Notorisk løgner, nobelprisvinder og nærværende legende

Bob Dylans univers er en tidsmaskine, der bringer lytteren fra 60’ernes revolutioner gennem personlige og eksistentielle kriser til det fattede klarsyn, der kommer til udtryk på det nye udspil fra den amerikanske folkehelt. Bibzoom tegner et tidløst portræt af en af de vigtigste nulevende kunstnere.

Den skæve røst sang for en generation

Bob Dylan er uden tvivl den mest indflydelsesrige samfundssanger, USA nogensinde har set. Hans tekster er blevet litterært gods for en hel generation, selv om det aldrig var målet for ham. Allerede i de første år af sin ufattelige karriere skrev han tekster, der for længst har overlevet tidens test, og mens han selv har forsøgt at undvige journalisterne, er hans navn og hans livsfortælling blevet helt central for at forstå, hvordan musikken kunne omfavne politikken, etikken og løfte folk- og country musikken ind i en ny tidsalder.

At han ville noget med musikken stod klart, allerede kort efter Robet Allen Zimmerman blev født i foråret 1941. Med Anden Verdenskrigs rædsler som fundament for forståelsen af omverden voksede han op i en temmelig ordinær, jødisk familie. Isoleret i den lille by Duluth i det nordlige Minnesota helt op mod grænsen til Canada voksede hans verden med interessen for musik som den evige motor. I familiens hjem kastede han sig først over klaveret, og med et par jævnaldrende kammerater fra skolen udforskede han ny og gammel musik på LP, mens hans fingre vænnede sig til guitarens hals og de rå strenge.

Efter 18 somre får rastløsheden og eventyriveren for alvor fat i den unge mand. Det første stop på hans lange dannelsesrejse bliver Minneapolis, hvor han bliver indskrevet på universitetet. Hurtigt står det dog klart, at det er livet uden for murene på campus, der tiltaler den unge mand. Studierne siger ham ikke meget, og han er flittigere med sin guitar. Med sin intuitive musikalitet lytter han folk-klassikere af og spiller en lokal café for dem, der gider at lytte. Han begynder også så småt at forfatte sine egne tekster og melodier, om end han lader sig inspirere ganske kraftigt af det, han hører på pladespilleren. Det er i denne periode, at han begynder at præsentere under et nyt navn. Et navn, der er taget fra digteren og inspirationskilden Dylan Thomas. Helt symptomatisk for de tidlige år låner den kantede knægt sig frem. Selv til navnet Bob Dylan.

Efter et enkelt år på universitetet er Dylan færdig med den viden, han kan finde i akademiske tekster og lærde forelæsere. Han må af sted. Væk til et sted, hvor der er plads til større armbevægelser og mulighed for større eventyr. Der er kun et sted i hans hoved; New York.

1961: Storbyen føder en fabelagtig folkehelt

Få kunstnere har gjort sig så umage for at blive misforstået og fejlfortolket som Bob Dylan. Allerede før hans navn blev kendt tværs over USA i de tidlige tressere, omskrev han sin egen historie efter forgodtbefindende. Både hans guitarspil og hans vokal var i begyndelsen en collage af de inspirationer han fandt på gamle plader. Særligt en kunstner blev en altafgørende faktor i den identitetsskabende proces, som Dylan påbegyndte i de tidlige tressere. Woody Guthrie stod allerede med det ene ben i graven, da Dylan drog til New York. Det var håbet om at få et sidste glimt af den musikalske faderfigur, der fik Dylan til at skynde sig til storbyen. Og det lykkedes ham at finde Guthrie på et hospital lidt uden for byen.

Siden har Dylan selv formuleret sit forhold til Guthrie således:

”He was the true voice of the American spirit. I said to myself I was going to be Guthrie's greatest disciple.”

Gennem de første spæde kontakter til musikere og kunstnere i Greenwich Village fik Bob Dylan lov til at spille på nogle af de mange kaffebarer, der var det første stoppested for mange håbefulde musikere. Hans særprægede stemme og hans introverte og gådefulde person gør indtryk, og hurtigt bliver Dylan et navn i det toneangivende kunstlag. Blot et år efter ankomst til New York står han med en pladekontrakt i hånden, og det selvbetitlede debutalbum udkommer i 1962. Der er kun to af Dylans egne numre på pladen, det ene er en hyldest til Guthrie, det andet beskriver Dylans nye hjemby. Resten af numrene er fortolkninger af traditionelle folk-sange.

1963: Generationens stemme finder sine ord

Der går kun et år, før Dylan står på egne ben. Han er lige netop fyldt 22 år, da The Freewheelin’ Bob Dylan udkommer i maj 1963. Åbningsnummeret vil for altid stå som et af de vigtigste i Dylans univers. ”Blowing in the Wind” bliver sangen, som en hel ungdom støtter sig til i frihedskampen, i racekampen, i anti-ktigskampen og i kampen for at bryde fri fra deres forældre. Selv har Dylan forklaret, at han aldrig selv havde lyst til at blive involveret politisk, og at sangen mest af alt var et forsøg på at skrive noget i protestsangs-genren.

I modsætning til Dylans første plade, er der nu flere musikere omkring ham på indspilningen, men udtrykket er stadig skrabet og skramlet folk. Det er den lyd, der kommer til at bringe den popularitet, som han siden hårdnakket modarbejder og sætter over styr gang på gang. Albummet rummer også det bidske ”Masters of War”, der er en hård opsang til politikerne om at standse krig og ødelæggelse. Der er bestemt protest i Dylans tidligste tekst univers, og selv om melodierne delvist er stykket sammen af ældre folkesange er Dylans ambition om at trække samfundskritik ind i teksterne helt ny.

