af på denne opsamling, der også har en del hits inkluderet. Blandt a- og b-siderne er der virkelig meget guld at grave i, f.eks. "Panic" ("
Hang the blessed DJ / because the music they constantly play / IT SAYS NOTHING TO ME ABOUT MY LIFE") over min absolutte yndling i Smiths' regi, "Half a person" med det fantastiske omkvæd "
And if you have five seconds to spare / then I'll tell you the story of my life: / Sixteen, clumsy and shy / That's the story of my life".
The Smiths: Strangeways, here we come (87)
Udgivet "posthumt" og skulle i den form angivelig ikke engang være færdig. Man kan kun drømme om hvilke grænser dette mesterværk ville have brudt hvis bandet virkelig havde fået lejlighed til at omsætte hele talentet. Egentlig er der ikke nogle enkeltstående perler (måske med undtagelse af "Death of a disco dancer" og "Girlfriend in a coma"), men til gengæld lykkes det eneste
Meat is murder havde at byde på: At få en plade til at hænge sammen som et helt mesterværk.
Morrissey: Viva Hate (88)
Kom i en ny udgave som den nu mest almindelige fødselsdagsudgave fra 1997 for selskabet EMI med en del ekstranumre af primært b-sider og et par live-numre. Allerede det første nummer, "Alsatian cousin" ("
Were he and you lovers? / And would you say so if you were?"), er hele pladen værd - og så først senere kommer de store hits som "Everyday is like Sunday" og "Suedehead". Pladen indeholder også Morrisseys lidet flaterende "hyldest" til Margaret Thatcher ("
The kind people / have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / cause people like you / make me feel so tired / When will you die?").
Morrissey: Bona Drag (90)
En opsamling af a- og b- sider som er helt fantastisk med sine klassikere på rad og række som f.eks. "November spawned a monster", "The last of the famous international playboys"(om East End-gangsteren Ronnie Kray), "Hairdresser on fire" osv., osv.
Morrissey: Kill Uncle (91)
Et af Morrisseys sjældne vildskud, men indeholder dog alligevel enkeltstående mesterværker som "Our Frank" og især "Driving your girlfriend home". Resten er glemt lige så hurtigt som det flyver gennem det mellem ørerne, der nok normalt burde kunne holde et bare nogenlunde indtryk fast.
Morrissey: Your Arsenal (92)
Efter den forrige plades nedtur var der mange overraskelser i vente med dette udspil: For det første var musikken helt og aldeles rockabilly, og for det andet fungerer det! Her er det synd at trække numre frem for andre, men titlerne har man da lov at smage på, f.eks. "The National Front disco", "We hate it when our friends become succesful", "You're the one for me, Fatty"!
Morrisey: Beethoven was Deaf (93)
En live plade sammensat af to koncerter (selvom omslaget kun omtaler den ene i Paris, 22. december 1992 er der også sange med fra sættet givet i London et par dage forinden). Her er der et generøst bud på hits og perler fra bagkataloget, blandt andet undertegnedes næststørste favorit i form af den sortsynede og klaustrofobiske kærlighedssang (!) "Jack the Ripper": "
Crash into my arms / I WANT YOU / You don't agree - but you don't refuse / I know you". Et helt fantastisk live-nummer som vi også fik i Store Vega.
Morrissey: Vauxhall and I (94)
Morrissey-mesterværk, så simpelt bør det siges. Starter med den foruroligende intro "There's gonna be some trouble", og har foruden tekstligt overskud også fantastiske melodier og her iblandt undertegnedes absolutte favorit til at mindes gamle - og dumme! - kærester: "
The more you ignore me / the closer I get / You're wasting your time" lyder det på "The more you ignore me, the closer I get". Drømmernes store mareridt om kærlighed.
Morrissey: Soutpaw Grammar (95)
Sammen med
Kill Uncle er denne plade den eneste man nok bør lade være med at lægge under juletræet - den har status som en blød pakke. Er denne nok den mest rockede plade fra hånden af mesteren (og lad for guds skyld være med det!) er der dog et par håb i mørket: "Reader meets author" og "The boy racer".
Morrissey: Maladjusted (97)
Af en sådan beskaffenhed at hvis man så den frigjort fra resten af produktionen ville den være rigtig, rigtig god. Men når den nu lægges oven på bunken af noget af det vigtigste arbejde inden for den intelligente pop er den simpelthen ikke god nok. "Ambitious outsiders" er for det første en titel på pladen og for det andet et fint navn til gode sange som "Alma matters", "Roy's keen" (der
ikke omhandler Manchester United's Roy Keen, men en småpervers vinduesvasker!), og ikke mindst den onde "Sorrow will come in the end", som omhandler den bitre retssag han i den periode var ude i med trommeslager Mike Joyce fra The Smiths om rettigheder. Sangens stærkt truende tekster ("
A man who slits throats / has time on his hands / and I'm gonna get you") gjorde at denne titel ikke figurerer på engelske udgaver af pladen!
Oprindelig bragt i Musikbibliotek.dk i oktober 2002
