Genrer
My Bloody Valentine: Loveless
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 219
My Bloody Valentines plade Loveless opfattes af mange som den første og bedste shoegazing-plade. Shoegazing er en genre med rødder i dream-pop, noise og psykedelisk musik. Den handler ikke så meget om traditionel sangskrivning som lytterens rejse gennem lyden. På Loveless er der nogle få steder, hvor sangskrivningen var favoriseret, men generelt er lyd det vigtigste, og en ny sang starter tit så snart den foregående er slut. Det sørger for at pladen konstant føles levende, og det gør også, at man kan overleve mange gennemlytninger. Pladen er næsten 50 minutter lang, men den føles meget kortere, fordi der konstant kommer lyde, der interesser mig. Pladen starter med et af de mest støjende, vilde numre, gruppen nogensinde har lavet, "Only shallow", som især fungerer grundet det fængende og dejligt støjende guitarriff. Det er en af de mere poppede sange på pladen, dels fordi riffet er fængende, men også fordi versene er ret bløde. Med en anden produktion ville versmelodien nok være ret kedelig, men det er gjort fuldstændig perfekt.
Men Loveless er ikke for alle. Mange vil sikkert mene, at man ikke kan høre musikken ordentligt. At støjen bare er kastet oveni for at få det til at virke mere artistisk. Personligt opfatter jeg det sådan, at de viser en ny side af musik – en side, der ikke rigtig var blevet angrebet før, og som er ret sløret og støjende, men grundet disse elementer, laver de musik, der i 1991 var helt unik. Støjen har en vis fylde, som den ikke havde før, og samtidig formår støjen også at få musikken til at føles stille på mange punkter. Pladen bliver som sådan på intet tidspunkt stille. Der er blot tidspunkter, hvor støj og efterklang overdøver resten, hvilket får det til at fremstå som stille, når man hører det i kontekst. Nogle vil sikkert også sige, at de ikke er særlig gode til at skrive sange. Det lyder måske vildt, men hvis jeg hørte vokalen isoleret, ville jeg ikke kunne sige, hvilken sang, den kom fra. Men nu er vokalen jo ikke isoleret. Den er fuldkommen magisk, hver eneste gang, og det er fordi lyden omkring den gør den varieret og overraskende.
My Bloody Valentine satte nye standarder for alternativ rock, og stort set hvert eneste klassiske alternative rockband har siden udtalt, at Loveless har inspireret dem. The Smashing Pumpkins, Sigur Rós, Mew, Primal Scream, The Verve, listen er nærmest uendelig. Og det mærkelige er, at det kun er denne plade. Jovist, de udgav en plade før, men det var med Loveless, de blev populære. Og siden har de kun udgivet én plade til, og det var i 2013. Så deres indflydelse og berømmelse har hvilet næsten udelukkende på denne ene plade i rigtig mange år. Men indflydelse er én ting, det betyder ikke altid at ting holder. Jeg anerkender indflydelsen Hank Williams har haft, men det gør ikke, at jeg synes særlig meget om hans musik. Med Loveless er det helt anderledes. Jeg synes ikke blot, at det er et fantastisk album. Det er også til dags dato det bedste shoegazing-album, jeg kender til, og jeg vil endda vove at påstå, at det er en af de tre bedste plader nogensinde. Ironisk nok, så har jeg stor kærlighed for Loveless.