Genrer
Musik og fugle
- à propos genudgivelsen af Bert Janschs Avocet
Hvad gør man, hvis man både elsker (rock)musik og godt kan lide at se på fugle? Det kan jo ikke nytte noget at tage musikken med ud på fugleturen, for hvis man går rundt med hovedtelefoner på, kan man ikke høre fuglene. Og heller ikke ret meget af alt det andet, man gerne vil opleve på en fugletur.
I stedet må man tage fuglene med ind i hjemmet, og det kan gøres på mange forskellige måder. For det første kan man jo høre en cd med så mange fuglestemmer, som man nu har lyst til og kan overkomme at høre. Det smager da lidt af fugl – men det er nu ikke helt så godt som den ægte vare. Og der er nu heller ikke så meget ved at sidde og høre 30 sekunder af en række forskellige fuglestemmer.
I stedet kan man høre musik med en af de talrige rockgrupper, der har taget navn efter fugle: The Eagles, The Byrds, The Yardbirds, The Birds (med den gamle Faces- og Stones-guitarist Ronnie Wood), Counting Crows, The Hawks (dvs. The Band før de hed The Band), Flock of Seagulls osv. osv. Der er nok at vælge imellem, og selv om ikke alle ”fugle-grupperne” er lige gode – eller lige fugle-relaterede i deres musik – kan man ofte med lidt god vilje betragte disse grupper som en form for tilnærmet fugle-musik. Det er i hvert fald ikke noget tilfælde, når The Eagles og The Byrds har taget navn efter vingede væsener – for der er både højt til loftet og vidt udsyn i disse gruppers musik.
Videre er der den mulighed at høre enkeltstående rocksange, hvis titler indeholder et fuglenavn. Det er ikke sikkert, at selve sangen giver nogen egentlige fugleassociationer, ligesom fuglenavnet måske er brugt metaforisk. Men som sagt ovenfor: det smager da lidt af fugl. Eksempler på den slags sange kunne være: ”Albatross”, ”Blackbird”, ”The Coo Coo bird”, ”Magpie”, ”Mockingbird”, ”Pretty flamingo”, osv. Også her er der nok at tage af – selv om ikke alle sangene er lige interessante, trods deres interessante titler.
Endelig kan man nævne, at man – dog især inden for den klassiske musik – opererer med begrebet ”programmusik”, som betyder (instrumental)musik, der repræsenterer et eller andet (en idé, en begivenhed, et sted osv.). Musikken benytter sig altså af nogle begreber, der ligger uden for musikken selv, dvs. den formidler et indhold, der også befinder sig på et sprogligt plan og ikke udelukkende er musikalsk defineret. Om det lykkes, kan man altid diskutere – musik er musik og ikke sprog. Men der foreligger altså en intention om at formidle et eller andet bestemt i programmusikken. Eksempler på klassisk programmusik kunne være Vivaldis ”De fire årstider” eller Schuberts ”Forelle kvintet”.
Bert Jansch: Avocet
Men hvad har programmusikken med fugle at gøre? Jo, selv om programmusik primært er knyttet til den klassiske musik, kan man også finde eksempler på musikformen i den rytmiske musikverden. Her bruger man ganske vist ofte et beslægtet begreb, nemlig koncept-album, som dog er noget lidt andet end egentlig programmusik. Et konceptalbum er en udgivelse, hvor sangene og musikken er knyttet sammen tematisk eller med en gennemgående historie – mens der altså ikke nødvendigvis er tale om, at musikken i de enkelte numre i sig selv repræsenterer noget eller skal fortolkes på en bestemt måde. Der kan være sammenfald og overlap mellem de to begreber; men egentlig programmusik er som nævnt ret sjælden at møde inden for rytmisk musik.
Et eksempel på programmusik i rytmisk regi kunne imidlertid være Berts Janschs udgivelse Avocet, som oprindelig udkom på LP i 1978 (på det danske plademærke Exlibris!) og året efter på LP i England, og som siden blev udsendt på cd i 2003. Cd'en har været udsolgt i en del år, men er netop genudgivet i en flot luksusversion af selskabet Earth Recordings, så alle nu igen har mulighed for at stifte bekendtskab med Bert Janschs danskproducerede ”fugle-album”, Avocet (som i parentes bemærket betyder ”klyde”). Albummet betegnes undertiden som Janschs mesterværk, og stort set i samtlige anmeldelser af udgivelsen, jeg har set, omtales den overordentligt rosende. Indholdets kvalitet er formentlig også årsagen til, at selskabet bag udgivelsen har fundet det umagen værd at genudgive pladen nu.
