Nick Drake: Bryter layter

1970: Lysere tider?

Med den anden udgivelse fra britiske Nick Drake, er det som om alle sejl sættes til. Debuten fra året inden,
Five leaves left, gjorde ikke meget væsen af sig og nu skal det være.

Pladen åbner med 93 mystiske sekunders stryger-musik. Det er slet ikke dårligt. Herefter glider man over i
rytmisk easy-listening med vokal og hornsektion. Et udmærket melodisk nummer, der trods sit musikalske
let-fjed, ikke kan skjule at Drake og hans ofte omstemte guitar bliver ferskere jo mere de backes op. ”Hazey
Jane II” virker både sløret og klar – dens vaghed står tydeligt. Tekstens collage har øjne og ører og bliver
alligevel til et eller andet. Men hvad ... i den unge mands forsøg på at indkredse virkeligheden, ender det
modsatte med at ske. Subjekt forsvinder bag et filter af røg og tilbage svæver en række løsrevne sansninger,
der på dette stadie i og for sig er nok.

Det samme sker faktisk på den ambitiøse ”At the chime of a city clock”, hvor en saxofon heldigvis dukker op
i tide. I et fortravlet storby-miljø blandt hustlere og godtfolk, er Drake igen til stede som den anonyme
betragter. Skønt uden egentlig agenda, må han ud og være med. For bedre end nogen ved han, hvor
nødvendigt det er med passende mellemrum at komme i kredsløb.

Stay indoors beneath the floors - Talk with neighbours only
The games you play make people say you’re either weird or lonely

Men det er for sent. Den gode Nick ER jo semi-sær fra start og med sin semi-sære hjerne funderer han i
selskab med lifligt klaver og flakkende kantslag på lilletrommen lidt over eventuelle tidligere inkarnationer.
”One of these things first” -

I could have been a sailor - Could have been a cook
A real live lover - Could have been a book
I could have been a signpost - Could have been a clock
As simple as a kettle - Steady as a rock

I could have been your pillar - Could have been your door
I could have stayed beside you - Could have stayed for more
I could have been your statue - Could have been your friend
A whole long lifetime - Could have been the end

I could have been a whistle - could have been a flute
A real live giver - could have been a boot

Og så går vi pludseligt fra ”Hazey Jane II” til ”Hazey Jane I” ... eminent arrangeret mellem guitar, bas, Robert
Kirbys strygere samt Dave Mattacks bækken og mesterlige køller på trommerne. I dette selskab er intet
konkret begribeligt – og måske derfor bliver man gerne hængende til ud på natten.

Side 2 startes af titelnummeret. Igen et filmisk stykke instrumentalmusik båret af en lethed, der mest af alt
peger lige ud i luften. Man sidder faktisk med en fornemmelse af at disse instrumentalnumre kunne være
tænkt som film-scores. Ikke uklogt ud fra en økonomisk vinkel når man har med non-hit-artister som N.D. at
gøre. Hans katalog er da osse blevet flittigt benyttet i biograferne gennem årene.

Men lyt så til ”Fly”. Et pragtfuldt eksempel på artistens melodiske tæft og originale skaberkraft. Og her
træder ingen ringere end John Cale ind i studiet med et forslag. Simpelthen at lade et cembalo følge
guitarens dykkende ni toner mens en viola spinder sin egen melodi på toppen. Dette enkle
akkompagnement danner en næsten forhistorisk salon for Drakes vokal, der pr henholdsvis lav og høj oktav
skifter mellem de fortryllede vers. Det er et meget, meget smukt punkt – ikke alene på pladen, men i hele
det rockhistoriske katalog. Trist at der skulle gå så mange år før det gik op for noget der kunne kaldes et
publikum.

På ”Poor boy” bekender den stakkels dreng sin kvaler. De er ikke få. Det er pudsigt at høre så modløst et
statement sunget på så spillevende et ensemble. Trommer, bas, klaver og højst vital alt-saxofon nærmest
danser sig vej frem mens Drake folder sig sammen som gik han efter et først-70’er-championship i disciplinen
’blød mand’. Så svær at rubricere som sanger. Så transparent og anæmisk. Så sanselig uden rigtig at
præstere kropslig tilstedeværelse. Så skyggeagtig, skrøbelig og sky. Brillant set at sende to saftige soul-piger
til undsætning med lidt selvironi. Man sidder og håber det var Nick selv der fik ideen ...

Oh poor boy so sorry for himself - Oh poor boy so worried for his health
Oh poor boy so worried for his life - Oh poor boy so keen to take a wife

Og derefter den uovertrufne ”Northern sky”. Gemt som næstsidste nummer, sniger den sig stille og roligt
frem, igen med bas, tromme og klaver ... nu tilført orgel. Det hele virker så enkelt og lige til. Kompositionen,
orkesterets dynamiske symbiose, sangeren, hans tekst og hans guitar. Men alle må have fundet sig
underfuldt bestøvet i berøringen med denne sang. De må have kunnet mærke at der var hul igennem til
himlen. Deroppe løfter ”Northern sky” en lysende stjerne over lytteren – og fra én af dens takker stråler
artisten af håb.

I never felt magic crazy as this I never saw moons knew the meaning of the sea
I never held emotion in the palm of my hand or felt sweet breezes in the top of a tree
But now you're here - Brighten my northern sky

Pladens titel kan diskuteres. Refereres der til vejrudsigten eller menes der brighter/lighter – underforstået i
forhold til forgængeren Five leaves left. Meningen er den samme og hvis det her på toeren lysner, er det
ikke meget. Jo, instrumentalnumrene trækker i den retning, men bortset fra det, er melankolien og den
underliggende modløshed uforandret. Drake har stadig store vanskeligheder ved at navigere i denne verden
og det kunne virke som om han søger et sted som muligvis slet ikke findes. Trods de vigende odds, bliver
han ved med at lede. Den stort opsatte og imponerende Bryter layter havde ikke engang nået butikkerne
før han udpegede sig sit næste mål :

Ham alene ... med en tekniker og sin akustiske guitar.