Genrer
Nick Drake: Bryter layter
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 245
Jeg elsker Nick Drakes tre plader usandsynligt højt, men af vidt forskellige årsager. Det hænger sammen med, at pladerne er meget forskellige af natur. Den afsluttende Pink moon er næsten ikke andet end en guitar og sang fra en meget deprimeret Drake, og debuten Five leaves left er en mere barokt instrumenteret plade, der handler om ulykke og lykke i lige mængder. Hans anden plade, Bryter layter fra 1970, er igen anderledes. Der er her stort fokus på instrumentationen, hvorfor han også har gæster fra Fairport Convention, Beach Boys og endda selveste John Cale fra Velvet Underground. Og man kan mærke dette fokus på hele pladen. Tre af de ti numre er instrumentale, og de er virkelig fyldige i lyden. Det lyder lidt som et lille symfoniorkester, bare et, der opfører de skønneste popsange. For dette er reelt popmusik. Der er endda et enkelt nummer, "Poor boy", hvor man kan høre kraftige backingvokaler, hvorefter man får en lækker saxofonsolo.
Nick Drake har lavet nogle gode melodier på denne plade, men det er melodier, der fungerer af fuldkommen andre årsager end dem på Five leaves left og Pink moon. Her er der ikke så meget fokus på dybe følelser, det vigtige er, at de skal fungere som popsange. Og de er ikke blot meget fængende, de er også komponeret så fint, at hvert eneste instrument passer perfekt sammen med de andre. Guitaren på afslutningsnummeret, den instrumentale "Sunday", kommer flot ind over en fløjte, og senere giver nogle strygere det hele mere fylde. Der kører i løbet af det meste af sangen også trommer og bas under, men fokus er på samspillet mellem fløjten, guitaren og strygerne, og det er smukt. Til trods for, at sangene her er mere poppede end ellers, så er følelserne stadig stærke. Man mærker Drakes store længsel på "One of these things first", der i øvrigt har en af hans simpleste tekster nogensinde. Det er bare en liste over ting, han kunne have været, men det vækker følelser lige med det samme. Det er en helt unik sang i Nick Drakes diskografi.
To sange på denne plade passer sammen – "Hazey Jane II" og "Hazey Jane I". De er i den rækkefølge, og hvorfor det ikke er omvendt forstår jeg ærlig talt ikke, men det kunne være, at de omhandler to forskellige tidspunkter i titelfigurens liv – og så er det bare i omvendt kronologisk rækkefølge, for at pladen skal hænge bedre sammen. Hvis det er sådan, så er det virkelig lykkedes – pladen kan spilles om og om igen, og man bliver ikke træt af den. Jeg har endnu ikke oplevet en gennemlytning, hvor den ikke føles stærkere end før, og det er en af de få ting, der hænger godt sammen med Drakes to andre plader – der er masser af undertoner. Man opdager tit nye finurligheder, og dette oftere end på hans to andre plader. Det ligger nok i, at instrumentationen er så vigtig på dette album. Det er en sonisk oplevelse uden lige. Men det bedste ved pladen er, at den midt i al den artistiske udfoldelse ikke glemmer, hvad den er: en popplade – men fordomme om at popmusik skulle være simpelt og trivielt bliver skudt til bunds af Nick Drake på Bryter layter.