dummy

Optimistisk og frisk popplade fra Aarhus-sangerinde

5-05-2013
Jonas Sloth Bach
Anmeldelse

Maria Timm leverer veldrejede og overraskende popsange på I Come Undone. Fængslende melodier og fine vokalklange bærer albummet sikkert ud af smilets by.

Allerede fra første strofe af åbningsnummeret ”Sitting Far Away” fornemmer man en energi og legesyge på Maria Timms andet album under eget navn. Sangerinden, der tidligere har været en del af musikprojekter som The Broken Beats og Marybell Katastrophy har fundet en fin balance mellem letfordøjelige poprefræner og eksperimenterende lyduniverser.

Lyden er en blanding af organisk groove med tørre trommer, en steady men uhøjtidelig basbund og en masse vokaleffekt. Klokkespil går hånd i hånd med distortede guitarakkorder, men Maria Timm formår at lave en sammentømret helhed af ukurante musikfragmenter. Det kan man eksempelvis høre på ”Vision And Sight”.

Tekstuniverset har ikke nogen særlig central plads i Maria Timms sangskrivning. Poesien er fortrængt af ligefremme og ubetydelige tekster, der rimer og passer på stroferne, men ikke lægger op til nærlæsning og fortolkning. Det kan man eksempelvis høre på albummets titelnummer. Her er der, som på mange af de andre numre, mange gentagelser og få fuldendte fraser.

Blandt de mere helstøbte sange skal ”Sasha” dog fremhæves for en sammenhængende tekst, et sjovt miks af sigøjner-blæsere, pigesang, kastagnetter og et omkvæd, man bliver i godt humør af at lytte til. Her kunne den melodiske inspiration komme fra Oh Land, men gennem hele pladen demonstrerer Maria Timm, at hun er både original, rytmisk og her svært ved at finde en plads til alle de skøre indfald.

Lyt til:

”To Catch An Ocean”, der er et velkomponeret popnummer, der giver god mulighed for at lytte til Maria Timms stemme uden alt for mange effekter.
”A Wrong”, der på en gang er mere dyster og rocket, men samtidig fyldt med fine melodiske passager i dur.

Maria Timm på Bibzoom