Og der er ikke bare tale om en simpel gengivelse af albummet, som det præsenterede sig ved førstegangs- og andengangsudgivelsen. Den nye version af Avocet foreligger i et så lækkert udstyr, at man som fugleelsker sagtens kunne finde på at købe cd'en/LP'en, også selv om man allerede har første- eller andenudgaven af værket – og måske endda selv om man ikke er 100% begejstret for selve musikken. Den engelske kunstner Hannah Alice har til den nye udgave af cd'en fået til opgave at udforme seks forskellige billeder af fugle, nemlig de seks fugle, som værkets enkelte numre er opkaldt efter: klyde, vibe, rørdrum, isfugl, fiskeørn og ride – og det har hun gjort forbilledligt smukt.
I en let stiliseret streg og med brug af bløde pastelfarver leverer Hannah Alice sin version af de seks fugle, som har lagt navn til Bert Janschs musik, og det er der kommet et særdeles vellykket stykke brugskunst ud af. Den nye udgave af værket foreligger dels i form af en lille digipack-bog med noter og med de seks fugleillustrationer som ledsagemateriale, dels i form af en flot LP-version, som er et rigtigt luksusværk. Seks litografier, trykt på tykt papir, følger med udgivelsen, der er udformet så snedigt, at man hele tiden kan skifte forsiden på pladen ud med et af de andre billeder i pakken. Man kan altså vælge sin egen favoritfugl som cover-illustration – og skifte billedet ud, hvis man skifter favoritfugl. LP'en er kun trykt i 1000 eksemplarer i alt, så det gælder om at være hurtig, hvis man vil nyde Hannah Alices kunst i fulde drag. (Se mere til fuglebillederne på hjemmesiden hannahalice.co.uk).
Sidst, men ikke mindst, er musikken blevet remastered, så lyden nu fremstår mere dynamisk og differentieret end tidligere. Men denne – i sig selv vigtige – omstændighed falmer næsten i forhold til de smukke, indlagte fuglestudier.
Stillids eller ride?
Men hvad med selve musikken? Holder den, og hvor godt afspejler den sit emne? Er der faktisk tale om programmusik (eller konceptalbum), som det blev nævnt tidligere i artiklen? Og hvad er der i øvrigt at sige om udgivelsen?
At begynde på en diskussion om musikkens kvalitet ville næppe give nogen mening. Avocet har i årenes løb vundet nyklassiker-status, og et stort antal lyttere har givet udtryk for, at de er meget glade for musikken. Teknisk kan man – naturligvis – heller ikke sætte nogen fingre på hverken Janschs guitarspil eller hans to medmusikanters spil på værket; det er bare folk-musik på højt niveau. (Det er i øvrigt pudsigt at bemærke, at mens både Jansch og violin- og fløjtespilleren Martin Jenkins var krediteret for musikken på forsiden af det oprindelige LP-cover, blev der ikke plads til Jenkins på coveret til cd-udgivelsen i 2003. Enekrediteringen er i den splinternye version videreført, så Bert Jansch fortsat står som ophavsmand til værket alene).
Musikken på Avocet er dejligt behagelig at lytte til og fremstår nærmest som et stykke kammermusik i folk-regi. Men der er en enkelt lille detalje omkring musikken, som må få enhver lytter – og enhver fugleelsker – til at studse. Og det var i virkeligheden også denne detalje, der oprindelig var årsagen til denne artikel. Det forekom nemlig denne lytter uhyre interessant, at hvor LP'ens afsluttende nummer i 1978 havde titlen ”Goldfinch” (altså stillids), var dette nummer ved LP-udgivelsen på et engelsk musikforlag i 1979 skiftet ud med nummeret ”Kittiwake” (altså ride) – og den udskiftning er videreført på de senere versioner af Avocet.
