Neko Case - enevældig alt.country dronning

Det var Tom Waits, der gjorde det med "What's he building?" på den fantastiske Mule variations fra '99. Sangen var så aparte og så grundigt udenfor ethvert godt og klassisk a-b-c-stykke selskab, at man på gehør enten må falde hen i begejstring eller falde omtumlet og hovedrystende på halen. Jeg faldt hen, og i denne her spoken word sag fra en fortæller (på dansk: en nysgerrig nabo på tæer over ligusterhækken), der spørgende kredser sig rundt om et standard amerikansk midtvesthus, og på den måde prøver at kredse sig ind på ejerens psykologi fra de lyde, der kommer indefra. Huset altså. At den så hurtigt efter, uden egentlig at være en single, fik sig en fantastisk video kom derfor ikke som nogen overraskelse; nok mere som en "bekræftelse", for med det her geniale nummer havde undertegnede nemlig fået hul igennem til den disciplin der kaldes for alternativ country (eller bare alt.country) eller americana, hvilket sidste dog er et uheldigt prædikat, fordi det egentlig omfatter ethvert kulturelt stykke gods, der på den ene eller anden måde indkredser "Amerika" - og det nok så meget inklusive den klæge kulturimperialisme hos f.eks. Coca-Cola, McDonalds og Hollywood. Alt.country kaldes, for nu at køre navnesporet helt ud, endelig også for "No depression" efter pionererne i, stadigvæk, fænomenale Uncle Tupelo og deres gennembrud af en sang og plade af samme navn fra '90.

Grundmixet er for al alt.country, ja, country, men udgangspunktet inden da er oftest punk (såvel for Uncle Tupelo som for den her fremhævede smukke sangerinde Neko Case, og ja: det hedder hun faktisk), og hvad der er taget fra country er bare dens musikalske skabelon, men nu, for ikke mindst teksternes vedkommende, spændt op i et sort og melankolsk rockmønster, for budskabet handler nemlig her ikke om nationalromantisk pladder på ryggen af en krikke over prærien mod sorgløs solnedgang, men i stedet er ordene spundet over indre konflikter hos enhver typisk small-town skæbne i USA; dage flydende endeløst sammen om gentagelse på utaknemmelig daglejervirksomhed, og aftener og nætter uden retning i den samme tåge - dog nu på microbrew, Bud eller Millers. Og så ellers ind i hamsterhjulet igen-igen dagen efter.

Neko Case startede selv sit musikalske output i slut-80'erne med at spille trommer i diverse nordvest punkbands inden hun solo i '97 med et lod verden begejstre sig over hendes bløde, og alligevel sofistikerede, mørke stemme der ofte, og med rette, er blevet sammenlignet med countrydronningen Patsy Cline, men lige så meget ligner salige Paula Frazer fra alt.countrypionererne Tarnation, Dani Klein fra Vaya Con Dios (faktisk kunne sangen "Look for me (I'll be around)" sagtens være med på en af Vaya Con Dios' bedste plader) - og så ellers det lille, men vigtige, ekstra der gør Cases stemme så unikt dragende. Og foruden stemmen er der fra Frazer flere gode afsæt til Neko Case, for Frazer startede nemlig selv i et postpunk band. Et andet lighedstegn er Tarnations geniale debut Gentle creatures; dens startnummer "Game of broken hearts" er så smuk, så rivende smuk, at jeg aldrig troede at det her ene nummers alt.country himmelhvælv kunne strækkes ud over en hel plade. Indtil altså Neko Case kom med denne sin tredje plade, Blacklisted.

Det er en af de plader, der efter en omgang lyt rumsterer videre i småbidder fra det lette overdrev man kunne kalde for "hits", men samtidig er den så sofistikeret, så charmerende, at den ved hvert gennemlyt kaster nye vinkler af sig - og dermed gør turen rundt i afspilleren til en rejse på ny. Og altid rammer vinklerne mål i det yderste skær af skønhed, så jeg har store problemer med at slå ned på højdepunkter, for der er ingen; man husker pladen som helhed fordi det hele hver gang adderer sig sammen til et eneste stort, og nyt, højdepunkt - dog uden at pladen på nogen måde skal forveksles med en rammefortælling eller konceptplade.

Blacklisted vil jeg bruge som high-end entusiaster bruger deres perfekt producerede standardplader til at lytte på grammofonarmsledninger: nemlig som lakmus på, om man som lytter overhovedet er til langtidsholdbar musik eller ej. For den her plade kan nemlig ikke anbefales for kraftigt. Og det til alle; det være sig såvel gamle som nye bekendte af alt.country, og såmænd kan dem der normalt kun er til squaredance og røvballecountry også her stige på hesten - og alle rider vi nu trygt mod solopgang på den anden side.

Oprindelig bragt på Bibzoom 3.9. 2012. Stadig holdbar