Musikalsk dialog

Når man taler om begrebet ”musikalsk dialog”, plejer man at mene de samtaler, to musikere kan have om deres musik, eller evt. den vekselvirkning, der kan opstå på scenen mellem instrumenterne i et orkester. I denne sammenhæng tænker jeg imidlertid på den udveksling, der kan finde sted, hvis man sammenholder indholdet i nogle sangtekster, der i øvrigt ikke har noget med hinanden at gøre. Det kan nemlig ske, at lytteren oplever, at forskellige sangtekster ligesom taler til hinanden eller kommenterer hinanden, fordi indholdet i teksterne ligner dele af en meningsudveksling.

Måske kan det ligefrem ske, at sangenes titler ser ud til at indgå i en meningsfyldt dialog med hinanden. For at det kan være tilfældet, må sangtitlerne nødvendigvis være lidt længere end normalt og faktisk være lange nok til at antage karakter af replikker i en dialog, altså have sætningslængde, for at man kan tale om en egentlig dialog. Ideen med at spotte sangtitler, der ser ud til at være dele af en samtale, vil altid udspringe af lytterens eget hoved snarere end af selve sangtitlerne, og øvelsen kan derfor synes temmelig konstrueret og studentikos. Men derfor kan den jo godt være underholdende for andre end den, der gennemfører øvelsen, og desuden kan sangtitel-legen være en udmærket anledning til at gøre opmærksom på nogle formidable sange.

I nedenstående version af forsøget på at identificere en musikalsk dialog mellem forskellige sangtitler har jeg taget udgangspunkt i to store musiknavne fra 1960´erne: gruppen Lovin´ Spoonful og sangerinden Dusty Springfield. Det har jeg først og fremmest gjort, fordi netop disse to kunstnernavne adskiller sig fra flertallet af kunstnerne i 60´erne ved at præsentere nogle meget lange sangtitler i deres repertoire. Men desuden har jeg valgt disse to navne til det følgende lille musikalske causeri, fordi deres sætningslange sangtitler repræsenterer en stribe glimrende sange, som stadig lever i bedste velgående i dag trods deres ca. 60 år på bagen.

Der er samtidige og senere kunstnere, som har arbejdet med meget længere sangtitler end de her nævnte; men der er næppe mange kunstnere, som kan prale af at have koblet så mange lange sangtitler sammen med så mange gode og langtidsholdbare sange.

Mens det går godt
De allerfleste pop- og rocksange handler om kærlighed, og det gælder også for de følgende sange fra de to ovennævnte 60´er-kunstnere. Kærlighed er en vidunderlig ting for dem, der oplever den, hvilket naturligvis også er grunden til emnets store udbredelse inden for sangens verden. Men kærligheden er som bekendt en flygtig størrelse, der kan forsvinde lige så hurtigt, som den kom, og så er det ikke længere så vidunderligt for de involverede – tværtimod. Der er lige så mange sange om ulykkelig kærlighed, som der er sange om lykkelig kærlighed, og det er også baggrunden for, at det kan lade sig gøre at konstruere en tænkt dialog mellem sangtitler, hvor kærligheden undervejs i samtalen ændrer sig fra sin ene form til sin modsætning. Hør blot:

I 1965 udsendte Lovin´ Spoonful sangen ”Do you believe in magic”, som især handler om magien i musikken, men som også fortæller om den kærlighed, der let opstår mellem de drenge og piger, som lytter til musikken: ”If you believe in magic, come along with me/ we´ll dance until morning, ´till there´s just you and me/ and maybe, it the music is right/ I´ll meet you tomorrow, sort of late at night”. Mennesker mødes, og sød musik opstår i hjertet, som salig Jens August Schade udtrykte det i 1944, og som John Sebastian fra Lovin´ Spoonful altså gentog det i 1965.

I starten af et forhold er alting rosenrødt, og der er kun plads til den nyfundne kærlighed, som man næsten ikke engang tør tro på. I Dusty Springfields ”I close my eyes and count to ten” fra 1968 må sangens jeg-person knibe sig selv mentalt i armen for at turde tro på sit held; men den er god nok: ”I close my eyes and count to ten/ and when I open them you´re still there/ I close my eyes and count again/ I can´t believe it but you´re still here”. Og så er der jo ikke noget at betænke sig på, som Dusty synger om det i sangen “I only want to be with you” (1963): “You stopped and smiled at me/ and asked me if I´d care to dance/ I fell into your open arms/ and I didn´t stand a chance”.

De to nyforelskede synes som skabt for hinanden, og der er ingen grund til at tøve. I Lovin´ Spoonfuls ”You didn´t have to be so nice” (1966) udtrykkes det således: ”I knew that it would be that way/ the minute that I saw your face/ (-) / You didn´t have to be so nice/ I would have liked you anyway”. Sebastian benytter sig ikke her af ordet “loved”, som Dusty Springfield uden tvivl ville have gjort; men nu er mænd jo også ofte lidt mere forbeholdne i deres følelsesudladninger end kvinder, hvis man ellers skal tro på de traditionelle fordomme om mænd og kvinder.

Når tvivlen sætter ind
Den første tid i et kærlighedsforhold skulle gerne være idel lykke, hvor de elskende bare er glade for at være sammen. Men efter nogen tid kan der ske det, at de overstrømmende følelser bliver lidt mindre hede, og der indfinder sig en mere hverdagsagtig nøgternhed. Er det her nu også den store kærlighed? Er jeg helt sikker på, at det skal være os to? Kan man overhovedet være sikker på den slags? Det er de spørgsmål, Dusty Springfield stiller sig selv i sangen med den knap så lange titel ”How can I be sure?” (1970): ”How can I be sure in a world/ that´s constantly changing/ How can I be sure, I´ll be sure with you?”. Det korte svar på disse og lignende spørgsmål er naturligvis, at man aldrig kan være sikker; der er ingen garantier i kærlighedens indviklede spil.

