Om musik og fysik - og lidt om Janis Ian

I den aktuelle (avis)debat om musikkens stærkt dalende andel af bibliotekernes samlede udlån må jeg komme med den tilståelse, at jeg selv ikke er den flittigste låner af musik på bibliotekerne – og især ikke var det tidligere. I min ungdom, dvs. i 1960´erne, kom jeg kun sjældent på Odense Musikbibliotek, og det skyldtes først og fremmest to forhold: dels var pladerne næsten aldrig hjemme, så man blev nødt til at bestille dem; og dels – og vigtigst – havde musikudlånet det kedelige ry, at pladerne fra biblioteket var så slidte, at de ødelagde ens grammofonnål. Den sidste påstand var måske en smule uretfærdig; men rigtigt var det, at det undertiden kunne være svært at nyde den lånte musik, fordi ridser og hak i pladerne kunne gøre det vanskeligt at koncentrere sig om selve musikken. Af begge de anførte grunde købte jeg stort set altid selv de plader, jeg var interesseret i.

Problemet med de slidte grammofonplader blev langt hen ad vejen løst, da cd´en helt overtog det fysiske musikmarked omkring 1990 (efter et længere intermezzo med kassettebåndet som primær formidler af musik). Cd´er kan også være ridsede; men de er trods alt langt mindre følsomme end de store vinylplader, som i biblioteksregi ofte kunne se ud, som om lånerne havde holdt fest på pladerne i stedet for med dem. For bibliotekerne var det derfor et tigerspring fremad, da man gik over til at udskifte LP-samlingen (og kassettebåndssamlingen) med en cd-samling - selv om undertegnede for en sikkerheds skyld beholdt alle grammofonpladerne og faktisk først gik over til det nye cd-medie, da der ikke var nogen anden udvej, dvs. da min daværende helt Ulf Lundell holdt op med at udsende sine nye udgivelser som LP. Det skete i 1992.

Nu er det altså cd´en som medie, der er truet på bibliotekerne og faktisk har været det i lang tid efterhånden. Det er ikke i så høj grad min skyld, som det manglende LP-udlån var det i sin tid, for jeg bestiller og låner med jævne mellemrum musik (dvs. cd´er) på biblioteket. Typisk handler det om, at jeg er blevet opmærksom på en ny – eller oftere gammel – gruppe, som jeg gerne lige vil tjekke ud, inden jeg køber en cd med den, og så er der næsten altid et eller andet musikbibliotek i landet, som ligger inde med noget af den pågældende gruppe. (I parentes bemærket er det ikke helt sjældent Herning Bibliotekerne, der er leveringsdygtig i de mere eller mindre obskure musikudgivelser, jeg gerne vil stifte bekendtskab med. En cadeau herfra til Herning – samt Vejle, Odense, Frederiksberg, osv.). Det kan også dreje sig om en bestemt cd, som jeg er usikker på, om jeg skal købe til min samling – og så kan det være nyttigt først at høre den i sin helhed. Eller der kan være andre grunde til, at jeg bestiller cd´er på biblioteket.

Her vil de fleste læsere, som er fulgt med så langt i mine ungdomserindringer, sikkert indvende: jamen, hvorfor hører han dog ikke bare musikken på nettet? Ikke mindst de unge vil sikkert komme med denne, på mange måder helt berettigede indvending. Men her er det, at nogle af forskellene på nutidens og fortidens – dvs. min – musiklytning gør sig gældende. Hvor flertallet af musiklyttere i dag formentlig er bedøvende ligeglade med de nærmere omstændigheder omkring musikkens tilblivelse og bare gerne vil høre numrene, har jeg – og formentlig et par stykker mere – det helt anderledes.

Musikkens udenomsværker

Musikken er naturligvis det centrale, også for mig. Men ud over lydene, der kommer ud af højttaleren, har det betydning for mig at vide, hvem der har skrevet den pågældende musik. Det betyder noget for mig, hvor den er indspillet, og hvem der har produceret musikken. Jeg vil gerne vide, hvem der spiller bas eller saxofon på et bestemt nummer, ligesom jeg synes, det er uhyre interessant at få oplyst, hvem der deltager som gæstemusikere på en given indspilning. Osv. osv. Hvis jeg er rigtig heldig, står der oven i købet noget om omstændighederne i forbindelse med indspilningerne i det medfølgende hæfte i cd´en, eller hæftet kan indeholde en præsentation af musikken og/eller gruppen. Osv. Der er i det hele taget et utal af informationer omkring musikken, som uddyber og forhøjer musiknydelsen for mig, og som jeg savner, hvis jeg ”bare” lytter til musikken uden alle biomstændighederne.

