Only love can break your heart

Weltschmerz og spleen er fænomener, der især er forbeholdt ungdommen, ikke mindst unge litterater, som oplever en sentimental melankoli over verdens fortrædeligheder – ofte en verden, som ikke forstår at værdsætte de unge menneskers geni efter fortjeneste.

Hvis Weltschmerz-følelsen har dybere rødder og ikke blot blæser bort ved de første varme vinde, taler sandsynligheden for, at den, der føler verdenssmerten gør noget ved sagen – begår selvmord. Det er bl.a. derfor, Weltschmerz-oplevelsen især er noget, der angår ungdommen; selvmord overlever man ikke – men hvis man overlever sin Weltschmerz, står man til gengæld bedre rustet til at klare modgangen næste gang, den viser sig.

Weltschmerz og spleen er altså trods alt ikke så slemt, det er som regel noget, der går over af sig selv. Langt værre er en anden følelse, som måske også går over med tiden: et knust hjerte – men her er det alvor og ikke bare følelser på skrømt. Det er nok også derfor, de knuste hjerter optræder så ofte i rockmusikkens tekster. Spleen er lidt af en luksusfølelse, som man kan hygge sig med en regnfuld eftermiddag – men hjertesorg er ikke noget, man skal spøge med, hvilket Neil Young allerede i 1970 kunne berette om i sin sang ”Only love can break your heart” fra lp'en After the gold rush (nummeret er også med på musikerens Greatest hits fra 2004).

Neil Young har altid været de knuste hjerters digter par excellence, og hans klagende stemme passer perfekt til sangenes vemodige indhold. Hvis man har lyst til at synke hen i en lettere depressiv tilstand, er Neil Young altid god for en sørgelig sang, som kan understøtte stemningen. Hør f.eks. hans version af Don Gibsons ”Oh, lonesome me” fra samme lp som ”Only love can break your heart”: ”Everybody's going out / and having fun. / I'm a fool for sitting home / and having none. / I can't get over how she set me free/ Oh, lonesome me.” Her er helt sikkert tale om en god portion selvmedlidenhed, javist; men i modsætning til spleen-følelsen er det altså virkelige følelser, der er på spil her: only love can break your heart – and it does!

Kun kærlighedssorger kan knuse ens hjerte, og det betyder, at man skal passe på ikke at blive ramt af dem (hvis man kan). Til gengæld har kærlighedssorgerne jo den egenskab, at de er langt mere interessante at beskæftige sig med rent kunstnerisk end den lykkelige kærlighed. Den lykkelige kærlighed er herlig for den, der oplever den– men den mangler i den grad dynamik og energi i kunstnerisk sammenhæng. Her er den ulykkelige kærlighed langt mere spændende, som man vil kunne overbevise sig om ved at lytte til de første 10.000 sange om emnet.

Den arketypiske rocksang om ulykkelig kærlighed må være Elvis Presleys Heartbreak Hotel : ”Well since my baby left me / I found a newplace to dwell / it's down at the end of Lonely Street / at Heartbreak Hotel”. En vidunderlig tekst til en vidunderlig melodi, som næppe kan gøres meget bedre; der findes nok ikke det rockband, som ikke på et eller andet tidspunk thar haft Presleys første store hit på programmet– og der findes nok ikke den lytter, som ikke på et eller andet tidspunkt har følt, at den sang netop var skrevet til ham/hende. At checke ind på Heartbreak Hotel for enden af Lonely Street – det kan vist ikke blive værre.

Og dog. Det kan jo gå så galt, at hotellet er lukket for sæsonen – og så er man virkelig på den, for hvor skal man tage hen med sit knuste hjerte, hvis man ikke engang kan få et værelse på Heartbreak Hotel? Det er svenske Ulf Lundell, der i sangen ”Aldrig så ensam” (fra lp'en Den vassa eggen, 1985) udmaler denne forfærdelige situation, hvor selv det sidste sikre tilholdssted i verden svigter sit trofaste publikum: ”Nu faller regn på löv / nu faller löv från gren / nu skymmer det mitt på dan /det mörknar på stadens scen / I parken där ungarna lekte / och jagade runt hela dan/ där krattar man undan sommaren / hösten har kommit till stan / Du vill inte gå upp i dag / det finns inget som lockar dej mer / det är inget du vill säga eller ha / mer än en varm vrå där du kan sjunka ner./ Heartbreak Hotel har stängt för säsongen ... Det tar tid för tårar att torka /så är det för var och en / du måste igenom vintern / om du vill se sommaren igen / Dom svarta hålen öppnar sej / och du har ingenting att hålla dej i / det du känt så väl är plötsligt främmande /din egen röst går dej förbi / till och med din egen röst går dej förbi.”

For mig er billedet af det lukkede Heartbreak Hotel med skodderne for vinduerne og et ”Lukket for sæsonen”-skilt på døren det ultimative billede på desperation og tristesse, og Lundells melodi til sangen forstærker det melankolske indtryk. Men selv om sangen oser af håbløshed og nederlag, har det faktisk ikke været sangerens intention at skrive et depressionsforstærkende nummer, hvilket nogle ikke ovenfor citerede linjer vidner om: ”Men du är aldrig så ensam som du tror / månen är din syster, solen din bror / du är aldrig så ensam som du tror”. Det er ikke nogen stor trøst, men dog en form for trøst, som burde sikre, at Lundell ikke med denne sang får nogen selvmordere på samvittigheden. Selv om det var tæt på et øjeblik.