Nu med bonusnumre

Antallet af solgte cd'er falder voldsomt i disse år, ikke mindst fordi de unge potentielle cd-købere finder andre kanaler til at skaffe sig musik, og pladeselskaberne er derfor nødt til at finde på nye salgsstrategier, hvis de vil overleve. En af de mest udbredte strategier går ud på at sælge den samme musik to gange til cd-publikummet: først som regulær standardudgivelse og siden som en udvidet version, denne gang under overskriften: "Nu med bonusnumre".

Ofte er det ældre udgivelser, der forsøges solgt igen på denne måde, men princippet er det samme, uanset om musikken er ny eller gammel: øvelsen går i begge tilfælde ud på at få fat i samlerpublikummet blandt musikkøberne - de lyttere, som bare må  have alt med en bestemt kunstner/gruppe, og som af samme grund er parat til at købe musik, de allerede har købt én gang. Og lokkemaden hedder bonusnumre.

Men hvad er da bonusnumrenes hemmelighed? Hvad er det for et mirakelmiddel, der åbenbart kan få ellers forstandige mennesker til at investere deres surt sammenskrabede sparepenge i musikudgivelser, de allerede er i besiddelse af - bortset naturligvis fra de magiske bonusnumre. Efter mine egne erfaringer med bonusnumrenes forjættende verden vil jeg inddele musikken her i tre overordnede kategorier: outtakes og demoindspilninger, live-numre og til slut, fup-bonusnumrene. Den sidste kategori er naturligvis den mindst interessante og næppe værd at bruge tid på. Bonusnumre, som ikke er rigtige bonusnumre, burde ikke kunne lokke musikkøbere, som har bare lidt kendskab til deres interesseområde; men alligevel kan selv garvede lyttere (bl.a. undertegnede!) blive narret til at købe uinteressant musik i den tro, at det handler om ægte bonusnumre.

Fup-bonusnumre

Det skete for nylig for mig, da jeg faldt over en genudgivelse af progg-gruppen Nationalteaterns klassiker Livet är en fest - nu med 4 bonusnumre. Det lød interessant, og da jeg godt kan lide Nationalteaterns kraftfulde rock fra den pågældende periode (1974), måtte jeg naturligvis høre de 4 "nye", dvs. gamle numre. Stor var min skuffelse imidlertid, da jeg fik pakket cd'en ud og på indercoveret kunne læse, at de 4 bonusnumre var hentet fra gruppens første lp, Ta det som ett löfte. Numre, som jeg godt nok ikke har i forvejen - men det skyldes, at jeg ikke finder Nationalteaterns første udspil ret spændende (og det må vel også gælde som "undskyldning" for, at jeg ikke straks genkendte titlerne på de 4 tidligere udgivne numre).

At sælge numre fra én udgivelse som bonusnumre på genudgivelsen af en anden udgivelse vil jeg regne som et eksempel på kategorien: fup-bonusnumre. Den kloge køber bør ganske vist ikke lade sig narre af et så billigt kneb fra pladebranchen - men det ændrer ikke på det temmelig ufine i forsøget på at udnytte pladekøberens konstante ønske om bonusnumre.

Den nye Livet är en fest er udgivet af pladeselskabet Musiknätet Waxholm, som har genudgivet en stribe af selskabets største succeser i forbindelse med deres 40 års jubilæum. Og i retfærdighedens navn skal det siges, at det ikke er alle jubilæumsudgivelserne, der er lige så letbenede som genudgivelsen af Nationalteaterns klassiker. Genudgivelsen af Blå Tågets Brustna hjärtans hotell fra 1972 indeholder kun 2 bonusnumre - men denne gang drejer det sig om rigtige bonusnumre, dvs. numre, der ikke tidligere har været tilgængelige. At numrene ikke er specielt spændende, er en anden sag; det er en af de indbyggede faldgruber, som køberen af de bonusnummer-tilsatte udgivelser må være forberedt på. Der er jo næsten altid en grund til, at de tilføjede bonusnumre ikke kom med på den oprindelige udgivelse ...

