Genrer
The Mothers of Invention: Freak out!
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 243
Det er nok ikke kontroversielt, hvis jeg hævder, at Frank Zappa musikalsk var bindegal såvel som fuldkommen genial. Det var han lige fra starten, og som en af ganske få valgte han at debutere med et dobbeltalbum. Dette udgav han sammen med sin gruppe The Mothers of Invention, som også sidenhen var med på mange af Zappas bedste plader, f.eks. den fremragende We’re only in it for the money fra 1968. Debuten Freak out! blev udgivet i 1966, og det er svært at fatte, at den er så gammel. Det var før Grateful Dead, The Velvet Underground og Captain Beefheart, det var endda før Revolver af the Beatles. Det var en plade, der fuldkommen vendte rockmusikken på hovedet. Der bliver skabt sære harmonier, teksterne er stærkt overdrevne, og på en af sangene, "Help I’m a rock", bliver et par minutter brugt på fjollede vendinger, der bliver gentaget mange gange uden instrumentation til. Det sætter virkelig pladen i tomgang, og det er ikke specielt engagerende i dag, men dengang var det ulig noget andet, man havde hørt.
Ikke alene er dobbeltalbum-debuter ikke særlig almindelige, men dobbeltalbums var i det hele taget usædvanlige i 1966. Den eneste anden rockmusiker, der havde prøvet det, var Bob Dylan med Blonde on blonde, og Freak out! var endda optaget før dennes udgivelse. På Freak out! viser Zappa ikke kun sin store musikalske kunnen for fuld udblæsning, han tager også godt og grundigt gas på de mange konformister, der var på hitlisterne dengang. Doo-wop har aldrig lydt så latterligt som på "Go cry on somebody else’s shoulder", og selv om jeg nyder sangen, så fjerner det virkelig min lyst til nogensinde at lytte til traditionel doo-wop igen. Især når sangen er mellem to så syrede og bizarre numre som "Who are the brain police?" og "Motherly love". Disse to handler mere i tekst end i musik om konformitet. Førstnævnte giver lidt sig selv, den handler om censur. "Motherly love" handler om groupier, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang. Det var faktisk noget rigtig slemt noget at høre på, og stadig i dag virker det en kende forstyrrende, når han sammenligner sex med forældrekærlighed og synger om hvor unge, de er.
Freak out! er som sagt et dobbeltalbum, og de to skiver er klart opdelt. Første skive er de kortere sange, der gør grin med samtidens trends. Skive to består kun af tre forskellige tracks. Det første er en længere psykedelisk bluessang med titlen "Trouble every day". Den minder lyrisk og kompositorisk om noget Bob Dylan kunne have lavet, og det virker som en ganske oprigtig hyldest, men i lyden bliver der gjort meget mere. Det helt skøre sker dog først på "Help I’m a rock", som jeg allerede har sagt en smule om. Det er ikke et nummer, jeg personligt er den store fan af, men jeg kan respektere det i stor stil, og der er også visse tidspunkter, der er interessante. Pladen afsluttes af den 12 minutter lange "The return of the son of Monster Magnet". Den er noget lettere at forholde sig til, men den er stadig meget lang, går lidt i tomgang, og for mig føles det som om, provokationen stod højere end musikken i dette tilfælde, hvorfor den ikke helt holder i dag. Freak out! har en mesterlig, nærmest perfekt første skive, men størstedelen af anden skive er bare ret kedelig trods sin eksperimenteren. Men imponerende, det er hvert sekund af pladen, hvis man tager tiden i betragtning.