- og på trommer: Alex Riel

På en eller anden måde kan det næsten forekomme naturstridigt: manden har forlængst rundet de 70 år (han indspillede såmænd én af sine bedste plader på sin 60 års fødselsdag), været professionel i mere end et halvt århundrede, har spillet med gud (nåja, knap nok, selvfølgelig) og hvermand, og er kendt som få andre europæiske trommeslagere i næsten alle tænkelige stilistiske sammenhænge. Og alligevel er det mindre end en snes år siden at han sprang ud som orkesterleder og indspillede sin første cd i eget navn (vi tillader os her at se bort fra en lille titommers lp som han lavede i 1965, da han blev "Årets danske jazzmusiker" og i samme anledning modtog en check på kr. 1.000, overrakt af Duke Ellington under en koncert).

Faderen spillede ikke selv, men havde en del jazzplader som Alex fandt fornøjelse ved, og til hans tidligste erindringer hører at han med en kagedåse bundet om halsen, trommende af hjertens lyst, om aftenen gik ned for at møde faderen ved busstoppestedet. Og da Alex fandt ud af, at han havde lyst til at spille "rigtige" trommer, insisterede faderen på at så skulle han lære det ordentligt. Det kom han til, læreren blev Radiosymfoniorkestrets solopaukist Børge Ritz Andersen, en mand som Riel stadig omtaler med kærlighed og respekt.

[caption id="attachment_27674" align="alignleft" width="200"] Biografien om Riel kan lånes på biblioteket.[/caption]

Læretiden som damefrisør blev gennemført, svendebrevet kan faktisk ses på Riels hjemmeside (www.alexriel.dk), men uddannelsen blev aldrig brugt, for nu havde den unge mand vældig travlt med at spille jazz, og allerede kort efter at Jazhus Montmartre åbnede i Store Regnegade i det indre København var Riel mere eller mindre at betragte som hustrommeslager - ofte sammen med pianisten Kenny Drew og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen - akkompagnerende en lang række af jazzens største solister igennem de følgende år. Spørger man ham selv, nævner han flere års samarbejde med tenorsaxofonisterne Dexter Gordon og Ben Webster som noget af det mest lærerige og frugtbare, og en turné med pianisten Bill Evans som noget, hvor der "næsten var hul igennem til himlen".

Man skal ikke have oplevet Riel "live" ret mange gange for at konstatere, at nok tager han musikken gennemseriøst og professionelt, men han er ikke meget for det højtidelige og slet ikke det selvhøjtidelige: "Hvis du kan få lov at gøre de ting du godt kan lide, er du næsten altid glad. Min musikalske ambition er at gøre det jeg er god til og at gøre det sammen med andre, føle at vi trækker på samme hammel. Så har jeg det godt og så har de andre det som regel også godt. Og det er jo sjovest når det swinger ..."Op igennem 70'erne var Riel trommeslager i Savage Rose (at gruppen overhovedet blev dannet var i høj grad på Riels initiativ), ikke fordi han var træt af at spille jazz, men snarere fordi han, efter at have hørt en koncert med Jimi Hendrix, følte trang til også at blive god til at spille rockmusik. Tillige var han i årevis Sebastians faste trommeslager og deltog som sidemand på hundredevis af pop- og rockindspilninger.

Med Riels egne ord er han "ikke sådan for alvor gearet til rollen som orkesterleder, men jeg kan godt hvis det skal være". Det skulle det ved en turné for en snes år siden med den amerikanske tenorsaxofonist Jerry Bergonzi og bassisten Jesper Lundgaard, og en radiooptagelse af én af koncerterne blev så vellykket, at Riel syntes det var rimeligt at sende den ud på cd. Emergence, som titlen var, blev fulgt af en lang række andre med Riel som kapelmester, senest Get Riel fra 2008. Flere af dem har pianisten Kenny Werner og førnævnte Bergonzi blandt medmusikerne, to musikere som Riel både musikalsk og personligt er på fin bølgelængde med, ikke mindst fordi de begge har sansen for at "slippe jorden med fødderne" og lade musikken tage styringen, at lade den blive til en bølge af instinktivt fællesskab, hvor kombinationen af ekstrem indbyrdes opmærksomhed og legende nonchalance kan skabe mirakuløse resultater.

Og mon ikke netop det legende element er én af de væsentlige årsager til at Riel altid forekommer så engageret i musikken, selv efter mere end 50 år på banen. Et tidspunkt, hvor mange af os begynder at overveje at trappe arbejdet lidt ned, men hvor Alex Riel stadig forekommer vital, energisk og spil(le)levende.

Biblioteket har rigtig mange cd'er, hvor Alex Riel medvirker. Og der er også nok at vælge imellem på Bibzoom.