Nick Drake: Five leaves left

1969: I det vaklende skur

Den 1. september 1969 udsender pladeselskabet Island et album med en stort set ukendt ung mand ved navn Nick Drake. Det er lidt af en chance, men branchen lever af chancer og maskinen kalder ustandseligt på nye håb og ideer. Det interessante er dog er denne artist ikke rigtigt for alvor byder på nogen af delene - og slet ikke kan forbindes med begrebet maskine. Talent er der i tydelige mængder, men fyrens folk-musik lyder som om den kom sent til 1965/66-bølgen og har slet ikke den pop-fernis, som kendetegner andre gennembrydende singersongwritere på dette tidspunkt. Teksterne er melankolske og livstvivlende - musikken dunkel, introvert og fersk.  

Blandt musikerne høres Richard og Danny Thompson og hvilken plade de får lavet. Hvilken uvurderlig kunstner han i det hele tager er, denne nye underdrejede Drake.

”Time has told me” viser det indenfor det første minut. En spansk guitar blødes op af kontrabas mens et klaver sniger sig ind under sangerens vage stemme. Da en let ulden, men distinkt el-guitar væves frem mellem linierne er stemningen etableret. Og den holder hele vejen til sidste rille løber ud små 40 minutter senere.

Time has told me - you're a rare rare find
A troubled cure - for a troubled mind

I næste skæring kaster holdet bag artisten sig ud i en landevinding. På ”Riverman” forsætter den karakteristiske højrehånd nylonstrengenes bløde vuggen, men får tidligt selskab af et strygerensemble, der nærmest giver fornemmelse af at åbne en afgrund under sangeren. Det er underspillet og alternativt dragende - et eget lille skæbnesymfonisk forløb, som fortæller at denne musik menes alvorligt.

Ingen tvivl om at ”Three hours” understreger dette signal. I det suspense-fyldte tri-felt mellem omstemt stålstrengs-guitar, kontrabas og congas, udfoldes en eskapisme der efterlader lytteren undrende. Hvad er
det der foregår i dette nummer, hvem er Jeremy og Jacomo ... og hvor er det egentlig de ta'r hen ...

Three hours from sundown Jeremy flies
Hoping to keep the sun from his eyes
East from the city and down to the cave
In search of a master
In search of a slave

Man kunne savne tværfløjten fra den alternative version, der først blev udgivet mange år senere. Var den for lys og impressionistisk - for let simpelthen. Måske eksisterer den slet ikke på det valgte take.

Strygerne genintroduceres på ”Way to blue” og ”Day is done”. På den sidste som akkompagnement til et rastløst fingerspil og en vokal, som bare konstaterer at dagen er gået og intet vigtigt blev nået. På en sådan sang fremstår Drake  lidt uhyggelig. Fordi desillusionen i forbindelse med den melankoli som i forvejen findes i hans stemme, blotter et moment af håbløshed - og fordi der opstår en anelse om at manden ikke rummer drivkraft til andet end netop at sidde og spille guitar.

Det gør han så i høj grad på ”Cello song”, der viderefører det ulastelige fingerspil, igen støttet af congas og kontrabas plus sprød tematisk ... cello.

Strange face with your eyes so pale and sincere
Underneath you know well you have nothing to fear
For the dreams that came to you when so young
Told of a life where spring is sprung

En subtil, meget vellydende indspilning, kvintessentiel for N.D. og en hel stil i 60'ernes folk-musik. Man bemærker at sangen på en egen Drake'sk måde virker ladet med antydningen af lysere energi. En stemning der udvikler sig og decideret sætter blomst på impressionistiske ”The thoughts of Mary Jane”. Her pudses fløjten omsider op til stjerne-trek ... eller måske bare en melodisk tur ud i regnen, hvor klavertoner fra et lille ydmygt skur omkring en lille ydmyg mand lyder som om de triller ned af en bakke. Hvem er nu han? Og hvem er pigen i det kæmpestore nabopalæ, som det lykkes at få i tale. Det er Nick og den drømmekæreste han tilsyneladende alligevel aldrig rigtig får inviteret hjem. "Du må finde dig en ven," siger hun og kigger den anden vej. Hvor synd og ærgerligt når man nu fornemmer at noget vigtigt glippes i denne afvisning -

But the man is me yes and the girl is you
So leave your house come into my shed
Please stop my world from raining through my head
Please don't think I'm not your sort
You'll find that sheds are nicer than you thought

Hvis der står et træ i haven, får det digteren til at tænke. Gennem næsten gammelkloge betragtninger prøver ”Fruit tree” at indkredse begreber som berømmelse, anerkendelse, tomhed og timing i livet. Med en foruroligende præcision når han faktisk ind og strejfe en forudsigelse af sin egen skæbne.

Nick Drake, født i sommeren 1948, var omkring 20 år da denne debut blev indspillet. Fem år senere var han ikke længere iblandt os. Udbrændt, skuffet og deprim døde han natten til d. 25 november 1974 af en overdosis piller. Om det var selvmord, vides ikke, men der er ingen tvivl om at hans sindstilstand var i bund. Endnu en kvinde havde vendt ham ryggen, LP’erne solgte ikke og betalingerne fra pladeselskabet var stoppet. Mentalt ustabil flyttede han hjem til sine forældre, trak sig tilbage fra omverdenen og gik ned. ”Fruit tree” - men osse andre sange i kataloget - antyder at noget sådant kunne ske før eller senere. Temaet lå gemt mellem linierne overalt i Drakes sange.

På en måde osse i ”Saturday sun”, som med den mest formfuldendte lille intro slutter Five leaves left. Piano, vibrafon, bas, trommer fører en bluesy vokal igennem en lørdagssolskinsstemning, der hvor gerne den end vil, ikke holder længere end til søndag morgen. For sådan er det med Drake - han KAN ikke blive oppe i lyset. Har ganske rigtigt fem blade tilbage i cigaretpapir-pakken på dette tidspunkt - der er muligvis stadig fem blade tilbage på grenene udenfor. Men efteråret kom tidligt til denne hypersensitive sanger og snart stod træet nøgent sort. Forladt af en sjæl som ikke passede ind nogen steder på planeten.