Genrer
Neil Young: After the gold rush
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 71
I starten af 70’erne udgav Neil Young to af årtiets mest roste singer/songwriter-plader lige efter hinanden, After the gold rush i 1970 og Harvest i 1971. De har meget til fælles i sangskrivning, lyd og indflydelser, men hvis jeg skulle udpege en væsentlig forskel, ville det nok være den afdæmpede lyd på After the gold rush i forhold til den mere storladne aura omkring meget af Harvest. Jeg synes godt om begge plader, men i mine øjne fungerer denne stil bedst, der læner sig op ad country og folk med nogle få mere rockede numre. Mange af numrene har kun et eller to instrumenter foruden vokalen, hvilket skaber en intim fornemmelse. Ofte sørger produktionen og arrangementet også for at skjule hvor mange instrumenter, der egentlig er. Det er en ret underspillet plade, og jeg føler, at jeg kommer rigtig tæt på Neil Young som person. Instrumentationen er trods den simple lyd ikke særlig ensartet. Der er visse sange, hvor klaver er mere i fokus, andre hvor guitaren bærer nummeret, atter nogle, der mere er bygget op om et band som en helhed.
Side 1 og side 2 af pladen er bygget ret ens op. Begge slutter med en simpel sang på lidt over et minut, begge har lidt forinden en af pladens to rendyrkede rocksange, begge har nøjagtigt én sang hvor klaveret er i centrum uden assistance af trommer, bas eller guitar. Det betyder desværre for mig, at side 2 ikke formår at vække samme engagement som side 1. Det hjælper heller ikke, at side 1 har noget af Youngs bedste sangskrivning nogensinde på sig. "Tell me why" og "After the gold rush" er en dybt rørende start på pladen, den fængende og velarrangerede "Only love can break your heart" følger efter, og den vrede "Southern man" tilfører både rocket kant og politisk lyrik, der flot samarbejder om at skildre angsten skabt af racismen i sydstaterne. Mens anden side også har nogle glimrende sange, er det i mine øjne starten, der brillerer mest. Højdepunktet på side to er nok pladens mest nøgne nummer, "Birds’" hvor Young sidder helt skrøbelig bag klaveret. Det kan let give en klump i halsen. Melankolien på "I believe in you" er også ganske effektiv, og hans langsomme cover af "Oh lonesome me" lyder døende og trist på den rigtig rørende måde. Så man skal ikke tro, at jeg finder side 2 dårlig.
Som sagt slutter hver side med et kort nummer, kun omkring et minut. Det er "Till the morning comes" og "Cripple Creek ferry". Ingen af numrene siger mig synderligt meget. Young kan ellers sagtens fatte sig smukt i korthed, men det lykkes ikke helt med disse to numre. De er lidt for simple, både kompositorisk og følelsesmæssigt. Jeg kan acceptere "Till the morning comes" som en lettere elegant overgang fra side 1 til side 2, men "Cripple Creek ferry" er en noget af et antiklimaks som pladens afslutningsnummer. Når den lille glade sang fader ud, føles pladen ikke konkluderet, og i stemning føles den også langt fra den nedtrykte verden, pladen ellers har befundet sig i. Det er dog stadig svært at komme udenom, at After the gold rush præsenterer et engagerende udvalg af sange, hvor Neil Young er i sit es som sangskriver. Det er en intim oplevelse, produktionen er stadig helt fænomenal i dag, og hvad gælder albumdynamik, støtter numrene flot op om hinanden. Pladens klassikerstatus er nu engang velfortjent.