Mumford & Sons: Wilder mind

Mumford & Sons som består af Marcus Mumford, Winston Marshall, Ben Lovett og Ted Dwane begyndte at spille sammen tilbage i 2007 og de blev hurtig en del af London’s undergrundsmusik indenfor folkemusik. Instrumenterne som gruppen spillede på var akustisk guitar, banjo, klaver og kontrabas hvilket gjorde at de langsomt men sikkert begyndte at få en større og større fanbase. Men det var først i 2009 da de fik en pladekontrakt med albummet Sigh No More (som de selv finansierede) at deres karriere for alvor fik fart på. Det andet album Babel som kom i 2012 fulgte op med mere folk-musik af den gode slags.

Så det har i sandhed været en meget overraskende retning Mumford & Sons har taget med deres nye album, Wilder Mind. Væk er Winston Marshall’s banjo og den folk-lyd som knyttede sig så stærkt til deres to første albums. De har i det hele taget ”fjernet” de akustiske instrumenter fra dette album.

Det har været en hård erkendelse, at dette band som kom på det helt rigtige tidspunkt med deres folk-inspirerende lyd rent faktisk kunne tillade sig at skifte spor når nu man som meget stor fan mener, at man bestemmer over deres musik og hvordan de bør lyde.

"Believe", "The Wolf" og "Snake Eyes" som singlerne hedder, kom jo med en mere direkte rockklang og slet ingen folk-lyd som de var kendte for på deres to tidligere albums. Der er kommet meget mere trommer på og keyboardet følger ganske pænt trop med ”rolige” synth toner samtidigt med Marcus Mumford’s stemme der fuldender lydbilledet perfekt.

Det er et album som efter min mening hænger godt sammen og ikke mindst er det i bagklogskabets lys, nok et meget godt træk af Mumford & Sons at skifte stil – personligt bliver dette album bedre og bedre for hver gennemlytning jeg spiller. Specielt numrene "Ditmas", "Snake Eyes" og "Thompkins Square Park" er nogle af ørehængerne fra albummet.

Tilbage er så kun at ønske at Mumford & Sons snart giver koncert i Danmark.