Live-optagelser

Fup-bonusnumrene er heldigvis ikke er ret udbredt inden for pladebranchen - så dumme er køberne trods alt ikke (det meste af tiden). Mere almindeligt er det at se live-optagelser brugt som bonusnumre i forsøget på at få solgt den samme musik flere gange, og her kan man heldigvis tale om numre, som giver køberen en egentlig bonus i forhold til den oprindelige udgivelse. Ganske vist vil live-optagelser med en kunstner eller gruppe sjældent (eller aldrig) indeholde nye, aldrig tidligere hørte numre. Men der er dog tale om musik, som i kraft af live-fremførelsen adskiller sig fra de foreliggende studieoptagelser, og som derfor - i hvert fald i princippet - tilfører noget nyt til kunstnerens/gruppens udgivelseskatalog.

Problemet med live-numre brugt som bonusnumre vil imidlertid ofte være, at live-numre med den pågældende kunstner eller gruppe ikke er nogen mangelvare og derfor kun i begrænset omfang kan fungere som effektiv lokkemad. Mange kunstneres koncertoptrædender er grundigt dokumenteret for de købere, der gider anstrenge sig en smule, og det vil netop ofte være det samlerpublikum, som gerne skulle lokkes til at købe den samme musik flere gange. Måske er koncertoptagelserne ligefrem godt dokumenteret på officielle udgivelser (som det f.eks. er tilfældet med Dylans og Springsteens musik), eller også er der så rigeligt med live-optagelser på samlermarkedet (piratoptagelser mv.), at alle interesserede har mulighed for at stifte bekendtskab med dem - f.eks. på plademesser.

Men naturligvis er der altid mulighed for i mangel af bedre at bruge koncertoptagelser som lokkemad - om ikke af andre grunde, så fordi officielt udsendte live-optagelser er (eller bør være) piratoptagelserne overlegne, hvad angår lydkvaliteten. Men der kan også være tale om en kunstner, der er så karrig med udgivelserne, at fanskaren er parat til at købe næsten hvad som helst, bare det er nyudgivet. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at nævne den lille guldfugl Amy MacDonald, som jeg tidligere har skrevet om, og som i forbindelse med tredjegangsudgivelsen (!) af debut-cd'en This is the life spædede originalmusikken op med koncertoptagelser af velkendte numre fra sangerindens stærkt begrænsede repertoire. Og jeg købte naturligvis genudgivelsen - "nu med bonusnumre". (I parentes udkom Amy MacDonalds anden cd ligeledes både i en "almindelig" udgave og en speciel udgave - sidstnævnte med koncertoptagelser som bonusnumre!).

Outtakes og demoversioner

Den mest udbredte - og langt den mest interessante - kategori af bonusnumre består af outtakes og demoversioner. At høre, hvordan en kunstner har arbejdet med et nummer og at høre nummeret i en foreløbig, afskrællet version (en demoversion), er som regel meget interessant for samleren - og overgås kun af den oplevelse det er at høre et ikke tidligere udgivet nummer fra ens yndlingskunstner. Demoversioner er helt indlysende godt bonusnummer-stof - og outtakes er endnu bedre som lokkemad for de fans, der bare må eje alt med en bestemt kunstner. Og heldigvis er outtakes og demoversioner normen i bonusnumrenes forjættende verden.

Nogle få demoversioner kan i givet fald sælge en hel genudgivelse til fans, som allerede er i besiddelse af originaludgivelsen - og i værste/bedste fald kan et par demoversioner sælge en cd tre (eller måske endnu flere) gange til samme køber - nemlig når den samme plade genudgives flere gange med forskellige demoer som bonusnumre på de forskellige genudgivelser! Det oplevede jeg i forbindelse med cd-udgivelsen af Bob Linds to tidlige lp'er: Don't be concerned og Photographs of feeling. Først blev de to lp'er genudgivet på cd under titlen The best of Bob Lind med tilføjelsen af et par demoer som salgsargument - og sidenhen blev de to lp'er minsandten genudgivet igen under titlen Elusive butterfly; men denne gang med 3 andre demoer som lokkemad! Jeg købte naturligvis begge genudgivelser og måtte samtidig konstatere, at det ikke altid er let at være samler.

