Murder most foul

Den 27. marts i år lagde Bob Dylan uventet en ny sang ud på de offentlige medier til fri afbenyttelse. Sangen handler om mordet på præsident Kennedy i 1963. Med sine 17 minutter er det den hidtil længste sang, Bob Dylan har skrevet. Dylan ledsagede sangen med et par kommentarer til sine fans: ”Stay safe, stay observant and may God be with you.”

Dylan og Hamlet

Da Hamlets fars ånd viser sig for Hamlet i første akt af Shakespeares berømte skuespil, er det for at fortælle sønnen, at han er blevet myrdet af sin bror – den mand, som nu sidder på Danmarks trone: ”Murder most foul, as in the best it is. But this most foul, strange and unnatural.” Bob Dylans nye sang om mordet på præsident Kennedy refererer altså direkte til en historie om konspirationer, forræderi og mord – og allerede denne reference taler sit tydelige sprog om Dylans opfattelse af Kennedy-mordet: det er en handling med udspring i bedrageri, forræderi og sammensværgelser. Bob Dylan er langt fra tilfreds med den officielle opklaring af præsidentmordet, som vel også dårligt kan kaldes en opklaring. Derfor kommer han nu med sin egen version af sagen, formuleret som en stribe forskellige stemmers kommentarer til begivenhederne før, under og efter attentatet.

Bob Dylan ville jo ikke være den, han er, hvis hans sang blot gennemgik mordet via en nøgtern sagsfremstilling, minut for minut, eller hvis hans sang på anden vis nøjedes med at opridse sagens fakta. Det er der rigeligt med andre, som har gjort, og desuden er Dylan jo hverken historiker eller journalist, men derimod kunstner. Det betyder ikke, at han undlader at lade sin mening om attentatet komme tydeligt til udtryk; men han gør det på en måde, så hans publikum selv må yde en indsats for at trænge ind til sagens kerne. Den stærkt ekspressive fremstilling af sagens omstændigheder fremlægger hverken ny dokumentation vedrørende de faktuelle begivenheder eller nye beviser angående skyldsspørgsmålet; men Dylans sagsfremstilling er til gengæld langt mere udfordrende end nok så mange officielle undersøgelsesrapporter, bl.a. fordi den inddrager lytteren selv i fortolkningen af sagens akter.

Fire vers – mange stemmer

”Murder most foul” består af fire vers af varierende længde, hvori en række forskellige stemmer fra de involverede parter i dramaet kommer til orde. Det er ikke sådan, at hver stemme har sit eget vers; men der er dog tydelig forskel på, hvordan stemmerne overordnet er fordelt i de enkelte vers, ligesom det står klart, hvem der har hovedstemmen i hvert vers. Hovedstemmens udsagn tilføjes så undervejs en række kommentarer og indlæg fra de øvrige stemmer, så helheden danner en veritabel kakafoni af forskellige tilkendegivelser. En første forudsætning for at forstå indholdet i Dylans sang er derfor at få styr på de forskellige talende og derigennem identificere, hvem der siger hvad i de fire vers.

I sangens første vers møder lytteren først fortælleren, der som i et godt gammeldags eventyr indleder beretningen: ”It was a dark day in Dallas …” Derefter høres præsidentens stemme, og umiddelbart efter følger en kommentar fra Kennedys modstandere, de sammensvorne forrædere. Disse tre parter er hovedaktørerne i det efterfølgende drama. Første vers afsluttes med en opfordring til datidens karismatiske discjockey Wolfman Jack om at bidrage til klagesangen, og det gør han straks i vers 2. Måske er det også Wolfman Jack, der i vers 2 gennemgår baggrunden for og opridser lokaliteterne i den kommende tragedie – eller måske er det fortælleren, der vender tilbage med sin stemme.

I det meste af vers 3 er det præsidenten selv, der taler, suppleret af fortælleren, som kommenterer nogle af præsidentens udsagn, og som til slut perspektiverer hele drabsaffæren. Det lange vers 4 lader nationens sjæl, ”the soul of a nation”, give sit besyv med via en endeløs stribe ønsker om at få spillet bestemte sange, der på den ene eller den anden måde har været med til at definere nationen – såvel før som efter mordet på Kennedy. En række af sangtitlerne har direkte reference til de forfærdelige begivenheder i Dallas. (I listen af sange indfletter Dylan også titlerne på en række betydningsfulde film, som folkesjælen gerne vil have vist – med en fin udnyttelse af den dobbelte betydning af ordet ”play” på engelsk). Undervejs i bombardementet af sangønsker møder lytteren i glimt de stemmer, som tidligere i sangen har deltaget med kommentarer, først og fremmest præsidenten selv, konspiratorerne og fortælleren. Til slut ender det hele i en slags opsummerende dom over mordaffæren, som for altid har besudlet nationens flag og identitet.

Hvad mener Dylan selv?

Dylans version af præsidentdrabet er både suggestivt fortalt og så flertydigt formuleret, at lytteren bliver nødt til at holde ørerne stive undervejs for overhovedet at forstå, hvad det er, der foregår – og så kan man ikke engang være sikker på at have fået alle pointerne og referencerne med, selv om man har lyttet godt efter. Der er stof til mange timers underholdende tekstmæssig kulegravning, og forskellige personer vil nok komme frem til forskellige resultater i en del tilfælde. Men sangens overordnede budskab – Dylans mening om mordet – skulle gerne fremgå tydeligt og klart af sangens formuleringer, uanset hvem der lytter til dem. Og det gør det da også, selv uden den ledetråd, der ligger i sangtitlens direkte reference til et klassisk drama om svig og forræderi.

Allerede i første vers lyder det fra de sammensvorne mordere, at ”We've already got someone here to take your place”, og i slutningen af vers 3 afsluttes den underliggende konspirationsteori med, at Johnson udnævnes til præsident og dermed indleder ”The age of the Antichrist” (måske et lidt overgearet ordvalg, vil nogle nok mene). Men meningen er god nok: der er magtfulde kræfter i det amerikanske samfund, som hellere ser Johnson i præsidentsædet end Kennedy. Og hvem er det så, disse konspiratorer har fået til at udføre den skændige udåd? Det er ”three bums coming all dressed in rags” – altså en påpegning af teorien om, at der var tre mænd involveret i dramaet. (Allerede slutlinjen i vers 1 peger i samme retning: ”Rub-a-dub-dub” – hvor den manglende linje i børnerimet kan fortolkes som en uudtalt støtte til tre-mands-teorien: ”Rub-a-dub-dub / three men in a tub”).

”What is the truth, and where did it go? / Ask Oswald and Ruby, they oughta know,” lyder det i slutningen af vers 2, hvilket ligner en noget ironisk kommentar til sagen, eftersom Oswald af gode grunde netop var forhindret i at udtale sig om den. De egentlige skyldige bag syndebukken Oswald er aldrig blevet fundet eller bragt for en domstol – og bliver det heller aldrig. De har sørget for at slette alle spor bag sig, hvorfor det bliver en umulig opgave at få fat i dem: ”See if you can shoot the invisible man”. Dylan er ikke i tvivl om, at man aldrig har fået fat i de egentlige mordere; men han har naturligvis ingen beviser, så han må nøjes med i stedet at synge sin lange elegi over et land, der med drabet på Kennedy har mistet et stykke af sin sjæl – et vingeskudt land, hvor kun de døde er helt frie. Vi andre kan ikke gøre noget for at få retfærdigheden til at ske fyldest; men vi kan fylde tomrummet efter Kennedys død med de sange, som tegner den amerikanske nation, og som gør verden udholdelig at leve i.