 Det er da også denne lidt triste pointe, der understreges i Lovin´ Spoonfuls ”Did you ever have to make up your mind?” (1965). Ligegyldigt hvor eviggyldig kærligheden kan forekomme det ene øjeblik, kan tingene lynhurtigt ændre karakter, hvis følelserne hos den ene af parterne udfordres af en endnu mere tiltrækkende person end den allerede udkårne: ”Did you ever have to make up your mind?/ Pick up on one and leave the other one behind/ It´s not often easy and not often kind/ Did you ever have to make up your mind?”. Det skal dog til beskrivelsen af denne ulykkelige situation føjes, at hvis den ene part i et forhold fristes af en tredje part, er det nok, fordi vedkommende allerede er disponeret for at blive fristet og mentalt er på vej væk – og så ville forholdet nok ikke have varet ved alligevel.

Hvis den ene part i et kærlighedsforhold er på vej ud, kan den anden part forsøge at holde på den flygtende ved at trygle vedkommende om at blive. Det kommer der dog sjældent noget godt ud af, for som Leonard Cohen engang udtrykte det i en sang: ”A man never got a woman back/ not by begging on his knee” – og det gælder nok også den anden vej. Alligevel er det den strategi, Dusty Springfield vælger – eller bliver tvunget til at vælge – når hun i sangen ”You don´t have to say you love me” (1966) trygler den elskede om at komme tilbage – og han behøver ikke engang at sige, at han elsker hende! Det lyder sådan her: ”You don´t have to say you love me/ just be close at hand/ You don´t have to stay forever/ I will understand/ Believe me, believe me, I can´t help but love you/ but believe me, I´ll never tie you down”. Godt forsøgt, kunne man sige til denne bøn; men chancen for, at den lykkes, er desværre nok noget nær nul.

Tiden efter bruddet
Og ganske rigtigt: der er ikke noget at gøre - den udkårne kommer ikke tilbage, selv om han ikke er særligt stolt over situationen, som man hører det formuleret i Lovin´ Spoonfuls ”Didn´t want to have to do it” (1966): ”Didn´t want to have to do it/ didn´t want to have to be the one to say it/ didn´t want to have to do it/ I kept a-hopin´ there´d be something to delay it again”. Men nej; der er ikke noget at gøre, når den ene elsker den anden mere end omvendt. Så er det bedre at få det overstået, selv om den forsmåede måske ikke helt ser det på den måde.

Når bruddet én gang er definitivt, er der kun tårerne tilbage for den efterladte, og tårer over tabt kærlighed er et af Dusty Springfields specialer. ”I just don´t know what to do with myself” (1964) lyder det i en af sangerindens langtitlede sange, hvor såret efter den elskedes forsvinden tilsyneladende stadig er helt friskt: ”I just don´t know what to do with myself/ I´m so lonesome for you, it´s a crime”, osv. Eller hvad med formuleringerne i Springfields store hit fra 1987, hvor hun synger sammen med The Pet Shop Boys: ”What have I done to deserve this?”. Her er der også kun tomhed og tårer tilbage, efter at den elskede har forladt sangens jeg-person: ”I bought you drinks/ I brought you flowers/ I read your books and talked for hours/ Every day so many drinks/ such pretty flowers, so tell me/ What have I, what have I, what have I done to deserve this?”

Musikken til sangene
Dialogen mellem John Sebastians tekster til Lovin´ Spoonful og Dusty Springfields sangtekster (af mange forskellige forfattere) beretter – set i den ovenfor anførte sammenhæng – om et kærlighedsforhold, der hurtigt (eller måske allerede fra starten) forekommer ulige, fordi de to involverede parter investerer forskellige grader af følelsesmæssig energi i forholdet. Sådan er det formentlig også ofte i virkelighedens forhold, hvor det pr. tradition gerne er kvinden, der satser højest – og derfor også taber mest på det emotionelle plan. Det siger sig selv, at dette udsagn naturligvis er udtryk for en grov generalisering, og at det sagtens kunne være omvendt. Men i kærlighedsdialogen mellem Lovin´ Spoonfuls og Dusty Springfields sange med de ekstra lange titler holder generaliseringen udmærket, og den understøttes og understreges endda af melodierne til sangene.

Hvor Dusty Springfields sange om stor kærlighed og stor hjertesorg formidles af sangerindens fyldige og udtryksfulde mezzosopran i en række stærkt følelsesladede melodier, hvor der ikke er sparet på fraseringerne, forholder det sig helt anderledes med Lovin´ Spoonfuls langt mere jordnære og enkle, folk-agtige sange. John Sebastians melodier rummer ingen plads til svulstige fraseringer, men giver kun mulighed for at synge lige netop de ord, sangtitlen indeholder, med lige præcis det antal stavelser, ordene indeholder.

Man kunne tale om en nøgtern sang- og musikstil over for en emotionel stil, og denne karakteristik passer fint til teksterne i den ovenfor anførte musikalske dialog – hvilket naturligvis ikke siger noget om sangenes kvalitet Men bare rolig: alle de nævnte sange er fremragende eksempler på det tårnhøje kvalitetsniveau i 1960´ernes pop- og rockmusikalske landskab. Den slags sange laves desværre ikke rigtigt mere, hverken de storladne ballader eller de mere prosaiske hverdagssange. Men så er det jo godt, at vi stadig har de gamle sange.