dummy

Musik fra den elektroniske drømmeverden

2-02-2020
Niels Mark

En række komponister fra den elektroniske musikscene har gennem årene eksperimenteret med kompositioner, der bevæger sig i grænsestadiet mellem drømme og bevidsthed.

Aphex Twin: Kompositioner udviklet i drømmefasen

Et af den elektroniske musiks største navne, Richard D. James aka Aphex Twin, baserede et 156 minutter langt album på sine egne drømme.

Efter komponistens eget udsagn i David Toop's bog om ambient-musik Ocean of sound var de 25 kompositioner på albummet Selected ambient works vol II udviklet, mens komponisten befandt sig i drømmestadiet.

Sovekoncerter

Den amerikanske komponist Robert Rich havde, med inspiration fra den britiske komponist Brian Eno, fokus på hvordan drømmene og underbevidstheden kunne påvirkes af de svævende elektroniske lydflader som er udgangspunktet i musikgenren ambient.

Tilbage i begyndelsen af 1980'erne udviklede Robert Rich ideen om de såkaldte sovekoncerter. Med udgangspunkt i hans ambient-mesterværk Trances & drones fra 1983 inviterede Robert Rich folk til de første sovekoncerter. 

Sleep - otte timers sovealbum

Den britiske komponist Max Richter udgav i 2015 et otte timer langt album på det anerkendte klassiske musik-label Deutsche Grammophon.

Albummet bærer titlen Sleep og er udviklet i samarbejde med med neurovidenskabsmanden David Eagleman. Formålet var at påvirke drømme og den sovendes underbevidsthed under søvnfasen.

Et af de anerkendte navne fra den danske elektroniske musikscene, Karsten Pflum, har ligeledes sat fokus på ideen om søvn og elektroniske musikkompositioner. 

Komponisten, som ellers er mest kendt for mere et mere beat-orienteret og eksperimenterende elektronisk lydunivers, udgav i 2013 albummet Sleepwald på det tyske pladeselskab Hymen Records. Sleepwald bevæger sig fortrinsvis i de sfæriske og rolige luftlag af den elektroniske musik.

I et afsnit i serien "Ambient: Emissions of Sonic Beauty" kan du lytte til uddrag fra Karsten Pflum og albummet Sleepwald.

Lyt til udsendelsen her eller via rubrikken ovenfor

Musikken kunne opleves live i 2016, da Karsten Pflum gennem en 9 timer lang såkaldt sovekoncert omdannede biblioteket i Herlev til en stemningsfyldt sovesal bestående af 50 sengeliggende koncertgængere omsluttet af elektroniske lydlandskaber.