Umiddelbart giver det klart mere mening at udskifte stillidsen med en ride (en slags måge), så alle de seks fugle på pladen er vand- eller vadefugle. Stillidsen er en spurvefugl og forekommer derfor som lidt af et fremmedelement blandt de øvrige fem vandfugle. På den baggrund er dispositionen altså fornuftig nok. Men – og her kommer pointen – musikken til de to titler ”Goldfinch” og ”Kittiwake” er den samme! Det vil sige, at lytteren har skullet forestille sig to vidt forskellige fugle ud fra det samme stykke musik!
Det må siges at være lidt af en kamel at skulle sluge – og i virkeligheden er udskiftningen af de to fuglearter vel lidt af en bombe under hele det bagvedliggende rationale bag navngivningen af bestemte numre med bestemte fuglenavne. For hvis et musikstykke lige så godt kan betegne en stillids som en ride, kunne et stykke musik med titlen fiskeørn vel lige så godt være kommet til at hedde vibe? Eller klyde? Der er noget her, der ikke hænger helt godt sammen. (I samme forbindelse kan det nævnes, at titelnummeret i starten faktisk havde arbejdstitlen ”Cuckoo” – selv om der næppe kan siges at være de store ligheder mellem en gøg og en klyde).
Hvad betyder en titel?
Nu er der jo ingen, der har udbasuneret, at Avocet faktisk er tænkt som et stykke programmusik, og derfor er der heller ingen grund til at blive skuffet eller utilfreds, hvis pladen slet ikke fungerer som programmusik eller som et konceptalbum, men der ”bare” er tale om nogle numre med fugletitler. Alligevel vil jeg tillade mig at fremføre, at en titel på et værk burde betyde noget – altså at der burde være en eller anden form for sammenhæng mellem et værks titel og dets indhold. For at referere til en tidligere omtalt ”fugle-titel” kan man sige, at der i hvert fald i forbindelse med gruppen Fleetwood Macs nummer ”Albatross” forekommer at være en sådan sammenhæng: den dvælende og drømmende musik giver klare associationer i retning af albatrossens rolige glideflugt; eller den kunne i hvert fald give den slags associationer hos lytteren.
”Albatross” er et godt eksempel på, at der sagtens kan være overensstemmelse mellem titel og indhold i et stykke musik – men måske er eksemplet ikke udtryk for det normale inden for området, men er snarere undtagelsen, der bekræfter reglen? Sagen med Janschs stykke musik udsendt under to vidt forskellige titler giver i hvert fald undertegnede grund til nogen skepsis over for det reelle indhold i begrebet ”programmusik” (hvis man ellers accepterer, at Avocet kan betragtes som det). For måske kunne nummeret med titlen ”Fiskeørn” lige så godt være kommet til at hedde ”Agerhøne”? Hvordan hører lytteren egentlig fiskeørnens særpræg i Janschs musik med denne titel? Faktisk vil jeg selv mene, at nummeret med titlen ”Kingfisher” (isfugl) giver tydeligere associationer i retning af rovfuglens svæveflugt end i retning af isfuglens svirreflugt og lynhurtige styrtdyk. Men er det rigtigt hørt?
Flere kritikere har i tidens løb givet udtryk for, at de kan høre, hvordan de forskellige numre på Avocet beskriver de forskellige fugles karaktertræk (bl.a. Neil Spencers i hans nylige anmeldelse af genudgivelsen af værket i marts-nummeret af tidsskriftet Uncut). Men kan det virkelig være korrekt? Jeg er selv kommet meget i tvivl om musikkens mulighed for egentlig repræsentation, primært foranlediget af det Jansch-nummer, der uden dikkedarer lynhurtigt kom til at repræsentere noget helt andet end det oprindelige gennem et titelskift. Måske er lytterens associationer til begreber og ting i den virkelige verden kun opstået, fordi komponisten har forsynet (program)musikken med de titler, den har fået? I så fald er der grundlag for en større diskussion om forholdet mellem musik, sprog og perception. Men det må nok blive i en anden sammenhæng.
Og det lækre udstyr til genudgivelsen af Avocet kan der ikke sættes nogen spørgsmålstegn ved. Det er bare fornemt udført.