Genrer
Neil Young: Harvest
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 78
For nogle år siden stod jeg foran Orange Scene på Roskilde Festival, klar til for første gang at se en af mine musikalske helte spille live, nemlig Neil Young. Et par måneder efter snakker jeg med en ven om hvor fed koncerten var, og hun siger, at hun ikke rigtig selv havde et forhold til Young, men mange i hendes camp havde set frem til koncerten, da de var vokset op med hans musik. Jeg er ikke selv vokset op med Youngs musik, men jeg kan ikke forestille mig at have noget til overs for den som barn. Neil Youngs musik er tit nedtrykt, grå og modløs, og som barn ville jeg nok enten være blevet forfærdet eller have kedet mig ihjel ved at høre det. Det gælder selv på hans mest folkelige plade, Harvest fra 1972, hvor man finder klassiske numre som "The needle and the damage done", "Old man" og "Heart of gold". Ingen af disse er just humørspredere. Alligevel formåede pladen at blive det bedst sælgende album i 1972.
Jeg ved ikke, om verden gik igennem en kollektiv depression i 1972, men Young ramte et eller andet med sin skrøbelige stemme og desparate lyrik, der formåede at resonere med et bredt publikum. Man kan selvfølgelig påpege, at Young på Harvest fik sammensat nogle fængende melodier og skar ned på de lange guitarsoloer, men det er nok mere relevant at han samtidig formåede at beholde den emotionelle kerne fra tidligere plader. Ja, måske var han endda følelsesmæssigt stærkere end nogensinde før. Muligvis bliver det tristere, når man har et mindeværdigt omkvæd, der gentager sig og dermed bare borer stemningen direkte ind i hovedet. Omkvædene på "A man needs a maid" og "Words (between the lines of age)" er i hvert fald kulminationen af pladens melankoli. Trods den mørke stemning er lyden generelt ret poleret, og den er også rig på lag i mange tracks. På to numre har han besøg af et symfoniorkester, og koret bidrager med smukke harmonier. Det er også værd at nævne at backingsangerne er ingen ringere end James Taylor, Linda Ronstadt og Crosby, Stills & Nash. Generelt klæder det komplekse lydbillede faktisk Youngs sangskrivning, da det kan bidrage med en øget tyngde, man ikke på samme måde kan opnå med en akustisk guitar.
Det ville dog være synd at sige, at Harvest er et pompøst værk af ynk. Der er masser af numre, der er helt nede på jorden både lyrisk og instrumentalt. "Harvest" er blot en simpel country-sang om druk og familiesorger. "The needle and the damage done" er en af de allerstærkeste sange, og den består kun af Youngs stemme og guitar. Når det gælder instrumentation bevæger albummet sig rigtig dynamisk op og ned. Numrene med symfoniorkesteret kan være en lige lovlig stor mundfuld til tider, og det kommer lidt an på mit humør, om jeg finder disse storladne sindserklæringer hjerteskærende eller ulidelige. Men Youngs evner som musiker er alligevel imponerende, og det siger noget om ham, at han stadig skubber grænser, når han går i en mere poppet retning. Han har med Harvest skabt et sammenhængende, fængende og særdeles følsomt album. Det er her, mange Neil Young-fans starter, og det forstår man godt. Personligt er der albums i Youngs diskografi, der tiltaler mig mere, men som introduktion, er det svært at tænke på et album, der indkapsler ham bedre som kunstner.