dummy

Musik mod Babylon

7-06-2013
Jan Skambraks
Anmeldelse

"Them belly full, but we hungry; A hungry mob is a angry mob. A rain a-fall, but the dutty tough; [rain is falling but the dirt is still hard] A yot a-yook, but d' yood no 'nough.[a pot is cooking but the food is not enough]" (Bob Marley, 1975)

En yderligere anmeldelse af Robert Nesta a.k.a ”Bob” Marleys musik virker måske unødvendig, fordi Marley allerede er kendt over hele verden og er blevet til noget af et fænomen, selv for mennesker der aldrig har lyttet intensivt til hans musik. Jeg vil derfor bruge denne anmelde til at gå lidt ind på den betydning, reggae musik har haft for Marley, og hvilke symboler, teksterne indeholder.

Jeg begyndte først sent at lytte til Marley, idet jeg anså musikken for at være for glad og optimistisk, til at udtrykke mine følelser. Senere fandt jeg ud af, at Marleys tekster både er mystiske, melankolske og i høj grad samfundskritiske. Men det indebærer at man forstår hvad rastafari står for og går ud på. Denne filosofi/religion, som Marley var dybt forbundet med, afspejler hans musikalske skabning. Når Marley fx synger om ”Babylon” kan det forstås som en symbolsk kamp mod den vestlige verden, dens ideer om race, ideologi eller religion. Natty Dread er et politisk album der beskæftiger sig med Jamaica efter 1970, hvor en del politiske uroligheder og sociale spændinger præger landet. Sange som ”Revolution”, ”Natty Dread” eller ”Them Belly Full (But We Hungry)” beskriver hvordan Jamaica styres af den ene korrupte eller kriminelle politiker efter den anden, og at den jamaicanske befolkning måtte lide under de politiske problemer, der herskede. Især folk fra ghettoerne, som fx Trench Town i Kingston, hvor Marley tilbragte en del af sit liv og hvis mennesker han følte sig forpligtet overfor.

Det skal dog ikke lyde sådan at Marley kun skriver politiske tekster. Mange af hans sange indeholdt religiøse elementer som ”So Jah Seh”, der bevidst lyder som en åbenbaring fra Bibelen, idet Marley så sig som en af Jahs får eller profet. Men Marley er en mand, der vil leve i her og nu, så derfor er dans og nydelse af livet i form af seksualitet eller beruselse også en vigtig del af livet for ham.

Lyden af reggae og blues

Musikalsk viser Marley sin store sympati for blues-genren, som helt tydeligt ses i sange som ”Talkin Blues” eller ”Rebel Music (3 O´Clock Roadblock)” hvor han fremfører et call-response skema for at hylde blues som en afro-amerikansk musik, der udtrykker kærligheden og stoltheden over afrikansk kultur. Marleys stemme og det skrigende vibrato i det høje register er helt klart et kendetegn, der udmærker hans talent som musiker. Men også hans tekster har en kvalitet der er speciel, idet han formår kunsten at sige noget personligt og alligevel udtrykke noget, mange kunne identificere sig med.
For yderlige læsning om Marleys sange kan jeg kun varmt anbefale Kwame Dawes bog ”Bob Marley”.

Lyt til Bob Marleys Natty Dread

Denne artikel er den del af initiativet Del din stemme på Bibzoom World. Her anmelder frivillige musik, film, bøger, koncerter og andet kulturnyt for Bibzoom World. Hvis du har lyst til at være frivillig anmelder hos os så skriv eller ring til Worldredaktionen på worldred@bibzoom.dk 4473 4623.