Det er dog ikke altid, det er lige så hårdt at være hooked på bonusnumre som i tilfældet med Bob Lind. Et par eksempler: da pladeselskabet Varese genudsendte afdøde John Phillips' første soloudspil, The wolfking of L.A., var det med tilføjelsen af ikke mindre end 8 fine bonusnumre, 7 af dem ikke tidligere udsendte outtakes. Og da Polydor udsendte en speciel 40-års jubilæumsudgave af Creams Disraeli gears, var det i form af en dobbelt-cd med både koncertoptagelser, demos og outtakes. Mit hjerte, hvad vil du mere? Genudgivelsen af Disraeli gears var virkelig en con amore-udgivelse, hvor der var kælet for detaljerne, og hvor bonusnumrene føjede vigtigt nyt til den allerede foreliggende originalversion - f.eks. via den alternative version af nummeret "Blue condition" med Eric Clapton som forsanger i stedet for Ginger Baker. Uhyre interessant!

Når genudgivelserne med bonusnumre er bedst, formår de at tilføre afgørende nyt til den oprindelige udgivelse - som man måske tydeligst har oplevet det i forbindelse med Ulf Lundells genudgivelser af sine tidligere albums i årene omkring årtusindskiftet. Genudgivelsen af cd'en Utanför murarna  var således en dobbelt-cd, hvor hele den ene cd præsenterede bonusnumre - ikke tidligere udsendte numre, og de fleste af dem oven i købet regulære outtakes, som skulle have været med på den oprindelige lp, men blev udeladt på grund af pladsmangel. Det kan man da kalde generøst! Omtrent lige så generøst som genudsendelsen af pladen Evangeline  - igen i form af en dobbelt-cd, hvor størstedelen af pladsen på cd 2 var helliget nyt (dvs. ikke tidligere hørt) materiale. Og vel at mærke materiale af meget høj kvalitet - bonusnumre i ordets allerbedste betydning.

Man kan (med god ret efter min mening) hævde, at en lp eller en cd er resultatet af en kunstnerisk skabelsesproces, hvor kunstneren har udvalgt netop de her præsenterede numre blandt flere mulige, således at det udgivne værk kunne fremstå som præcis den kunstneriske vision, kunstneren havde tænkt sig på præcis dette tidspunkt i sin kunstneriske udvikling. Der ligger naturligvis en god portion idealisering i sådan en påstand; men principielt kan vel tillade sig at håbe på, at det er sådan, det forholder sig - altså at den endelige udformning af en lp eller en cd er et resultat af et meget bevidst valg og fravalg fra kunstnerens side. I så fald bliver bonusnumrene jo pr. definition til et mindre nødvendigt påhæng til den oprindelige, definitive udgivelse. Og som sådan lidt ligegyldige - altså i princippet.

Heldigvis for samlerne er der forskel på teori og praksis. Selv om kunstneren i sin tid ikke fandt bonusnumrene værdige til optagelse på den oprindelige udgivelse, kan de jo sagtens være interessante at lytte til. Og der er vel heller ingen, der siger, at kunstneren altid vælger rigtigt. Hvad skal man f.eks. mene, når man hører et nummer som "Sten i strömmen", der ikke blev fundet godt nok til at komme med på Ulf Lundells ovenfor omtalte Utanför murarna, men som i denne lytters ører er et helt klassisk Lundell-nummer - så godt som noget andet, musikeren nogensinde har udgivet på plade. Nummeret er et fuldgyldigt bevis på bonusnumrenes berettigelse og er i sig selv en retfærdiggørelse af den hengivne fans længsel efter og afhængighed af bonusnumrene.

Og selv om ikke alle bonusnumre har samme høje kvalitetsstandard som Lundells "Sten i strömmen", rokker det ikke ved bonusnumrenes indlysende interesse for et passioneret samlerpublikum. Mindre end nyklassiske bonusnumre kan da også gøre det. Spørg blot enhver Kinks-fan, som oprindelig har købt gruppens lp'er/cd'er, og som naturligvis køber dem igen i versionerne med tilføjede bonusnumre: ét eller to numre pr. lp. Eller spørg en Manfred Mann-fan, en Spencer Davis Group-fan, en Who-fan, en ... Alle kender de til bonusnummer-verdenens lokkende toner. Når ordet "bonusnumre" bringes på bane, er der ingen grund til at betænke sig for en rigtig fan.