Nørrebros New Yorker imiterede indsigt

Med en lettere useriøs tilgang til sig selv og sin musik gjorde Mads Beldring det unødigt svært for sig selv at sende fine melodier og skæve tekster ud over scenekanten til en halvtom foyer i Musikhuset.

Anmeldelse: Mads Beldring, SPOT Festival, Foyerscenen, Lørdag 15.15.

Han starter alene på scenen. En tætknappet skjorte, en gammel halvakustisk guitar og en hat er Mads Beldrings påklædning, da han ganske anonymt går på scenen. Han udstråler en vis usikkerhed og lægger ansigtet i fjollede folder for at gøre det mere bekvemt, da stilheden breder sig efter de første klapsalver, og han slipper guitaren for at montere et stativ til en mundharmonika omkring halsen.

Efter den finurlige ”Ting Du Skal Nå”, der er udstyret med mundrette rim og en nærmest snakkende melodi, kommer bandet op til ham. Det består af hans to brødre, en søster og så en blæserduo, der er fundet uden for familien.

Levet eller lånt lyrik?

Mads Beldring spiller folk med rødder i både New York og udkantsidyllen på Lolland. Hans tekster er underfundige, og han har en udtalt evne til at få ny mening ud af ordene. Men det er svært at fornemme, om teksterne er personlige fortællinger hentet i levet liv eller et udslag af et lyrisk projekt, der mest handler om at imitere en dybsindig indsigt i livets væsen. Derfor får de lytværdige vers ikke den fornødne gennemslagskraft. Og med de komiske afbræk mellem dem bliver det svært at tage Mads Beldring og hans familieband helt seriøst.

I den mest modige komposition, hvor teksten ikke handler om meget andet end, at ”der går lige ti minutter endnu”, lykkes det at skabe en musikalsk opmærksomhed op mod omkvædet. Men i stedet for at servere et væsentligt budskab synger hele bandet dog blot ”Lalala Lalala”, da omkvædet kommer.

Bomti-bomti og Sebastian

Gennem koncerten folder Mads Beldring sig mere og mere ud som sanger. Flere folk stimler til, og på ”Under Dine Fødder” og ”Hør Nu Her” viser han, at der bor en lille flig af Sebastian inde i hans sangskriverhjerte.

De er alle habile musikere, og det er skønt at se skæve indslag som autoharpe med reverb, analoge lydeffekter og helstøbte vokalharmonier. Men der mangler en smule umiddelbarhed og nærvær for at få bandet til at brænde igennem. Koncerten lukker med ”Den Lige Vej Hjem”, der er en klassisk folk-rock skæring med forventelige mol-akkorder og bomti-bomti trommer og bas på alle offbeats.

Scenen var imod Mads Beldring, der ikke fortjener foyer, glaspartier og velfriserede cafelatte-lyttere. Musikken ville passe bedre ind på en bodega, og med lidt mere røget atmosfære havde sangene måske også fået mere karakter. Selv efter sidste strofe er det stadig uvist, om Mads Beldring synger sine egne historier og tanker, og om han forsøger at fortælle noget bestemt, men hvis han selv går den lige vej ud i verden og forsøger at give sine egne oplevelser et lyrisk efterliv har Danmark en talentfuld trubadur under udvikling.