dummy

Og dette skal være -

28-03-2013
Steffen Kronborg

Den 11.9.2012 fyldte den svenske musiker Mauro Scocco 50 år. En af fødselsdagsgaverne på dagen var en specialfremstillet cd, som hans musikerkolleger i al hemmelighed havde indspillet for at hædre ham. De 21 sange på cd'en er alle skrevet af Scocco selv og repræsenterer en lang og glorværdig musikerkarriere på mere end 30 år. Scoccos musikalske løbebane startede i gruppen Ratata, som opnåede en stribe hits og førstepladser i løbet af gruppens 9-årige levetid. I 1988 indledte Mauro Scocco en solokarriere, som bestemt ikke har været mindre succesfuld end tiden med Ratata, og han kan i dag se tilbage på en lang række godt sælgende og anmelderroste albums – det seneste Musik för nyskilda fra 2011.

Og så er Scoccos egen produktion måske ikke engang den del af hans værk, der har gjort ham mest kendt. Sin største succes som sangskriver fik musikeren med det italienske navn i 1992, hvor Lisa Nilsson både opnåede et giganthit og et stort kunstnerisk gennembrud med lp'en Himlen runt hörnet. Alle numrene på pladen var skrevet af Mauro Scocco, og ikke mindst titelnummeret har for altid sikret ham en plads i svensk rockhistorie.

Men Scocco har også skrevet sange til mange andre svenske kunstnere, og af samme årsag var der mange, som gerne ville være med til at hylde fødselaren med en særlig gave på hans runde fødselsdag sidste år. Seksten musikere/grupper fra den svenske rock-elite har fundet sammen om at indspille en række af Scoccos bedste numre – heriblandt naturligvis ”Himlen runt hörnet” – på en cd, som under titlen Kom ut i kväll (en kendt linje fra sangen "Sarah") blev gjort tilgængelig for andre end musikeren selv for nylig. Det skete i februar 2013, hvor cd'en (en "dobbelt-cd på en enkelt cd", som udgivelsen kaldes i  pressematerialet) omsider kunne købes i butikkerne.

Kjell Andersson

Den nye hyldest-cd til en afholdt kollega inden for musikverdenen er blandt det mest omfangsrige, man endnu har været vidne til i Sverige inden for genren: specielle fødselsdags-cd-udgivelser. Men ellers er modellen med en specialfremstillet hyldest-cd til en fødselar-kollega ikke noget særsyn hos vores svenske broderfolk. Faktisk er det nærmest blevet så normalt med denne type albums, at man skulle tro, at musikere, der ikke opnår en sådan ære, kan risikere at blive fornærmede. Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at en del af fødselsdags-cd'erne har et bestemt fællestræk, som indebærer, at det ikke er enhver svensk musiker beskåret at få tilegnet en specialindspillet cd: de er udtænkt og realiseret af den legendariske svenske altmuligmand på pladeselskabet EMI, Kjell Andersson.

Kjell Andersson har været med i musikbranchen i en menneskealder, og i den tid har han stået bag et utal af udgivelser fra stort set alle de etablerede navne i den svenske rockhistorie: Andersson har arbejdet med Ulf Lundell, Roxette, Gyllene Tider, Wilmer X, Peter Lemarc, Jakob Hellmann, Eldkvarn – og altså også Mauro Scocco. Andersson og Scocco er ud over at være kolleger i musikverdenen også gode venner privat, så det var ikke så mærkeligt, at Andersson gerne ville forære sin nære ven en uventet gave af denne art. "Kom ut i kväll er en hyldest til en komponist, en musiker og en sanger, en hyldest til en drøm og en tid - til en hel æra – fra de, som var med fra begyndelsen og fra os, som er kommet til hen ad vejen," har Kjell Andersson bl.a. udtalt i en pressemeddelelse.

Og er der så tale om en fødselsdagsgave, som giverne kan være bekendt? Absolut – hvilket næppe kan undre, når Kjell Andersson er involveret i produktionen. Anderssons navn borger altid for høj kvalitet og stor omhu i alle led af udgivelsesprocessen – og således også her. Hvad enten Bo Kaspers Orkester synger "Hem till Stockholm", Anna Järvinen synger "Paradis" eller Plura (fra Eldkvarn) giver sin version af Scocco-hittet "Jag saknar oss", er der tale om gennemarbejdede indspilninger med en personlig indfaldsvinkel til det velkendte, og det har betydet, at Kom ut i kväll har en indlysende selvstændig kunstnerisk værdi og ikke "bare" er endt som endnu et kortlivet lejlighedsprodukt.

Andre fødselsdags-cd'er

Kom ut i kväll er som nævnt langt fra Anderssons første fødselsdags-udgivelse. I 2001 kunne Plura (Per Jonsson) fejre sin 50 års fødselsdag, og det var der ligesom i tilfældet med Mauro Scocco mange, der gerne ville være med til at markere. Plura er – som Scocco – en af Kjell Anderssons gode venner, så det var oplagt, at han skulle have en personlig gave på den runde dag. Det blev til cd'en Plura 50 – en hyllningsplatta, med medvirken af bl.a. Totta Näslund, Mauro Scocco, Peter Lemarc, Kajsa Grytt mv. – alle med hver deres version af en kendt Plura-sang. Og resultatet: en fornøjelse at lytte til, næsten lige så vellydende som Pluras egen musik. Den bedste af fødselsdags-cd'erne.