Jamen igen, kan jeg da ikke bare finde alle disse informationer på nettet, hvis jeg er så interesseret i dem? Jo, for en dels vedkommende kan jeg helt sikkert finde den type oplysninger, hvis jeg leder efter dem – og for nogle musik-cd´ers vedkommende kan jeg måske finde dem, mens jeg for atter andres vedkommende bare ikke har adgang til oplysningerne på nettet. Pointen i den forbindelse er imidlertid, at det for mit vedkommende ikke skal være et arbejde eller en udfordring at lytte til musik; det skal især være en fornøjelse, og for at få den fornøjelse skal jeg ikke sidde og søge på nettet efter informationerne, med en ret stor sandsynlighed for at skulle igennem adskillige hjemmesider, før jeg finder de relevante oplysninger. For mig er musik (som oftest) lig med glæde, og glæden bliver større, hvis jeg kan sætte navn(e) på det, jeg hører. Omtrent som det forhøjer glæden for mig, hvis jeg ved, hvad fuglen, som jeg ser, hedder, eller hvis jeg kender omstændighederne omkring et flot bygningsværks tilblivelse. Eller lignende.

Så vidt, så godt. Der er altså en del fysik i min musiklytning, forstået på den måde, at jeg har det bedst med musik, som samtidig har en form for fysisk fremtoning i form af et cover og/eller et hæfte med ledsageoplysninger (og så har jeg endda slet ikke været inde på hele spørgsmålet omkring det fysiske covers mulighed for at supplere musikoplevelsen med en kunstnerisk oplevelse. Men det er en anden diskussion end den, jeg er inde på her). Det er der sikkert en del musiklyttere, som ikke kan forstå, og den i indledningen omtalte nedgang i musikbibliotekernes udlån peger i hvert fald på, at flertallet af lyttere ikke har noget behov for musikkens fysiske tilstedeværelse i deres tilværelse. Det er naturligvis deres egen sag. Men faktisk må jeg indrømme, at mit ønske om at sidde med noget fysisk i hænderne, mens jeg hører musikken, ikke engang fortæller hele historien om mit meget fysisk orienterede forhold til musiklytningen. Det bliver nemlig endnu værre.

Om selve musikkøbet

Eftersom jeg foretrækker musikken i en af dens fysiske fremtrædelsesformer, og eftersom jeg af forskellige grunde ikke er så flittig en bruger af bibliotekernes musikudlån, som jeg kunne/burde være, er det klart, at der må være en eller anden form for købsproces involveret i min musiklytning. Når jeg ønsker at eje den musik, jeg gerne vil lytte til – bl.a. for at kunne lytte til den præcis når jeg har lyst til det – må jeg på et eller andet tidspunkt have købt den fysisk foreliggende musik. Og dette forhold skaber et yderligere fysisk betinget tilknytningsforhold mellem mig og musikken ud over den tilknytning, informationerne om musikerne, producerne, indspilnings-omstændighederne osv. allerede har skabt. Mit forhold til musikken bliver nemlig også farvet af den sammenhæng, min anskaffelse af den fysiske musik har indgået i, og her bliver sagen måske lidt for nørdet for flertallet af musiklytterne.

Der er jo ikke noget usædvanligt i, at musik for mange mennesker er forbundet med en bestemt lokalitet, en bestemt oplevelse eller nogle bestemte personer – f.eks. den første forelskelse, en koncert el.lign. Men for mig indgår selve fundet eller købet af den fysiske musik – på en plademesse, i en butik, i en genbrugsforretning - også i mit forhold til musikken på den pågældende cd eller LP. F.eks. ved jeg, hvor jeg har købt de fleste af mine udgivelser – og selv om mange af de nyere titler stammer fra absolut atmosfæreforladte køb på nettet, er der dog også en del af udgivelserne, jeg forbinder med en bestemt plademesse, en bestemt forhandler, osv.

Bl.a. kan jeg huske, hvordan jeg og en kammerat i vores studietid ofte besøgte en af Odenses mest interessante og velassorterede genbrugsbutikker i håbet om her at gøre fund af nyligt indkomne grammofonplader – og som regel med stort held. Desværre for projektet forholdt det sig sådan, at vi begge kunne lide nogenlunde den samme form for rockmusik, og det gav jo anledning til en del diskussioner om, hvem der skulle kigge i hvilke stakke nyindkomne plader først. Man kunne mene, at vi bare kunne besøge butikken på forskellige tidspunkter og vælge, hvad vi hver især brød os om; men så enkelt var det ikke. De nyindkomne plader blev som regel sat til salg på bestemte tidspunkter, typisk om mandagen, og af samme grund gjaldt det om at være der, når butikken åbnede om mandagen. Og eftersom studerende mange gange selv kan tilrettelægge deres tid, og fordi vi trods alt havde en rimelig sans for fair play (dengang), gik det mange gange sådan, at vi stod sammen uden for genbrugsbutikken mandag formiddag.