Men Dylan har mere end kritisk kant at byde på. Med ”Don’t Think Twice, It’s All Right” viser han den personlige smerte over et kuldsejlet forhold, ligesom ”Girl from the North Country” er et længselsfuldt suk efter en ungdomskæreste. Den nuancerede sangskriver er født.

1965: Elektrisk Dylan satser alt – og taber.

I de følgende år når Dylan at stikke sin protesterende pen endnu længere ind i den amerikanske samtid. The Times They Are a-Changin’ er et tydeligt bevis på, at USA har fået en ny samfundsbevidst sangskriver, og hans popularitet bare stiger og stiger. Dylan optræder til protestmarch og folk-entusiasterne tiljubler ham på Newport Folk Festival i både ’63 og ’64. Men så er det også slut.

Da Bob Dylan går på scenen i 1965, er han bevæbnet med en elektrisk guitar, og han bliver bakket op af et larmende band med trommer, orgel og bas. Den elektriske transformation var egentlig allerede varslet med udgivelsen af albummet Bringing It All Back Home. Alligevel kommer koncerten som et chok på den traditionsrige festival. Mange tilhører buher ad Dylan og en enkelt forsøger endda, uden held, at kappe strømmen til scenen. Den elektrisk Dylan er en realitet og med numre som ”Maggie’s Farm” samt ”Like A Rolling Stone” og ”Just Like A Woman” (fra de to følgende plader) viser Bob Dylan, at den elektriske musik ikke behøver at være en modsætning til dybe tekster og skarpt budskab.

Fansene, der allerede var blevet talstærke, tager bestemt ikke omvæltningen positiv. Til koncerter i både USA og England udvandrer flere med følelsen af at være blevet forrådt af en folkesanger, der skulle have været generationens lyriker. Men det var aldrig Dylans mål, og han ligefrem virker til at blive motiveret af modstanden og de hårde ord.

Omtumlet og omtalt overalt får Dylan nok af al polemikken. I sensommeren 1966 kører han galt på motorcykel, og selv om det aldrig står klart, om Dylan rent faktisk kommer alvorligt til skade, bruger han hændelsen som et påskud for at trække sig tilbage fra offentligheden i næsten halvandet år.

Den elektriske insisteren er mindre udtalt på de følgende album, men Dylan har for alvor understreget, at ingen skal fortælle ham, hvordan han skal spille, og at han ikke agter at leve op til nogens forventninger.

1975: Et tidløst mesterværk bliver født

Efter næsten et årti finder Dylan sig selv på Blood on the Tracks. I slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne har han udgivet et par plader, der sælger godt uden at skabe meget røre. Dylan snuser til country-genren og har blandt andet selskab af Johnny Cash på et par numre. Men det er først i 1975 at han laver et helstøbt mesterværk. Med sange som ”Simple Twist of Fate” og ”Idiot Wind” spiller Bob Dylan sig tilbage, og selv om kritikerne i starten er lunke, har mange siden udråbt netop dette album som det mest helstøbte i hele Dylans karriere.

Udtrykket er et fuldendt match mellem folk og rock, og de tidlige protestsang er erstattet af mere dybfølte og følsomme tekster. Det er et modent udtryk fra en mand, der endnu ikke er fyldt 35. Det er også i denne periode, at Dylan igen begynder at turnere massivt.

1997: Dylans magiske comeback

I slut-70’erne oplever den jødiskfødte Bob Dylan en kristen genfødsel, der får afgørende indflydelse på hans sangskrivning. Slow Train Coming, Saved og Shot of Love indeholder alle gospelsange, der ganske tydeligt viderebringer Dylans nyfundne kristne overbevisning.

Det er ikke meget, kritikerne har tilovers for udgivelserne, og kendetegnende for Dylans univers er de bestemt heller ikke. I perioden efter frygter mange, at Dylans flamme er ved at brænde ud. Som mange andre store kunstnere ligner han en mand, der har glemt hvordan man flytter sig. Han er mærket af et hårdt liv med sprut, kvinder og stoffer. Det virker som om, han allerede har givet meget mere, end han har i sig, og at tiden er ved at indhente ham. Slidt og udkørt kæmper han for at komme på sporet af sig selv. Og selv om Oh Mercy med sange som ”Ring Them Bells” og ”Most of the Time” viser, at Dylan stadig kan lave levedygtig kunst, er det kun i små glimt.

Dylans comeback kommer først for alvor med Time Out of Mind. Pladens højdepunkt er nummeret ”Not Dark Yet”, der er en monumental fortælling om den sidste del af livets rejse. På en enkel, men stadig overvældende måde, gør Dylan status over sig lange liv. Der er smerte i teksten, men der er evigt liv skjult mellem linierne, og Dylan synger sig afdæmpet men resolut tilbage på verdensscenen.

Den stilsikre og afbalancerede Dylan har levet lige siden, og han har bevist sit høje niveau på både Modern Times og Together Through Life. Begge plader har fortjent spillet sig ind på en central plads i Dylans univers.

Dylan lægger sidste sten i mesterværkets mur

Med Tempest har Bob Dylan igen gjort delvist op med sit musikalske udtryk. Han er tættere på rock, og meget af musikken er kraftigt inspireret af strømninger, der for længst er døde. Det betyder dog langt fra at albummet er konservativt eller uden kant. Og anmelderne har taget pænt imod det.

Læs eksempelvis denne glimrende og gennemarbejdede anmeldelse.