dummy

Musikken kommer fra Canada

28-10-2025
Steffen Kronborg

For nylig opstod der en form for skæbnefællesskab mellem Canada og Danmark (og Panama), da Donald Trump ud af den blå luft truede med at annektere landene – eller som i Danmarks tilfælde, en del af landet, nemlig Grønland. Det var en uventet og sjælden anledning til at føle samhørighed med Canada; men faktisk er der flere berøringsflader mellem de to lande. 

Både Canada og Danmark er monarkier, og begge lande har inuitter som en del af deres oprindelige befolkning. Og så er der den pudsige omstændighed, at Canada har en hovedrolle i et af bidragene til den danske kulturkanon i form af området Labrador, som spiller en vigtig rolle i Anders And-fortællingen ”Den gyldne hjelm”, der – uvist af hvilken grund – blev indlemmet i børnekultur-kanonen i 2006. 

Canada og Danmark har altså mere til fælles end modstanden mod den gale mand i Washington, og Canada er ligesom Danmark et godt sted at henvende sig, når det gælder kulturelle oplevelser. 

Canadisk film har i mange år været særdeles velanskrevet inden for filmverdenen, og i 2013 modtog den canadiske forfatter Alice Munro Nobelprisen i litteratur. Også inden for rockmusikken er der mange spændende navne fra Canada, selv om en del af navnene i løbet af deres karriere har været lige så aktive i USA som i hjemlandet. Det er heller ikke altid, man lige har helt præsent, om et givet musiknavn hører hjemme i USA eller i Canada, og som regel er det også lige meget. Men hvis man gerne vil vide, om en bestemt musiker er amerikaner eller canadier – f.eks. i forbindelse med en artikel som denne – kan man med fordel henvende sig til institutionen Canadian Music Hall of Fame (CMHOF), der siden 1978 har indlemmet fremtrædende canadiske musikere i æresgalleriet. Hjemmesiden kan findes på adressen canadianmusichalloffame.ca

Canadiske æresmusikere 
Den første til at blive optaget i CMHOF var pianisten Oscar Peterson (1925-2007), som undertegnede aldrig har tænkt på som canadier, men som altså stammer fra Montreal i Quebec. Efter optagelsen af Peterson er det gået slag i slag med at udbygge den canadiske æresliste, nogle år med ét navn og nogle år med flere navne, således at listen i dag omfatter mere end 50 navne og fortsat hvert år udvides med nye indvalgte. 

De nyeste navne i æreslogen fra 2025 siger ikke undertegnede ret meget, men det fortæller nok mere om mig end om æreslogen. Til gengæld vil alle musikinteresserede være sikre på at møde et overflødighedshorn af gode (rock)navne, hvis de tager et kig på æreslisten, og det er nogle af disse vigtige canadiske bidrag til (rock)musikhistorien, jeg i det følgende vil gøre opmærksom på. 

Smag er naturligvis et personligt anliggende, og andre ville nok pege på en anden canadisk top-10-liste end den, jeg her har fundet frem til; men dette er altså mine valg blandt de indvalgte i CMHOF. Først og fremmest er der grund til at fremhæve Leonard Cohen (1934-2016) som et af Canadas allervæsentligste bidrag til musikkens verden, og det må man både på grund af kunstnerens alsidighed og på grund af hans betydning for musikhistorien, hvor der vel i dag næppe findes den musiker, som ikke er bekendt med Cohens værk, Leonard Cohen fra Westmount i Quebec er et musikalsk fyrtårn, og det kan undre, at han først blev optaget i Canadas Hall of Fame i 1991; men bedre sent end aldrig. 

Også Neil Young (1945- ) fra Toronto i Ontario er et af de helt store navne inden for rockmusikken, og selv om han nu formentlig har sine største musikalske præstationer bag sig, har han den fordel frem for Leonard Cohen, at han stadig er i live og stadig fortsætter med at udsende ny musik. Youngs musikalske karriere strækker sig over mere end 60 år, fra de første spæde skridt med Buffalo Springfield til i dag, hvor det oftest er gruppen Crazy Horse, der danner baggrund for hans syngende guitar og hans karakteristiske stemme. Young, som fylder 80 år d. 12. november i år, har påvirket et utal af samtidige musikere, og det forekommer helt på sin plads, at han blev indvalgt i CMHOF allerede i 1981. 