Inde i butikken var det så held – eller fingerspidsfornemmelse – der afgjorde, hvem der vendte hjem med det bedste bytte den dag. Den omtalte butik har bidraget med mange formidable indslag i min stadig intakte pladesamling, f.eks. Van Morrisons ”Moondance”, Bob Dylans ”Nashville skyline” og The Byrds´ ”Younger than yesterday”. For blot at nævne tre af de grammofonplader, jeg med stor tydelighed husker at have fundet i den pågældende butik – i skarp konkurrence med min kammerat om at gøre de bedste fund netop denne mandag formiddag.

 Andre gange forbinder jeg måske en af mine plader med en bestemt pladebutik og en tilsvarende speficik stemning i forbindelse med købet. Nogle plader med Fleetwood Mac og The Doors er i mit univers nært forbundet med en bestemt FONA-butik i Odense, mens andre plader stammer fra en Fredgaard-forretning i samme by. Bruce Springsteens anden LP stødte jeg på i en FONA på Amagerbrogade engang omkring 1974.

Og så er der et bestemt pladekøb, som jeg forbinder med en kortlivet butik i samme gade i Odense som den ovenfor omtalte genbrugsbutik, nemlig Ny Vestergade. Det er i virkeligheden dette køb, som er skyld i hele den ovenstående lange udredning om musik og fysik – men det kunne nu lige så godt have været en lang række af de andre musikudgivelser i min samling.

Janis Ian

Engang i slutningen af 1960´erne havde jeg fået ørerne op for det unge stjernefrø Janis Ian, som i en alder af kun 14 år var gået til tops på hitlisterne med den potentielt kontroversielle sang ”Society´s child”. I 1967 udsendte Janis Ian hele to LP´er, og i 1968 fulgte hendes tredje udspil, ”The secret life of J. Eddy Fink”. Det var denne plade, jeg stødte på i pladebutikken i Ny Vestergade, og jeg husker stadig, at jeg blev ganske overrasket over mit møde med sangerindens meget personlige sangstil på den nye plade. De to forudgående LP´er (som jeg først hørte senere) var også udmærkede; men den nye plade var på mange måder langt mere moden og mere selvbevidst – selv om sangerinden stadig kun var 15-16 år på dette tidspunkt. Jeg hørte en stor del af pladen i pladebutikken og var bagefter temmelig usikker på, hvad det egentlig var, jeg havde hørt. Det var fascinerende, men også meget anderledes end meget af den vestkystmusik, jeg hørte på det tidspunkt. Desuden var flere af sangene ret jazz-inspirerede, og det var ikke en musikform, jeg dyrkede meget dengang.

Under alle omstændigheder købte jeg ikke pladen på stedet; men da jeg var kommet hjem, fortrød jeg det alligevel, og cyklede tilbage til butikken, hvor jeg brugte en del af månedens sparsomme studieindtægter for at kunne fordybe mig i Janis Ian. Det fortrød jeg ikke. Og her kommer minsandten pointen til slut: for nylig stødte jeg i en brugtforretning på en dobbelt-cd med Janis Ians tidlige indspilninger: ”Society´s child: The Verve recordings” (som jeg jo ganske vist allerede har på LP, men som jeg ikke rigtigt orker at høre igennem på den måde. Så er det meget nemmere at sætte en cd på). Og tænk engang: musikken holder og lyder fortsat (omtrent) lige så spændende som i 1968. Det er kvalitetsvarer, der her er tale om, og absolut en anbefalelsesværdig cd – selv om andre naturligvis må undvære den specielle odenseanske pladebutiksstemning, jeg for altid vil knytte til netop denne udgivelse.

Prøv at bestille dobbelt-cd´en ”The Verve recordings” fra et af de to danske biblioteker, der ligger inde med den (Frederiksberg og Roskilde) og lyt til Janis Ians stærkt personlige musik, mens du i det medfølgende hæfte studerer, hvem der spiller bas på de enkelte numre, hvem der har produceret de oprindelige plader, og hvem der har stået for de musikalske arrangementer. At du må undvære kartonarket med digte, som i sin tid fulgte med LP-versionen af ”The secret life of J. Eddy Fink”, er der ikke noget at gøre ved; den slags bonusoplevelser er udelukkende forbeholdt os, som i sin tid købte LP´en i Odense eller et andet sted. Eller som i dag låner pladen fra Vejle Bibliotekerne eller fra Statsbiblioteket.