Kjell Andersson har flere fødselsdags- og hyldestudgivelser på samvittigheden (Totta Näslund, Georg Riedel/Astrid Lindgren, mv.), men der er naturligvis også svenske hyldest-cd'er, som Andersson ikke har været involveret i, fordi den person, de hylder, arbejder for andre musikforlag end EMI. Det drejer sig f.eks. om cd'en Påtalåtar – en hyllning till Ola Magnell (2006), hvor en række rockmusikere siger til lykke til en central skikkelse i svensk rock/vise-musik med hver deres version af en kendt Magnell-sang. Her kan man bl.a. høre Elin Sigvardsson med "Tomma tunnor", Lars Winnerbäck med "Ta det kallt, det är allt" og Tomas Andersson Wij med Magnells "Trasten". Herlig musik, også selv om Andersson ikke har stået ved roret.

Heller ikke den gode "punkfarfar" Johan Johansson, der har spillet i grupper som Strindbergs og John Lenin, er eller har været inde i kredsen omkring Kjell Andersson og EMI. Det betyder, at udgivelsen Världens bästa Johansson (udsendt i 2011 i anledning af musikerens 50 års fødselsdag) kunne præsentere nogle lidt andre navne end de førstnævnte hyldest-cd'er – selv om der naturligvis også er tale om gengangere; større er udbuddet af svenske topmusikere trods alt ikke.

Världens bästa Johansson møder man bl.a. Kajsa Grytt og Lars Winnerbäck igen i fortolkninger af et par kendte Johansson-sange ("Min lilla svarta själ" og "Va?!"). Men der er også blevet plads til lidt mindre kendte navne, ikke mindst fra det område, man kunne kalde punk- eller postpunk-musikken. Her optræder f.eks. Staffan Hellstrand, Dan Viktor, Love Antell og Stefan Sundström – samt en del andre musikere, der alle har eller har haft en relation til Johan Johansson og hans musik. Resultatet er blevet en cd, som afgjort ikke er dårligere end de ovenfor omtalte Kjell Andersson-produkter, men som måske i enkelte numre har en lidt for hård punktone for denne lytters sarte ører. Men hovedparten af musikken på Världens bästa Johansson er nu trods alt ganske behagelig at lytte til – og faktisk også blidere end tilnavnet "punkfarfar" giver anledning til at formode. Anbefales.

Hyldestudgivelser i Danmark

Mens det vrimler med hyldestudgivelser i Sverige, er genren betydeligt mindre udbredt herhjemme – i hvert fald så vidt jeg ved. Den eneste udgivelse, jeg er stødt på, og som kan sammenlignes med de svenske fødselsdagsplader, er faktisk cd'en En hyldest til Sebastian, som udkom i 2009 i forbindelse med Sebastians 60 års fødselsdag. Udgivelsen involverede en række danske sangere (Sys Bjerre, Søren Huss, Aura, Randi Laubek, osv.), som hver har givet deres version af en kendt Sebastian-sang – med større eller mindre succes, efter denne lytters mening. Men det er naturligvis en smagssag.

Ved udgivelsen fik cd'en blandede anmeldelser af kritikerne, og det var svært for mange – heriblandt undertegnede – at høre pladens sange uden at længes efter originalversionerne. Det kan selvfølgelig også kaldes en form for cadeau til 60 års fødselaren, at hans egne versioner lyder bedre end kopiversionerne – men det var næppe det, der var meningen med projektet. Men som sagt: der er tale om smag og behag – og i forbindelse med fødselsdagsgaver er det jo tanken, der tæller. Og tanken bag En hyldest til Sebastian har helt sikkert været god.

I 2007 udsendte forlaget Pop Group UK en cd, hvor "de største danske stjerner" fortolkede Elton John-numre i anledning af den engelske musikers 60 års fødselsdag. Det skete på cd'en Den officielle danske hyldest til Elton John, der bl.a. kunne opvise navne som Michael Bundesen, Søren Sko, Kasper Winding og Erann Drori i fortolkninger af Elton John-klassikere. Udgivelsen falder naturligvis inden for kategorien hyldest-udgivelser, men har alligevel en noget anden karakter end de specialfremstillede cd'er til ære for en god kollega og ven fra den hjemlige musikbranche.

Men, kunne man måske afslutningsvis spørge: hvorfor har Kim Larsen ikke fået sin egen fødselsdags-cd i forbindelse med nogle af hans runde fødselsdage? Eller hvad med Steffen Brandt? Eller Niels Skousen, eller …  Det enkle svar er nok, at de danske musikere ikke kender Kjell Andersson.