Musikudvalget præsenterer 2012's bedste albums

Selvom vi efterhånden er et godt stykke inde i 2013, er det aldrig for sent at få bud på årets bedste albums fra 2012 når afsenderen er Musikudvalget fra Hvidovre Bibliotek. Udvalget, bestående af tre musikbibliotekarer, er altid garant for spændende og alternative anbefalinger fra musikkens verden.

Læs Musikudvalgets anbefalinger og husk nu at give alle pladerne en chance!

Thåström: Beväpna dig med vingar

Det kan godt være, at den svenske mørkemand denne gang er bevæbnet med vinger, men tag ikke fejl af det! Albummet er fyldt med viser (som oftest bluesificeret med en lyd, der både er elektronificeret skramlende og organisk ren,) der er godt fastforankret nede ved jorden, hvor Thåström går rundt og digter sine poetiske historier. Med andre ord: Vintage Thåström

Nathan Fake: Steam Days

Steam Days er et rigtig fint IDM-album, som vor 'daddy', Aphex Twin, lavede det. Hvis man også kan lide den organiske, knitrende lyd fra Boards of Canada eller legesygen fra Plaid, går man ikke galt i byen her.

Sigur Ros: Valtari

Valtari er i den grad blevet til et lavmælt, eftertænksomt, melankolsk, og meget flot album. Her er al traditionel sangstruktur opløst og de stemningsmættede sangpassager, sunget på sproget Hopelandic, væves på overlegen vis ind i et væld af altid skiftende instrumentale forløb. Valtari fastholder til fulde Sigur Ros unikke position i det musikalske landskab.

Passion Pit: Gossamer

Et af årets mest oversete udgivelser. Keyboard-troldmanden Michael Angelakos serverer et postmoderne sammensurium af vellyd. Det er både opløftende, intelligent og dansabelt uden at være overfladisk. Med andre ord; pop når det er bedst – med indhold og dybde.

Isodore: Life Somewhere Else

Isidore er musik med mange lag, umiddelbar tillokkende, melodisk, men også intrigant, mørk og fastholdende. Duoen formår at levere en udsøgt lytteoplevelse bestående af stor lyrik, stærkt sangforedrag tilsat kompositorisk klasse og arrangementsmæssig overlegenhed. Life Somewhere Else vil følge lytteren lang tid fremover!

Tallest Man on Earth: There’s no Leaving Now

Singer-songwriteren Kristian Matsson er en ener på den svenske musikscene. Med sin nasale Dylanske vokal er han ikke alles kop te – men jeg elsker ham! For sådan lyder det, når den svenske tristesse og pop-känsla mixes med amerikanske folkrødder. Det er gudsjammerligt smukt.

Presets: Pacifica

Jeg håber virkelig, at the Presets får deres internationale gennembrud med dette deres tredje album. Det her er electropop af fineste skuffe, serveret med så meget personlighed og originalitet, at det er en fryd. Årets popudgivelse for mit vedkommende.

First Aid Kit: The Lion’s Roar

De to svenske søstre Johanna og Klara Söderberg på 22 og 20 synger, som om de har et helt liv fuld af erfaringer bag sig. Deres mesterlige vokalharmonier og de melodisk skønne kompositioner gør pladen til en fuldendt perle i samlingen.

Bill Fay: Life is people

Efter en pause på hele 41 år (!) træder londoneren Bill Fay atter ind på musikscenen med et helstøbt og tidløst album, der i toner og tekst emmer af nærvær, ydmyghed og refleksion. Umiddelbart skrøbeligt og kompositorisk simpelt, men med en dybde og troværdighed som kun et langt levet liv kan levere.

Spleen United: School of Euphoria

Når klokken ringer ind i Spleens’ nye skole, bedes man lægge guitarerne udenfor døren, for nu er der elektronik på højniveau på skemaet. Det krævede lige et par gennemlytninger, men så var den der – og er der til stadighed.

Cat Power: Sun

Cat Power har aldrig skuffet, og med denne, hendes niende studiealbum, er hun bedre end nogensinde. Med en fanden-i-voldskhed tager hun loven i egen hånd og blæser på alt det, som den traditionsbundne pøbel synes er lillepige-pænt og anstændigt.

Walkmen: Heaven

På Heaven leverer The Walkmen på overlegen vis amerikansk indierock af den ægte vare! Gennem hele albummet spiller bandet stramt, energisk og med en nerve, der bare får alle parader ned. Det virker som om, The Walkmen i deres selvsikkerhed har ramt helt rent denne gang.

Kent: Jag är inte rädd för mörkret

På Kents 10. album rammer Skandinaviens bedste band vanen tro en uovertruffen nordisk tone, hvor mørke, i form af alvorlige tekster, møder lys, i form af super melodisk indiepop.

Rangleklods: Beekeper

Det bedste, nye navn på den danske, elektroniske scene. Altså ikke navnet, men musikken. Super gennemført og spændende album, som jeg synes har et kæmpe internationalt potentiale.

Mark Lanegan Band: Blues Funeral

Mark Lanegans ru, hærgede og samtidig følsomme gravrøst er dragende som altid. På dette album er sangskrivningen også på niveau, og flirten med det elektroniske klæder produktionerne virkelig godt.