Et år tidligere end Neil Young blev Joni Mitchell (1943- ) fra Fort Macleod i Alberta indvalgt i æreslogen, og selv om hun de seneste 10 år stort set har indstillet karrieren pga. sygdom, er hun stadig et højt respekteret navn inden for musikverdenen. Mitchells navn forbindes især med det frodige musikmiljø på den amerikanske vestkyst i 1960´erne, og selv om hun også har udfoldet sig inden for jazz-musikken, er det primært hendes rockhits som ”Both sides now” og ”Big yellow taxi”, der har plantet hendes navn solidt i musikhistorien. 

Bob Dylan har engang udtalt, at han ikke kunne komme i tanker om en eneste Gordon Lightfoot-sang, han ikke kunne lide: ”Every time I hear a song of his, it´s like I wish it would last forever”. Det må kaldes store ord fra alle tiders største sangskriver; men sandt er det, at Lightfoot (1938- ) fra Toronto i Ontario er ophavsmand til en stribe store sange, der i tidens løb er blevet indspillet af en masse musikere. ”Early morning rain” og ”If you could read my mind” er blot to af de sangtitler, der medvirkede til at give Gordon Lightfoot en fortjent plads i CMHOF i 1986. At The Band figurerer på den canadiske æresliste kan heller ikke undre nogen musikelsker. Gruppen, med 4 canadiske og ét amerikansk medlem, startede som backingband for Ronnie Hawkins i 1960 og spillede senere i 1960´erne sammen med Bob Dylan, inden den i 1968 udsendte albummet ”Music from Big Pink”, som blev en øjeblikkelig klassiker. I 1976 holdt gruppen en stor afskedskoncert; men de enkelte gruppemedlemmer fortsatte med at udsende ny musik, enten alene eller sammen, i en årrække derefter. The Band blev optaget i den canadiske æresloge i 1989. 

1996 var året, hvor hele 3 betydningfulde musiknavne blev indvalgt i CMHOF på én gang: John Kay, forsanger i gruppen Steppenwolf, Denny Doherty, sanger i The Mamas and The Papas, og Zal Yanowsky, som spillede guitar i John Sebastians gruppe Lovin´ Spoonful. Doherty og Yanowsky spillede i øvrigt i 1960´erne sammen i gruppen The Mugwumps, som senere blev til The Mamas and The Papas. 

Af de 3 musikere er John Kay, som oprindelig stammer fra det tidligere Østtyskland, den eneste, der stadig er i live. Den canadiske æresliste rummer (naturligvis) flere interessante rocknavne, f.eks. produceren og sangskriveren Daniel Lanois og Toronto-gruppen Cowboy Junkies. En af de pudsige historier omkring den canadiske æresliste er historien om folkesangeren Buffy Sainte-Marie, som blev optaget på listen i 1995 – og som blev smidt ud af æreslogen igen i 2025, hvor der blev sået tvivl om sangerindens canadiske oprindelse. Da hun selv bekræftede, at hun faktisk slet ikke var canadier, så komitéen bag CMHOF ingen anden udvej end at fjerne hendes navn fra æreslogen – selv om man understregede, at man fortsat anerkendte hendes indsats for at fremme og styrke canadisk musik. 

For at slutte denne lille gennemgang af fremtrædende canadisk rockmusik på samme måde, som den startede, nemlig med et sideblik på forholdet mellem Canada og Danmark, vil jeg pege på æreslistens eneste indvalgte navn i 1996: Bryan Adams (fra Kingston i Ontario), som især er kendt for hittet ”Summer of ´69”. I perioden 1990-2002 dannede Adams nemlig par med den danske model Cecilie Thomsen – og selv om den omstændighed nok ikke spiller den store rolle i forhold til musikhistorien eller til Bryan Adams´ musik, rummer den dog en ganske lille brik til det store puslespil om berøringsfladerne mellem Canada og Danmark.

Foto: Wikimedia Commons