Genrer


Neil Young: Everybody knows this is nowhere
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 208
Folk-rock-gruppen Buffalo Springfield havde udgivet tre plader, før de gik hvert til sit. Flere af medlemmerne gik videre til andre projekter, og nogle startede endda succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde var uden tvivl Neil Young, der i 1968 udgav sin solo-debut, Neil Young. Året efter udgav han det første album med sit band Crazy Horse, som han har arbejdet sammen med på mange albums sidenhen. Albummet hed Everybody knows this is nowhere og starter med nummeret "Cinnamon girl", der er fuldkommen pragtfuldt. Åbningsriffet er så cool, og lyden, der er en blanding af hård rock og country, er meget forfriskende. Det er en virkelig simpel sang, der ikke udvikler sig meget, men der er da et b-stykke omtrent 2 minutter inde efterfulgt af en guitarsolo, og mere har man ikke rigtig brug for. Nogle klappelyde kommer og går, og det hjælper meget på den rå lyd, at det ikke er så konsekvent. Der er lidt mere folk og country over titelnummeret, der dog stadig tydeligt er en rocksang. Den leger flot med stemningen, der skifter naturligt mellem vers og omkvæd. Mændene med de lyse stemmer i koret er også bare skønne og særprægede.
"Round & round (It won’t be long)" er ikke særlig rocket, og den er langsommere og mere stille end de to foregående numre. Den er meget trist, og Neil Youngs spinkle stemme bliver så dejligt øm på den. Den fumler rundt i det samme groove i lang tid, men det bliver virkelig fængslende. Der bliver skruet op for lyden igen på "Down by the river", den 9 minutter lange klassiker, som uden tvivl er pladens mest populære nummer. Melodien udvikler sig mere end på de tidligere numre, og derfor føles sangen slet ikke så lang. To minutter inde begynder en interessant, lang guitarsolo, som ikke alene er imponerende, men også kreativt udført. Rytmeguitaren er samtidig ret uforudsigelig, hvilket gør sangen mere interessant. Først efter 3 minutters solo kommer vokalen tilbage, og efter et minut med denne kommer der mere solo, og sådan kører sangen hele vejen igennem, men det er godt lavet, og solo og sang passer godt sammen. "The losing end (When you’re on)" er nærmest bare elektrisk country, og Young udmærker sig virkelig her som historiefortæller og sanger. Han får et musikalsk ret forudsigeligt nummer til at føles meget større.
"Running dry (Requiem for the rockets)" var jeg faktisk forberedt på at kalde for albummets svageste nummer, det eneste jeg ikke var særlig glad for. Det sker bogstavelig talt, mens jeg skriver dette, at jeg lytter til nummeret igen, og pludselig er det virkelig smukt, dramatisk og forud for sin tid. Violinen er en vigtig del af dette, og det samme er Youngs stemme. Det, der fik mig til ikke at kunne lide denne sang var tomheden, nummeret var ubehageligt. Dette nummer er virkelig ubehageligt, det er helt vildt. Og det er nok også derfor, at jeg nu bare elsker det. Det er vidunderligt. Pladen afsluttes af den 10 minutter lange "Cowgirl in the sand". Der er igen meget fokus på en lang guitarsolo, der sætter det dramatiske nummer flot op og får Neil Youngs stemme til at lyde stor og vigtig. Ligesom med "Down by the river" er størstedelen lange guitarsoloer, og her fungerer de også bare fantastisk sammen med versene, men på en helt anden måde. Det lyder stort, og det runder virkelig flot en fuldkommen fantastisk plade af. Jeg var ikke forberedt på at elske den så højt efter de første gennemlytninger, men det endte altså sådan.
Lån Everybody knows this is nowhere fra dit nærmeste bibliotek